Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

ANDEN STORHEDSTID
I mere end 300 år regerer Bang Tei dynastiet over store dele af
det sydlige Niraham. Det var en strengt hierarkisk verden, hvor
kejseren udlevede sin magt over folket gennem lokale magistrater
i de enkelte byer. I hver af byerne var også udstationeret en mindre
hærstyrke, der holdt folket under kontrol, og øjeblikkeligt
slog ned på alle optakter til oprør.
Folket accepterede gradvist det nye herredømme, ikke mindst
fordi Bang Tei tillod dem at fortsætte deres liv, som de altid havde
levet det, så længe de blot underkastede sig deres nye herre.
Det var fredelige tider, og landbrug og håndværk blomstrede i
denne periode. Specialiserede landbrug blev normen, og man
introducerede simple mekaniserede redskaber samt rotationsbeplantning.
Herudover gjorde man også en indsats på at forbedre
kvægproduktionen gennem avlsprogrammer og en øget viden
om medicinering. Disse tiltag førte til, at fødevareproduktionen
blev mere end fordoblet under dynastiet.
Al rigets overskud blev imidlertid kanaliseret over i udviklingen af
militæret, og det var særligt indenfor dette felt, at de største opdagelser
blev gjort. Man perfektionerede bronzestøbningens kunst,
og udviklede bedre våben og rustninger, end man tidligere havde
set. Mest afgørende blev dog indførelsen af militær disciplin og
organiserede kampformationer.
På trods af sine mange nyskabelser, så var dynastiet dog også
præget af en overvældende konservatisme. Kejseren udstedte
blandt andet befaling om, at magi var forbudt ved lov, og at
anvendelsen heraf skulle straffes med døden. Yderligere nægtede
han at lade militæret at inkorporere reelle rytterkompagnier. Heste
blev således fortrinsvist anvendt blandt spejderne. I stedet satte
man sit lid til at opretholde legioner af fodfolk samt en overvældende
flåde.
I årene omkring 1200 FJ blev Bang Tei udsat for en række mindre
angreb fra de frie bystater i vest og nord, hvor handelsskibe
blev plyndret og stukket i brand. Det førte til yderligere kampe,
der for det meste fandt sted på havet, og selvom Bang Teis flåde
var både størrelsesmæssigt teknologisk overlegen, så gjorde de
frie bystater stædig modstand og formåede gang på gang at undgå
direkte konfrontationer. Bang Tei koncentrerede derfor for
eftertiden størstedelen af sin flåde i det vestlige hav, og gav disse
frie folk tilnavnet Kam’amir, der på bangtesk betyder ”pirater”.
Eisloniens elvere modsatte sig enhver tilnærmelse fra Bang Tei,
og man betragtede dem med stor foragt på grund af deres aggressive
og udfarende natur. Mod syd havde Bang Tei endnu en
fjende i de nomadefolk, der herskede i ørkenen og de åbne stepper.
Folket her havde desuden taget elvernes magiske kunnen til
sig, og i et diskret forsøg på at gøre op med Bang Tei dynastiet,
sendte elverne adskillige magikyndige, som hjalp med at undervise
steppefolket i magiens kunst.
I år 1122 FJ havde modstanden mod Bang Tei nået et sådant
omfang, at man vurderede, at tiden var inde, og der blev sat et
storstilet angreb ind mod Bang Tei.
En flåde sejlede ud fra Kamirr, og formåede i en dristig manøvre
at sænke store dele af den uforberedte bangteske flåde, mens den
lå for anker og var ved at laste forsyninger. Som reaktion på dette
angreb, blev den kejserlige garde sendt ud fra Bang Tei, og drog
Verdenshistorien
185
langs kysten mod Ianno passagen, hvorfra den skulle bevæge sig
vest– og nordover for at nedkæmpe de frie stater én gang for alle.
Da hæren var godt en måned ude fra Bang Tei, blev en bølge af
krigere og magikere fra syden sendt mod byen, hvor de mødte
den resterende garnison i et storstilet slag. De bangteske hærførere
organiserede hæren efter vanlig tradition, men var uforberedte
på hvad der derefter ramte dem. Steppefolkenes bueskytter skabte
rædsel i geledderne med deres hemmeligt importerede elviske
buer, og før de bangteske hærførere kunne nå at organisere forsvaret,
udløst talrige magikere - støttet af deres elviske allierede -
et hav af ild, der ramte fjenden fra oven.
Den sejrvante og demoraliserede bangteske hær flygtede i rædsel,
og kejserstaden overgav sig til fjenden. Inden mørket faldt på, var
kejseren blevet halshugget, og hans lig blev brændt i fuld offentlighed,
hvorefter asken blev spredt for vinden.
Forlydenderne om kejserens død nåede hurtigt omkring, og da
de lokale magistrater pludseligt stod overvældede og uden det
lederskab, der havde styret deres skæbner i alle disse år, nedlagde
de på stribe deres våben og overgav bystaterne.
Det eneste, som nu stod i vejen for den totale sejr, var den Bangteske
hær, der på dette tidspunkt var nået til hvad der i dag er det
østligste Tharkien. Elviske soldater, udsendt fra Eislon, havde
imidlertid krydset Ianno passagen, og sammen med ryttere fra
syden havde de afskåret de bangteske forsyningstropper, således
at hæren ikke blot var uden lederskab, men også var udsultet og
fanget i et fremmed land.
Hæren gjorde et desperat forsøg på at nå tilbage til Bang Tei ved
at krydse ørkenen, men af den oprindelige hær på 150.000 mand
overlevede mindre end 1000 den udhungrende march.
Bang Tei dynastiet faldt officielt i år 1098 FJ, da Wang Tun, den
forhenværende kejsers broder, overgav riget. Som en betingelse
for fred skulle Bang Tei give afkald på alle proviser vest for
Shantil. Til gengæld ville de sejrende parter standse deres fremmarch
og anerkendte rigets besiddelser i det sydøstligste Niraham.
Kravene blev gensidigt accepteret, og afslutningen på den
anden storhedstid var en realitet
DE FRIE STATER
I årene, der fulgte efter Bang Tei dynastiets fald, oplevede adskillige
samfund i det centrale og vestlige Niraham en frihed, som de
havde været forundt i næsten 500 år. Om end man fejrede de
nye tider, så var der også mange lokale fyrster, der så det som en
mulighed for at berige sig selv uden længere at skulle frygte for
repressalier. Hvad der skulle have været en befrielse af det sydlige
Niraham endte derfor snart i lovløshed og endeløse krige mellem
bystaterne.
Steppefolket måtte ligesom de frie bystater forholde sig til denne
nye verden uden en fast fjende. I modsætning til de omkringliggende
kulturer følte de imidlertid et sådant sammenhold efter de
mange års stridigheder med Bang Tei, at folket forenede sig frem
for at blive delt. Med tiden voksede følelsen af en fælles identitet,
og det affødt et løst funderet rige, der blev kendt som Zara’bash.
Blandt de frie bystater bølgede konflikterne frem og tilbage igennem
200 år, uden at der blev fundet en reel sejrherre. Da også
zaraberne blev ramt af de vestlige folkefærds stridigheder, udbrød