Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

Verdenshistorien
218
Flere hundrede år var imidlertid passeret siden den dag, hvor
Modeus flygtede ind i skyggeriget, og Cerbian havde siden da
vendt sin opmærksomhed mod andre anliggender. Elverne var
svækkede og havde brug for al hans visdom, og Modeus havde
derfor haft held til i al hemmelighed at vende tilbage til Niraham.
Flere årtusinder efter at han burde have lidt en naturlig død,
vandrede Modeus fortsat på Nirahams overflade, i en evig jagt på
den magt, som endegyldigt skulle gøre ham mægtigere en den
elviske ærkemager og den mægtigste kraft i verdenen. I år 1245
EJ havde Al-Hazif markeret sig som den største af alle menneskenes
magikere, og hans besiddelse af neldorernes skrifter havde
vækket Modeus’ interesse. Således opsat på at få indsigt i denne
mageløse kilde til magt, satte Modeus sig for at stjæle Al-Hazifs
kræfter.
En sen aften skete det, at Modeus, forklædt som en simpel
vandrende, bankede på døren til Al-Hazifs akademi syd for
Cartheero. Da portvagten søgte at sende ham bort, fremmanede
Modeus en sådan dæmonisk afbildning for hans øjne, at han i
stedet øjeblikkeligt kaldte sin herre og mester til porten.
Efter en kort præsentation kaldte Modeus Al-Hazif ud af sit akademi,
og på trapperne foran de store porte udfordrede han ham
til en duel på liv og død. De to begav sig ud i en dødelig kamp,
som for altid skulle forrykke magiens balance. Al-Hazif var mægtig,
og hans kundskaber overgik enhver dødeligs forstand. Hvor
hans kræfter imidlertid var tillærte og begrænsede af det menneskeblod,
der løb i hans årer, var Modeus efterhånden mere dæmon
end dødelig, og hans tusinder af år gamle kundskaber stammede
helt tilbage fra elvernes oprindelige urkraft.
Slaget var reelt afgjort, før det var begyndt, og det var kun et
spørgsmål om tid, før Modeus tvang sin modstander på knæ.
Frem for at underkaste sig sin modstander, valgte Al-Hazif at
tage sin viden med sig i graven, og i en sønderrivende eksplosion
lagde han alt landet omkring sig øde.
Det prægtigste af alle Al-Hazifs akademier var knust og med det
årtusinders viden. I vrede drog Modeus nu videre til de øvrige af
akademierne, og om end størstedelen af neldorernes originale
skrifter var tabt for ham, tilranede han sig her mange kopier fra
de af akademierne, hvor Al-Hazifs lærlinge ikke havde modet til
at følge deres mester i døden. Da størstedelen af akademierne var
lagt øde, så Modeus sig tilfreds, og drog bort med ikke kun store
dele af neldorernes værker men også med de optegnelser, som
broderskabet gennem århundrederne havde gjort sig over menneskernes
magi.
Hvor Modeus herefter begav sig hen, er gået tabt i historien,
men det vides, at han godt 150 år senere, i årene umiddelbart
efter himmelkrigene, opholdt sig i Tesslabjergene, nær ruinerne
af neldorernes by Basaja, dybt inde i den bangteske jungle, og at
han nogle år senere formåede indyndede sig hos det bangteske
folk og underlagde dem sin magt.
For Al-Hazifs broderskab betød nederlaget at ordenes grundlag
blev knust. Ikke blot var deres herre og mester gået bort, men
størstedelen af deres engang så prægtige akademier lå nu i ruiner.
Visse bestod dog fortsat og mange fra ordenen havde overlevet,
og kunne nu fortsætte deres virke. Aldrig igen ville de imidlertid
opnå fordums styrke, og mange af broderskabets folk valgte derfor
at forlade Zara’bash og drage ud omkring i verden for at
skabe sig en ny tilværelse