Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

D EN N O R R L A N D S K E D RU I -
Blandt Norrlands folk finder man en druidelære, der ikke er ulig
den, man kender i Roul-Assin. På trods af lighederne er det
imidlertid en stor fornærmelse at betegne dem under ét, og selvom
både roulere og norrlændinge anerkender hinandens verdenssyn,
må deres religiøse tolkninger alligevel beskues hver for sig.
Norrlændingene ser verden og alt i den som et resultat af mægtige
ånders værk. Hvert eneste levende væsen er befolket af en
ånd, men også træer og dyr har ånder, og der er også mange
ånder, som lever i væsen, der end ikke kan ses af almindelige
dødelige.
Ånderne er mægtige væsener, og nogle af der er endda så magtfulde,
at de må betegnes som guder. Alt hvad der sker, er resultatet
af deres vilje, og hvor nogle ånder er gode og hjælpsomme,
er der også dem, der er slette og skadefro.
For at finde glæde og fremgang må menneskene derfor forstå sig
på ånderne og glæde dem. Der er derfor utallige ritualer og traditioner,
som må overholdes, og man må altid huske at ære guderne
med hver eneste af sine gerninger.
Til at tale med ånderne og forstå deres vilje har man religiøse
skikkelser, der betegnes som goder, når de er mænd, og gydjer,
når de er kvinder. De er folkets religiøse vejleder, på samme vis
som druiderne er det for roulernes folk, og de forestår alle større
ritualer og højtider.
De jævne folk forstår sig kun i ringe grad på åndernes vilje. De
må gå til deres goder eller gydjer, for at få tydet de tegn, som de
oplever i hverdagen. Indtil da må de sørge for at leve deres liv i
overensstemmelse med de gamle traditioner, og gøre hvad de
kan, for at gætte sig til hvad ånderne ønsker. Livet som norrlænding
er således præget af utallige små daglige traditioner samt
store mængder overtro.
Hvert år fejrer man ihærdigt de fire årstiders skifte. Det er de
største af alle årets traditioner, og på disse tider tænder man store
bål til åndernes ære, og man giver gavmilde offergave mens man
danser om bålene og synger lovsange.
Også livets øvrige overgangsfaser er præget af utallige traditioner,
og hver af disse foretages som oftest af en gode eller gydje.
Traditionelt norrlandsk begravelseskvad
Deyr fé Fæ skal dø
Deyja frændr og frænder dør
deyr sjálf et sama dø skal og jeg selv
en ordstirr men æren din
deyr aldregi skal aldrig dø
hveim sér godan of getr om du et navn opnår
Deyr fé Fæ skal dø
Deyja frændr og frænder dør
deyr sjálf et sama dø skal og jeg selv
ek veit einn eet ved jeg
at aldri deyr der aldrig dør
dómr of dauðan hvern er dom over hver en død
Religioner
167