Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

SKABELSESBERETNINGEN
I urtidsdagene fandtes kun et dybt mørke, hvori alting flød rundt,
spredt og uden orden. I dette mørke levede en skabning, som
langsomt vågnede fra sin uendelige søvn. Den Store Drage, Arkan,
åbnede sit ene øje og så omkring sig alverdens skatte. Dragen
gjorde krav på alt han så og samlede med sine kæmpe klør
skattene, så han kunne vogte over dem.
Snart kunne Dragen ikke nå flere rigdomme, så han strakte sin
krop, åbnede sit andet øje og begyndte at bevæge sig rundt i det
store intet, mens han bar på sin skat. I sin grådighed samlede
Arkan alt, den kunne sætte sine klør i, og hurtigt blev skatten så
stor, at dragen måtte opgive at flytte den. I stedet lod Arkan skatten
hvile og begav sig ud for at finde nye rigdomme.
Arkan så, at det dybe mørke var uendeligt og rummede mange
forunderlige ting. Han frygtede, at der skulle være andre som han
selv, der ville sætte kløerne i mørkets rigdomme. Fra overfloden
af skatten og af sit eget blod skabte Arkan et væsen til at vogte
skatten: en stærk, tro og brav mandsling. Dragen kaldte mandslingen
Hird og lod ham sværge troskab. Men Hird kunne ikke se
i mørket, så Arkan ofrede lidt af sine rigdomme og tændte med
sin mægtige ild en evig fakkel til at lyse over skatten.
Arkan ville ikke overlade sin skat til kun én vogter, så han skabte
med hast endnu et væsen til at vogte skatten. I hastværkets kaos
forblev den nye vogter navnløs, og han sværgede ligeledes Arkan
sin troskab.
Hird og den navnløse vogtede sammen skatten i lyset af den
evige fakkel, men den navnløse var ikke tilfreds. Han var nedrig
og misundelig på Hird. Mens Arkan var væk og Hird stod vagt
samlede den navnløse de smukkeste rigdomme i smug, og gemte
sig midt i skatten, hvor lyset ikke kunne trænge ind og, Hird ikke
vogtede. Da Arkan kom tilbage opdagede han straks, at de ædleste
rigdomme manglede. Dragens raseri var frygteligt. Han flåede
rigdommene fra hinanden med sine kæmpe klør og mægtige
tænder, borede sig igennem skatten i sin søgen efter Tyven, og
blodet flød fra Arkans krop, hvor han mistede sine skæl. Ud af
de rigdomme blodet ramte, skabte vreden tilfældige væsener.
Orker, trolde, elvere og alverdens ondskab levede, hvor Arkan
havde trådt, bjerge og floder formedes som Den Store Drage
Religioner
168
gennemsøgte sin skat.
Da Arkans raseri havde lagt sig, så han, at rigdommene nu myldrede
med væsner, og selvom dragen spyede sin ild, gemte væsnerne
sig blot i sprækker så små, at Arkan ikke kunne nå dem.
Arkan tog nu faklen og søgte overalt efter Tyven, derfor flytter
solen sig, men Arkans ånd er altid til stede, så om natten genskinner
faklens lys i åndens øje og skæl.
Arkan forbandede først Hird for al sin ulykke, og dømte ham til
at leve blandt de andre væsner til evig tid, hvis ikke Tyven blev
fundet. Men Arkan så, at Hird var lille og jorden kolossal og de
andre væsner vrimlede. Den Store Drage skabte Hird en kone,
Trake, og bad dem være frugtbare og føde en slægt tro mod sig.
Arkan ville belønne hver modig og tro af Hirds slægt med en
æresplads blandt sine nye rigdomme i Harthanheim, ubesudlet af
Tyven og alle vredens væsner. Her kunne de tro og modige leve
i tryghed, blandt de skønneste og ædleste rigdomme og vogte
disse.
Den Store Drage gav Hird skjoldet Værn og spyddet Stik, som
hjælp i kampen mod Tyven og væsenerne. Til Trake gav han
synet og ånderne, men ånderne var flygtige og nogle vendte sig
mod Arkan. Kampen gik godt, og Hird og Trake var frugtbare.
Men Tyven frygtede at blive fundet, han måtte vildlede Hird.
Tyven sneg sig derfor ind til Hirds førstefødte Jerno, og fyldte
ham med blod fra Den Store Drage. Således blev Jerno opfyldt
af dragens mod og styrke, men også dens ild, og han rasede mod
verden. Så stærk var Jerno, at han hurtigt ryddede det nærmeste
land for væsnerne, men hans raseri var så stort, at alt levende
måtte bukke under. Jerno angreb sin egen familie, og Hird måtte
kæmpe mod ham. Kun ved at benytte Arkans gaver Værn og
Stik kunne Hird drive Jerno mod de andre væsner.
Således kan der ikke ses forskel på Hird og Jernos sønner, da de
er af samme æt. Men Jernos sønner har dragens blod i overflod,
og de gennemstrømmes af styrke, mod og vildskab så stor, når
kampen raser. Med Trake fik Hird yderligere seks børn; 3 sønner
og 3 døtre. Efter Jernos vanvid blev sønnen Stål den førstefødte
sammen med sin søster Ida. Derefter fødte Trake sønnen Nedorr
og datteren Isne, fulgt af sønnen Djord. Flere år efter fik Trake
og Hird deres sidste barn, den smukke datter Seli. Jerno og Ida
giftede sig, og fik sammen sønnen Kerim og datteren Frana.