Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

så blev folket her også mere og mere isoleret fra de omkringliggende
stammer. Også kontakten til Etos aftog, og med tiden blev
riget til et lille isoleret samfund, som snart blev glemt af sin omverden.
I nutiden er der meget tvivl om hvorvidt Esos fortsat
eksisterer som riget. Mange tolker de mange års tavshed som et
tegn på at riget er gået under, men der er også dem, der med
ærefrygt fortæller om hvordan riget stadig findes som en ren og
uberørt plet på Niraham, hvor gudfrygtige folk hver dag hylder
guderne og holder den årtusind gamle lærdom i hu.
Om Garmios rejse mod øst vides kun lidt. Der var ikke mange af
dem, som havde overværet Jarcos åbenbaring, der turde tage den
lange rejse over Zikkhaørkenen med imperatoren, og det var
derfor kun med et lille følge, at han en morgen satte kursen østover
mod det fjerne og sagnomspundne land Bang Tei. De efterfølgende
begivenhed er præget af en vis usikkerhed. Man ved, at
i hvert fald fire personer nåede så langt som til den bangteske
jungle, og at der stadig den dag i dag findes en helligdom i junglen,
der er indviet til guden Nim Mar. Helligdommen er imidlertid
forladt, og de lokale frygter den og betragter den som forbandet.
En myte fortæller, at godt og vel 100 år efter udrejsen kom
en mand vandrende tilbage gennem ørkenen til den store sø, der
udgjorde hjertet i Zara’bash. Han talte i vildelse og folket forstod
ikke hans ord, og da han kom til søens bred, faldt han om og
døde. Ingen vidste, hvem han var, men der var flere som mente,
at hans klædninger var de samme som dem, der havde kendetegnet
de fire imperatorer. Efterhånden opstod således historien om,
at Garmio var vendt tilbage fra øst for at dø i sit hjemland
Zara’bash, og søen som han døde ved, er nu kendt som Garmios
grav.
JARCOS DØD
Gennem halvandet århundrede udviklede der sig en storslået
kultur i egnene omkring Etos, og budskabet om De Sande Guder
nåede snart til selv de fjernest afkroge i verdenen. Selv de
eislonske elvere, der hidtil havde afvist enhver tilnærmelse fra
menneskene, haft lært om guderne og taget deres lære til sig.
Nimar var på denne tid fortsat den mest agtede af De Sande
Guder. Han blev anset for at være deres alfader og den øverste
iblandt dem, og at tilbede guderne var således reelt at tilbede
Nimar og hans slægt. Dina af Etos var hans største forkynder, og
med hende som forbillede, blev der udlært præster overalt på
Niraham, som lærte at agte og ære Nimar, og som udførte hans
mirakler i verden.
Troen bredte sig hastigt til store dele af verdens folk. I nord var
Narabond og Kamirr konverterede, og om end der stadig var
mange druidetro i disse egne, så kunne de ikke true De Sande
Guders dominans. Også de østlige af nordens riger begyndte
gradvist at tage guderne til sig, men det skete kun langsomt og
med forbehold. I syden var Zara’bash ligeledes ved at give afkald
på de tidligere tiders Kasmanitro til fordel for læren om De Sande
Guder.
Da skete det imidlertid i år 162 EJ, at et rædselsvækkende budskab
gik Niraham rundt: Jarco var død - den store profet var gået
bort. Selvom Jarco var blevet skænket et usædvanligt langt liv af
guderne, så havde han på denne tid rundet sit 199. leveår, og
tiden var begyndt at sætte sit præg på ham. Hans sind var stadig
så klart som nogensinde før, og hans stemme manglede aldrig
styrke. Hans legeme var imidlertid gammelt og slidt, og det bar
tydeligt præg af de mange års vandring.
Verdenshistorien
198
Da skete det en morgen, at Jarco oplyste sine tjenestefolk om, at
tiden nu var oprundet. Nimar havde givet ham en vision den nat,
og i drømmen vist ham vejen til Aferheim - gudernes rige. Jarco
tog en hjertelig afsked med sine nærmeste, og i morgensolens
første stråler begav han sig på vej ud i ørkenen. Bag ham græd
hans tilhængere sorgfulde tårer, og mange forsøgte at løbe efter
ham, for at bede ham om at blive hos dem. Ingen syntes imidlertid
i stand til at indhente ham, og folket måtte sørgmodigt erkende,
at deres store profet havde forladt dem.
BORGERKRIG
Sorgen bredte sig til samtlige af de regioner på Niraham, hvor
De Sande Guder var blevet en del af hverdagen for hundredtusindvis
af mennesker, elverfolk og dværge, og der blev erklæret
landesorg i 21 dage fra templet i Etos. I disse dage blev grædt og
sørget meget, og folket var fortvivlede over nu pludseligt at stå
uden lederskab.
Perioden som fulgte, var kaotisk og præget af megen usikkerhed.
Adskillige magtfulde personer søgte at udnytte tiden til at tilrane
sig magt, land og guld, og også mange modstandere af guderne
benyttede lejligheden til at gøre modstand mod De Sandes præster.
Særligt Zara’bash blev ramt hårdt. Godt og vel halvdelen af rigets
indbyggere havde konverteret til de nye guder, mens resten fortsat
holdt ihærdigt fast ved traditionelle religiøse overbevisninger.
Det førte til evigt voksende stridigheder mellem religionerne, og
konflikten brød ud i lys lue i Cartheero i år 395 EJ. Den magtfulde
sultan Mened Al’Coon døde dette år og efterlod sig to sønner.
Den ældste søn, Haji, stod til at arve hele riget og selv blive
sultan. Mange protesterede imidlertid mod dette, eftersom Haji
var konverteret til De Sande Guder, og dermed ville blive den
første sultan af Zara’bash med denne tro. I modsætning til ham,
var hans yngre bror, Sahid, fortsat tilhænger af den traditionelle
nomadiske religion, Kasmani, og nød derfor stor popularitet.
For at undgå den forestående konflikt, forsøgte Haji at få sin
yngre bror snigmyrdet. Det mislykkedes imidlertid, og Sahid
flygtede sydpå ud af byen, og søgte tilflugt blandt ørkenens stammefolk,
der til alle tider havde været loyale overfor ham og den
gamle Kasmanitro.
En krig var uundgåelig, og i de følgende år bekæmpede brødrene
hinanden indædt. Ingen af dem kunne imidlertid vinde overhånd,
og konflikten varede derfor ved år efter år. Selv da begge
brødre var døde, og deres sønner havde overtaget magten, vedblev
de med at bekrige hinanden.
Krigen delte det zarabiske rige i to - en nordlig del centreret
omkring Cartheero, og en sydlig der omfattede egnene omkring
Garmios grav og de store ørkenområder. Med tiden glemte man
næsten hvorfor krigen var opstået, og kulturerne i nord og syd
udviklede sig uafhængigt af hinanden, med det ene fællestræk at
de begge betragtede det andet zarabiske rige som deres svorne
fjende.
I det nordlige Zara’bash fik religionen en nøgleposition i samfundet.
Det var læren om De Sande Guders, der adskilte folket her
fra ørkenens nomader, og gennem troen fandt man et stærkt
sammenhold. Det nordlige af rigerne fik også megen støtte fra de
omkringliggende riger, der ligeledes bekendte sig til De Sande
Guder, og derigennem kom mange af tidens øvrige kulturelle