Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

STYRE
Det rouliske samfund har til alle tider været præget af sammenstødet
mellem det narabonske monarki og det traditionelle norrlandske
stammestyre.
Den formelle magt i riget ligger hos kongen af Narabond, som
følge af den fredsaftale, der blev indgået mellem rigerne i år 1407
EJ. Kongen er imidlertid ikke involveret i den daglige ledelse af
riget. I hans sted bliver magten udøvet af den rouliske marsk.
Marsken var i tidligere tider roulernes øverste hærfører og mest
betroede forkæmper. Nu er titlen i højere grad af politisk karakter,
og roulerne finder stor ved på denne vis reelt at være ledet af
én af deres folk. Den nuværende regent er marsk Mardo af Keltos.
Fra de bliver født til de dør, er alle roulere reelt kongens vasaller.
Al magt i riget tildeles reelt af kongen, og han kan belønne sine
undersåtter med land, goder og beskyttelse, som oftest mod at de
sværger ham evig troskab og støtter op omkring ham i krigstider.
Vasaller vil desuden skulle give afkald på en vis del af sit årlige
høstudbytte eller af den anden indtjening, vedkommende måtte
ernære sig igennem.
Kongens mest betroede, er de fem jarler, der hersker over rigets
jarledømmer. I fredstid er de rigets egentlige magthavere, og de
har autoritet til på egne vegne at råde over deres folket i deres
len. Under sig har jarlerne et utal af baroner og lensherrer, som
udøver størstedelen af den praktiserende magt, og som er de
personer, folket kommer til for at søge råd og retfærdighed. Alle
de rouliske herremænd er dog fortsat underlagt kongen, og hans
eller marskens ord er lov.
Hermed hører tilknytning til de narabonske samfundsnormer dog
også op. Der er en verden til forskel på denne formelle ledelse,
og så den måde, som magten bliver administreret i små lokale
samfund. Her følger man stadig trofast de gamle norrlandske
skikke, hvor de ældste og stærkeste regerer.
Roulernes folk har, mere end noget andet, respekt for de personer,
som beviser deres værd i kamp. Det er roulere, med sådanne
egenskaber, der bliver udnævnt til høvdinge og herremænd, og
deres autoritet kommer i langt højere grad fra deres bedrifter end
fra deres titel. Den rouliske adel og overklasse består også fortrinsvist
af krigere, der igennem et langt liv har tjent riget, og nu
har fået overdraget en titel og et stykke land som belønning for
deres indsats.
Den jævne befolkning lever som oftest en tilværelse under en
lokal herremand, der fungerer som lovformidler og magistrat
over egnen, og som lader sine bønder forpagte den jord, han
besidder. Han er desuden også folkets mand, og den man går til
for at afklare hverdagens små stridigheder. Herremanden har
måttet bevise sit værd adskillige gange, før han har fået sin egen
jord, og hans ord vil vægte tungt blandt folket. Der vokser ofte
en mindre by op omkring herremandens hjem, og en kyndig
herremand vil kunne tiltrække op mod tusind bønder, håndværkere
og handlende til sin jord.
I de enkelte familier vil man desuden have udpeget et familieoverhoved,
som varetager familiens ve og vel. Han vil som regel
enten være den ældste eller mest livserfarne i familien, og det er
ham, der står for at holde sammen med familien, og afklare konflikter
både indbyrdes og udadtil.
Riger og Kulturer
65
RELIGION
Den rouliske kongerække
767 EJ – 801 EJ: Keltosrix
801 EJ – 828 EJ: Owein
828 EJ – 865 EJ: Urien
865 EJ – 882 EJ: Waljarn
882 EJ – 945 EJ: Ialach
945 EJ – 978 EJ: Bedwyr
978 EJ – 1007 EJ: Brych
1007 EJ – 1034 EJ: Cyfaein
1034 EJ – 1039 EJ: Crixus
1039 EJ – 1070 EJ: Kurrox
1070 EJ – 1099 EJ: Artoas
1099 EJ – 1153 EJ: Ialach II
1153 EJ – 1165 EJ: Secovax
1165 EJ – 1169 EJ: Grüsix
1169 EJ – 1192 EJ: Ialach III
1192 EJ – 1211 EJ: Harax
1211 EJ – 1239 EJ: Bedwyr II
1329 EJ – 1355 EJ: Kurrox II
1355 EJ – 1405 EJ: Groatox
1405 EJ – 1407 EJ: Aerek
Da det rouliske rige blev etableret, var druidetroen det største
samlingspunkt for folket, og som tiden gik, voksede tilknytningen
til den gamle lære kun yderligere. Den rouliske tro var så indbyrdes
forbundet med druidelæren, at det syntes utænkeligt at have
det ene uden det andet.
Druiderne var folkets hellige vejledere. De levede en asketisk
tilværelse i det fri, og de havde en helt enestående mytisk status.
Det var dem man vendte sig mod, for at få vejledning omkring
alle livets aspekter, og ikke mindst åndernes vilje. Druiderne forestod
også mange trivielle hverdagsanliggende, og deres anseelse
blandt folket var uden sammenligning.
Da man i år 1407 EJ derfor forkyndte, at Roul-Assin skulle konvertere
til De Sande Guder, vakte det stor opstandelse i riget.
Folket sørgede i mange år, og de var konstant på randen til at
gøre oprør. Efter flere generationer, med vedvarende modstand
mod den nye tro, begyndte roulerne dog efterhånden at tage
guderne til sig. De gav ganske vist ikke afkald på deres gamle
druidetro, men de begyndte at acceptere De Sande Guder som
en anerkendelsesværdig religion, og med tiden blev også denne
til en integreret bestanddel af den rouliske kultur.
Roulerne anerkender De Sande Guder, og særligt har Ragils lære
fundet stort indpas hos rigets krigere. Der er rejst templer til De
Sande Guders ære mange steder i landet, og visse steder har
præsterne endda overtaget druidernes gamle helligdomme.
Druidetroen findes imidlertid stadig, og den praktiseres endnu i
vidt omfang. Druiderne har bibeholdt deres tidligere status, og er
nu blevet omgæret af en om muligt endnu større mystik. På trods
af at der blevet færre af dem med årene, så er deres indflydelse
ikke blevet forringet, og den dag i dag tager marsken gerne en
eller flere druider til sig som sine rådgivere. Blandt folket betragtes
det desuden som en god skik, at invitere druiderne indenfor
ved de store højtider, og man søger gerne deres råd indenfor
anliggender, hvor man ikke føler at præsteskabet slår til.