Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

fortsat de mest magtfulde, men man er begyndt at anerkende
mændenes færdigheder. Der er dog store forskelle fra hus til hus
til hus, og blandt visse kommer man stadig ihærdigt den gamle
levevis i hævd.
RELIGION
Sortelverne har til alle tider været tilhængere af De Sande Guder.
Ved deres skabelse vist Fanabina sig for dem, og i hende så de
sandheden. Før himmelkrigene blev tilbedelsen af Fanabina derfor
betragtet som det eneste sande for underverdens sortelvere.
Hun havde en særlig plads i deres hjerter, og hun skænkede sit
præsteskab store kræfter, således at de kunne fordrive tvivlerne og
de der var svage i troen.
Man anerkendte ganske vist resten af De Sande Guder, men de
blev blot beskuet som et nødvendigt onde, og man så dem som
svage og uværdige til sortelvernes tilbedelse. For de fleste sortelvere
var alene tanken om at bekende sig til andre guder end Fanabina
dog utænkelig. Hun var en så central del af deres liv, at
det blev opfattet som en fornægtelse af selve den sortelviske identitet
at vende hende ryggen.
Da himmelkrigene indtraf, var Fanabina én af de guder, der
forsvandt fra verden, og sortelverracen faldt hen i desperation
over pludselig at være blevet forladt af deres skaber. Sortelverne
havde ganske vist altid været en selvstændig og handlekraftig
race, men deres styrke kom fra en overbevisning om, at Fanabina
havde skænket dem en nøje planlagt rolle i det store spil om
Niraham. Når nu de mistede deres gudinde, måtte sortelverne
også se hele formålet med deres eksistens forsvinde, og det var
dette, som drev dem ud i fortvivlelse og melankoli.
Snart efter begyndte profeter at varsle de nye guders komme, og
Dilarna åbenbarede sig for sortelvernes folk. Man fandt glæde
ved at se, hvordan Fanabinas blod endnu bestod, og i moderens
fravær vendte folket sig i stedet mod datteren. Fanabinas minde lå
dog stadig tungt over sortelvernes sind, og der var mange, som
fornægtede den nye gudinde. De betragtede Dilarnas tilhængere
som svage sjæle, der vendte deres skaber ryggen, for i stedet at
skænke deres loyalitet til det mest belejlige alternativ.
Fanabinas tilhængere var således stadig rigt repræsenteret i underverdenen,
og det kom snart efter til stridigheder mellem Fanabinas
og Dilarnas kirker. Kejserinde Izmya gjorde imidlertid op
med konflikten, da hun i år 3 EH udstedte dekret om, at den
eneste tilladte gud blandt sortelverne for eftertiden skulle være
Dilarna. Enhver tilbedelse af Fanabina skulle straffes med døden,
og det var bandlyst at bære hellige symboler eller andre relikvier,
som var knyttet til den gamle tro.
For en tid gjorde dette op med de synlige stridigheder, men
under overfladen ulmede konflikten stadig. Utallige sortelvere
begav sig til overfladen i disse år, hvor de kunne dyrke Fanabina
uden risiko for repressalier, men også i underverdenen holdt man
sig fortsat den gamle tro nær. Efterhånden blev Fanabinas tilhængere
mere og mere fanatiske i deres tilbedelse, og efterhånden lod
de ikke nogen hindring stå dem i vejen.
Mange blev dræbt i opgøret med kejserinde Izmyas styrker og
Dilarnas præsteskab, men anstrengelserne var ikke forgæves. I år
8 EH svarede Fanabina på ny sine tilhængere, og folket kunne
snart mærke, hvordan de igen blev gennemstrømmet af hendes
kræfter. Det var imidlertid ikke et ubetinget glædeligt gensyn.
Riger og Kulturer
122