Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

dentlig farefuldt, hvis han blev genkendt, valgte han derfor at
lægge sit gamle slægtsnavn fra sig, og for eftertiden omtalte han
sig selv som Nikolaj Akonos.
Under sit ophold i Etos blev Nikolaj betaget af præsternes ord,
og fortællingerne vil, at da han lærte om De Sande Guder, faldt
han øjeblikkeligt på knæ og svor at konvertere til deres veje.
Der var dog ikke kun guderne selv, der fandt vej til hans hjerte.
Da Nikolaj blev introduceret til imperatoren Dina, fandt han sin
sjælemage, og fortællingen om deres kærlighed gik land og rige
rundt. Selv i dag synger troubadourerne stadig lange og følsomme
sange om deres forhold. Der gik da heller ikke længe, før de
blev gift ved en storslået ceremoni i byens store tempel.
Efterfølgende har nogle få vovet at påstå, at Nikolajs og Dinas
ægteskab blot var en praktisk foranstaltning, der skulle skaffe ham
indflydelse og hende beskyttelse. Disse stemmer er imidlertid
hurtigt blevet gjort tavse, og ingen sand naraboner vil nogensinde
tvivle på ægtheden af deres kærlighed. De er blevet et lysende
tegn på verdens godhed, og både ung som gammel drømmer
om en dag selv at opleve en lignende samhørighed.
I de første mange år stod Nikolaj ganske vist i skyggen af hans
hustru - folk strømmede til Etos for at lære om guderne, og ikke
for at høre en fordreven kongens beretninger, men efterhånden
som årene gik, voksede hans anerkendelse, og i år 24 EJ blev
han udråbt til troens beskytter i Etos. Til det hverv samlede han
en stor styrke omkring sig, der havde til formål at forsvare bysta-
Når jeg lægger mig til hvile
mine øjne glider i
er du den stjerne jeg følger
i drømme
Du er lyset på min himmel
den der leder mine skridt
igennem nætternes kulde
og mørke
Du er skønhed uden grænser
selv den allermindste spurv
må juble højt for den gud som
har skabt dig
Du er blid som mælk og honning
du er stærk og sød som vin
du vederkvæger min sjæl når
den tørster
Du er havets vilde brusen
du er flodens stille strøm
som bær' mig sikkert og trygt
gennem livet
Du er kvinden som jeg elsker
du er dronning i mit liv
som du regerer så længe
jeg lever
Du er kvinden
Tekst og musik: Ole Peinow
Verdenshistorien
196
ten og dens indbyggere. Efterhånden som læren om De Sande
Guder bredte sig på Niraham, begyndte ordenen imidlertid også
at virke udenfor Etos’ grænser, og Nikolajs ry som de retmæssiges
beskytter spredte sig snart over store dele af Niraham.
29 år efter Jarcos åbenbaring var Nikolaj og Dinas to sønner
blevet voksne mænd. Det stod klart for enhver, hvordan rindernes
egenskaber - de gaver, som Jarco havde velsignet sine udvalgte
med - var blevet nedarvet til dem gennem Dinas blod, for
de var begge vise og stærke som få. Nikolaj besluttede, at tiden
var inde til at overlade sin position som troens beskytter til den
yngste af sønnerne, og samme med sin ældste, Valdemar, ville
han drage nordpå, for at kræve det land tilbage, der var blevet
frarøvet ham.
Med sig på rejsen tog han store dele af den hær, han havde samlet
omkring sig i Etos. Der var også utallige præster, som fulgte
ham - mange af de nordlige riger havde stædigt nægtet at konvertere
til De Sande Guders lære, og under Nikolajs fane så de
muligheden for at overlevere det hellige bud til folkene i nord.
Nikolajs kampagne tog udgangspunkt i det sydlige Kamirr. Rygterne
om hans ankomst var løbet ham i forvejen, og som de
efterhånden havde fået for vane, valgte Kamirrs folk at bøje sig
for disse nye tider. De havde længe levet godt på at kunne tilpasse
sig alle verdens bevægelser, og da nu lærte om denne hær af
hellige krigere, valgte de at byde Nikolaj velkommen. I en gensidig
aftale mellem Nikolaj og Kamirrs mest fremtrædende herskere
blev det fastlagt, at Nikolaj ville anerkende og respektere Kamirr,
mod at riget til gengæld konverterede til De Sande Guder
og i de følgende ti år forsynede hans hær med mad. Til at sikre
stabiliteten i Kamirr blev Drachmarr-klanen udråbt til bystatens
forvaltere, og de følgende mange år lå landet under for deres
kontrol.
Herefter fortsatte Nikolaj mod nordvest med kurs mod sit gamle
hjemland. Overalt hvor hans hær kom frem, enten flygtede folket
eller også faldt de på knæ og hyldede hans tilbagekomst. Nikolaj
havde svoret, at han ikke ville bruge sit slægtsnavn Narabond, før
den dag hvor han atter var konge over det tabte rige. I stedet var
det under navnet Nikolaj Akonos - det navn som han havde taget
til sig i Etos - at han bevægede sig gennem landet, og som stamme
efter stamme overgav sig til og svor troskab. Nikolaj anerkendte
dem alle, men krævede af dem, at de skulle konvertere til
De Sande Guder og anerkende hans herredømme.
År for år udvidede Nikolaj sine landområder, og folk flokkedes til
hans banner. Det blev betragtet som noget anerkendelsesværdigt
at være én af den hjemvendte konges ’arkonere’, og med tiden
blev navnet til selve kendetegnet for den kultur, som Nikolaj
bragte med sig ind i norden.
Det var dog ikke alle, der frivilligt lod sig kue. Efterhånden samledes
flere og flere af de druidetro stammer i et forsøg på at gøre
oprør, og de lærte snart at gøre brug af alle tænkelige metoder til
at standse arkonernes fremstød. Nikolaj fortsatte imidlertid ufortrødent,
og til sidst kom det til et storslået slag mellem arkonerne
og deres druidetro modstandere.
De druidetro var imidlertid ingen modstand for Nikolaj og hans
krigsvante styrker, og efter tre dages kampe var de sidste druidetro
enten konverteret, drevet på flugt eller dræbt. Herefter havde
ingen af folkene i nord længere modet og viljen til at modsætte
sig ham, og igennem de følgende år underlagde de sig alle