Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

vedvarende krige mod orkerne. Da foråret kom, trak sortblodsfolket
sig atter tilbage til Rustbjergene, og selvom det langt fra havde
været en sejr for menneskene, så fik de alligevel nyt håb i
visheden om, at denne grusomme race kunne bekæmpes.
I de følgende år udviklede menneskene langs Rustbjergenes deres
krigskunster, og efterhånden som de begyndte at vinde overhånd
i striden med orkerne, blev de modigere og bevæge sig år for år
længere op i bjergene, hvor de anlagde fæstninger og svært bevogtede
minebyer.
MALDÚNÉ
Da tharkerne omkring år 550 FJ begyndte at sende handelsekspeditioner
nordpå ind i landet, for dels at sælge deres varer fra
syden men også for at skaffe sig adgang til det kostbare jern, blev
de forundret over den kultur, der mødte dem her. Menneskene
levede ganske vist et simpelt og primitivt liv, men deres tilværelsen
var også præget af en hidtil uset harmoni. De hårde vilkår
havde udviklet en kultur, hvor man var afhængige af hinanden,
og hvor anerkendelse og respekt var altafgørende. Der var stadig
stridigheder mellem stammerne og de enkelte individer, men når
de opstod, løste man dem hurtigt og kontakt, og fortsatte herefter
sin tilværelse uden had eller nag.
Tharkerne beundrede denne simple og ligefremme levevis, og
selvom folket mod nord langt fra var lige så civiliserede og dannede
som dem selv, så anerkendte man dem alligevel for deres
ærlighed. Man begyndte - først i spøg, men siden hen greb det
om sig - at betegne nordens folk som maldúnere, der i nutidens
sprog bedst oversættes til ”fredelige fjender”. De egne, som var
beboet af disse gav tharkerne ligeledes navnet Maldúné.
Maldúné omfattede de egne, som i dag udgør Paravien, Emyr og
det sydøstlige Narabond. Der var på ingen måde tale om et forenet
rige med en fælles kulturel forståelse. Navnet dækkede således
først og fremmest over de folkeslag, der boede i disse egne,
og som i tharkernes øjne havde en meget ensartet levevis. Uanset
at maldúnernes land havde en imponerende størrelse, så var det
desuden kun tyndt befolket, og der var langt mellem de større
bosættelser.
Igennem de næste mange år påvirkede tharkerne og maldúnerne
hinanden på adskillige områder, og i mange egne blev de to
kulturer så sammenblandede, at det kunne være vanskeligt at
adskille de to bestanddele igen. Maldúnerne tog velvilligt tharkernes
viden og teknologiske fremskridt til sig, og lærte blandt andet
om landbrugskunsten, simple skriftsprog samt handelssystemer
og brugen af mønter. Tharkerne tog til gengæld store dele af den
maldúnske levevis til sig, og særligt var de interesserede i at få
kendskab til smedekunstens hemmeligheder. Også vinbrygningens
kunst, som maldúnerne havde lært fra elverne, faldt i tharkernes
smag, og de lærte snart at dyrke druer og fremstille vin.
PARAVIEN
Den primære samlingspunkt, hvor den tharkiske og maldúnske
kultur mødtes, var i de egne, som i dag udgør Paravien.
Maldúnerne var her særdeles ivrige efter at lære skikkene fra
folket mod syd, og deres land blev udgangspunktet for alle tharkernes
bevægelser ind i landet. Folket i disse egne blev derfor
udsat for en evig strøm af nye kulturelle indtryk, og på blot få
hundrede år overgik de fra tidligere tiders primitive stammesam-
Verdenshistorien
188
fund til et højt udviklet og selvbevidst rige.
I år 494 FJ nedfældede man her de første love på det nordlige
kontinent, og ved udstedelsen af disse erklærede man det paraviske
rige som værende ét land. Paravien skulle fremover være
uafhængigt af det øvrige Maldúné, og skulle i stedet ledes af 4
højkonger, som i fællesskab ville bestemte, hvad der var lov og
ret.
Paraviens nye regenter ledede landet i et nært samarbejde med de
tharkiske handelsmænd, og kulturen i riget bevægede sig derfor
meget hurtigt længere og længere væk fra de maldúnske traditioner.
Særligt lagde man stor vægt på lov, orden og det skrevne
ord i riget, og da en aftale efter tharkisk lov ikke var bindende
førend den var nedfældet på papir, blev der indføjet en tilsvarende
paragraf i den Paraviske lov. Uanset at det må synes som en
mindre detalje, så blev det alligevel et skelsættende brud med den
gamle maldúnske tradition for ordets ubrydelighed, og mere end
noget andet markeret det den overgang, som Paravien gennemgik
i disse år.
Den kultur, der blomstrede op i Paravien, var Nirahams første
organiserede kastesystem. Her ejede den herskende adelsklasse alt
land i riget, og forpagtede det ud til lokale herremænd mod betaling
af skatter og støtte i krig. Landbesiddelserne gik i arv fra far
til ældste søn, og kun højkongerne selv kunne ændre en mands
status eller fratage en adelig hans ejendom.
Enhver dreng af adelig stand var forpligtet til at lære at læse og
skrive, samt modtage træning i både etikette, matematik og våbenbrug
på af rigets akademier. Det var desuden god kutyme
efterfølgende at sende sine sønner i lære hos en ældre og mere
erfaren ridder, hvorved traditionerne blev holdt i hævd gennem
generationerne. Der fulgte store forpligtelser med en riddertitel,
men goderne var tilsvarende store. Enhver jævn mand skulle
bukke, når en ridder og hans følge passerede ham, og en ridder
ville kunne standse ved et hvilket som helst hus i riget, og her få
både mad og drikke samt en seng at sove.
KRIGEN I NORD
I resten af det nordlige Niraham gik udviklingen ikke helt lige så
hurtigt som i Paravien. Det øvrige Maldúné var mere tilbageholdent
med at integrere den tharkiske kultur i sin egen, og om end
mange af de sydlige maldúnere langsomt tog indflydelsen fra
Tharkien til sig, så opstod der også en næsten fjendsk stemning
mod det nye blandt folket længere mod nord. Folket her havde
oplevet hvordan den tharkiske kultur langsomt udvandede deres
egen, alt imens den forvandlede de engang så stolte maldúnere til
griske og arrogante håndlangere for de tharkiske rigmænd i syd. I
egnene nord for kuldens mur og langs Iskysten i vest begyndte
man derfor at fornægte de kulturelle tiltag og holdt i stedet mere
og mere ihærdigt fast ved det gammelkendte og traditionelle.
Tharkernes umættelige efterspørgsel på jern gjorde det yderst
lukrativt for maldúnerne at bedrive minedrift, og mangen en
maldúnsk høvding skabte sig enorme rigdomme gennem denne
handel med Tharkiens købmænd. Den eneste måde at skaffe flere
metaller var imidlertid at bevæge sig længere og længere op i
Rustbjergene. Det førte til konstante stridigheder med sortblodsfolket,
og om end menneskene flere gange havde held til at drive
orkerne på flugt, så var det imidlertid en stakket frist.
Dag for dag blev orkerne tvunget sammen på stadig mindre