Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

områder af land, der efterhånden lå så højt oppe i bjergene, at
det var næsten umuligt at finde føde og ly. Det var en udvikling,
der umuligt kunne fortsætte, og en vinter skete det uundgåelige.
I år 499 FJ var efteråret koldere og mere barskt, end noget andet
man havde oplevet i mands minde, og mange af menneskenes
stammer i de nordligste egne begyndte allerede at sulte inden
vinterens komme. Da sneen begyndte at falde, var mange døde af
sult, og selv blandt de større og mere velforberedte herremænd
begyndte det at blive småt med forråd. Blandt orkerne i Rustbjergene
var situationen endnu mere desperat, og i mangel af andre
udveje greb de til den løsning, som racen var blevet forvendt
med igennem de sidste mange år - plyndring. I tusindtal strømmede
de ned fra bjergene, og de udsultede og forkomne mennesker
kunne knap nok gøre modstand. Da der ikke var mad nok at
finde i byerne langs Rustbjergenes fod, fortsatte sortblodsfolket
deres plyndringstogt mod syd. Drevet af en tvingende sult standsede
de kun sjældent, og når de undervejs mødte modstand,
kastede de sig hellere i døden på menneskenes klinger end veg
tilbage.
Ingen kunne gøre sig håb om at stoppe denne nådesløse horde af
orker, trolde og gobliner, og det vinter lærte menneskene én
gang for alle at frygte sortblodsfolket. Ved midvinter havde de
ranet alt hvad der var at finde af fødevarer i det nordlige
Maldúné, og lige så hurtigt som de var kommet, forsvandt sortblodsfolket
nu tilbage til Rustbjergene, og efterlod menneskene til
kulden og den sikre død. Det formodes, at mere end 100.000
mennesker sultede ihjel den vinter.
Da foråret kom, samledes de overlevende stammer og drog mod
Rustbjergene for at tage hævn. Orkerne var imidlertid forberedte,
og menneskene var stadig svækkede efter vinterens strabadser. De
led et sviende nederlag, og blev fortrængt fra hele bjergkæden.
Frem for at acceptere deres nederlag, sendte menneskene blot
flere og flere krigere mod nord, og indledte dermed en mere 20
år lang krig med sortblodsfolket.
DET MALDÚNSKE RIGE
Først i år 479 FJ blev der indgået en skrøbelig fred. Om end
nordens folk yndede at betegne dette som en våbenhvile mellem
de to racer, syntes sandheden nok nærmere at være den, at menneskene
havde trukket sig tilbage, og orkerne derfor i nogle år
havde undladt at hærge og plyndre.
Menneskeracen havde imidlertid indset sin svaghed igennem disse
år med utallige nederlag, og man vendte sig derfor mod Paravien,
i håbet om deres ridderordener ville kunne lære de øvrige
folkefærd at forsvare sig mod fremtidige angreb. Paraverne indvilgede,
og igennem den næste mange år sendte de utallige riddere,
der skulle hjælpe med at træne de maldúnske hære og lære dem
om krigens kunst.
Med sig tog paraverne også store dele af deres kultur, som dermed
langsomt begyndte at brede sig blandt maldúnerne. Om end
udviklingen var nødtvungen og ujævn, begyndte man dog gradvist
at se efterligninger af det paraviske kastesystem vokse frem i
landet.
I år 402 FJ brød orkerne den fred, som var indgået nogle af
halvfjerds år tidligere, og de strømmede i stort antal ind over
maldúnernes rige. I første omgang blev menneskene løbet over
ende, og formåede i deres overraskelse ikke at organisere et til-
Verdenshistorien
189