Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

AKADEMIERNE
Udover at det zarabiske folk nu havde fået fred for deres største
fjende, så havde også Al-Hazif selv mere end rigelig årsag til at
glædes ved sejren over neldorerne. Det var ganske vist ikke lykkedes
for ham at få neldorske fanger til at afsløre deres hemmeligheder
indenfor magiens kunst, men igennem årtusinder havde de
nedfældet deres viden på skriftruller, som alle var blevet opbevaret
i Basajas enorme bibliotek. Inden byen blev brændt af, havde
Al-Hazif i al hemmelighed sikret sig disse ruller, og han sad nu i
sit palads, trygt hjemvendt til Juncatar, og frydedes over den
ufattelige visdom, han var omgivet af. Rullernes antal var imidlertid
så overvældende, og deres indhold tilsvarende kompliceret at
oversætte til menneskenes sprog, at Al-Hazif erkendte, at han
umuligt ville kunne gå det hele igennem i sin egen levetid.
Han besluttede derfor i år 1088 EJ at oprette et akademi bestående
af særlig kyndige magikere, som igennem deres udvækst havde
fanget hans opmærksomhed. Af disse udvalgte Al-Hazif sig
24 lærlinge, som han fandt, havde det fornødne potentiale til at
mestre den viden, som neldorernes skrifter indeholdt.
Et enkelt akademi var imidlertid ingenlunde tilstrækkeligt, og med
tiden måtte Al-Hazif se sig nødsaget til at opføre mange flere. I
den første periode blev disse hovedsageligt grundlagt nær enten
Cartheero eller Juncatar, men som tiden gik, og behovet for
yderligere elever steg, oprettede han tillige akademier i fjernere
egne. Et enkelt blev desuden etableret i bystaten Etos. Alle som
én blev Al-Hazifs lærlinge svoret til tavshed om deres viden, og
den ed, han bandt dem med, var så magtfuld, at der gik flere
hundrede år, før omverdenen endelig fik kendskab til eksistensen
af neldorernes skrifter.
De lærde, som blev uddannet fra akademierne, indgik i den orden
af stridsmagikere, der i folkemunde blev kendt som Al-
Hazifs broderskab. Et navn, som ordenen tog endegyldigt til sig
efter Al-hazifs død i 1245 EJ.
På grund af ordenens lukkethed og deres ufravigelige ed om
tavshed havde den jævne befolkning kun begrænset viden om,
hvilke kræfter ordenen besad, og selv den dag i dag er Al-Hazifs
broderskab omgæret af stor mystik. I årene efter neldorkrigen
syntes der imidlertid ikke at kunne herske tvivl om, Al-Hazif var
Nirahams største magiker, og også flere af hans lærlinge blev
med rette regnet blandt de mest kyndige.
Et særpræg, der i udpræget grad kendetegnede Al-Hazifs broderskab
i folkets øjne, var deres evne til at betvinge magien, når de
var iført metalrustninger. Denne kunst havde hidtil været enhver
magiker forundt, og det var som om Djorkas metaller næsten var
skabt til at udvande og mislede magiens kræfter, når de blev
båret. Broderskabet havde imidlertid fundet et middel, der gav
dem denne sjældne egenskab, og selv i nutiden er det en af deres
mest velbevarede hemmeligheder. Mange har spildt store dele af
deres liv i forsøget på at gøre broderskabet kunsten efter, men
alle har de stræbt forgæves.
Også Al-Hazifs unaturligt lange liv har man tilskrevet hans indsigt
i neldorernes skrifter. Da han mødte sit endelige for hånden
af den dæmoniske fyrst Modeus, var han næsten 200 år gammel,
men uden at dette på nogen måde blev afspejlet i hans legeme
eller sind. Af udseende fremstod han til sin død som en mand i
30’erne, og hans sind blev på intet tidspunkt svække af den unaturligt
høje alder.
Verdenshistorien
212
MAGIENS CIRKEL
Udenfor broderskabets kredse kunne man kun se på, imens Al-
Hazif og hans følge hurtigt blev samlingspunktet for den højeste
magi og viden på Niraham. Blandt verdens øvrige magikere
havde man traditionelt altid vogtet sine kundskaber nidkært, og
kun lært sin viden fra sig under tvang eller for herigennem at
bytte sig til andre magikyndiges indsigt. Hermed sikrede man en
vis balance blandt magikerne. Det var vanskeligt at blive særlig
magtfuld, da alle magikere kunne være sikre på, at der konstant
var skinsyge konkurrenter, der kiggede dem over skulderen, og
var klar til at falde dem i ryggen, hvis de blev sig for magtfuld.
Prisen for denne stabilitet var imidlertid, at enhver form for samarbejde
var noget nær umulig. Nirahams øvrige magikere kunne
derfor kun se til, mens broderskabet i Zara’bash og de omkringliggende
lande oplevede en udvikling uden lige. Man misundte
dem den viden, som blev tilvejebragt og delt mellem Al-Hazif og
hans lærlinge, og i år 1125 EJ stiftede man derfor en konkurrent
til broderskabet. Denne sammenslutning af magikere, der blev
etableret i Etos, gav man navnet magiens cirkel.
I de næste mange år forsøgte magiens cirkel ihærdigt at indlemme
enhver magikyndig, der blot havde et minimum af potentiale,
i sine rækker. Ønsket var, at cirklen skulle være et samlingspunkt
for al viden indenfor magiens kunst, og ved at lade kundskaber
blive udvekslet frit, håbede man på at kunne sikre et magtfuldt
alternativ til Al-Hazifs broderskab. Det stod imidlertid snart klart,
at ikke alle cirklens medlemmer støttede op om dette ideal. Frem
for at være et forum, som alle bidrog til, fortsatte magikerne i
stedet med ihærdigt at værne om deres egne hemmeligheder alt
imens forsøgte at aflure deres konkurrenters samme. Da der desuden
ikke kunne skabes enighed om at vælge en fælles leder for
cirklen, endte dens møder alt for ofte i mundhuggerier og interne
stridigheder, og ethvert forsøg på at kalde de forsamlede til orden
endte som oftest blot i flere konflikter.
Etableringen af magiens cirkel var dog ikke en ubetinget fejltagelse.
Om end resultatet langt fra levede op til de gyldne forhåbninger,
så fandt der dog en vis udveksling af kundskaber sted, og
ved at sikre en vis grad af fredsommelighed mellem cirklens medlemmer
opnåede man også en sjælden stilstand, der gjorde magikerne
i stand til at koncentrere sig om deres forskning. Idet magiens
cirkel desuden var betydelig mere åben end Al-Hazifs broderskab,
så både folket og tidens regenter mere velvilligt på dens
medlemmer, og mange magikere blev gennem årene tildelt ærværdige
positioner og fik stor indflydelse.
Inspireret af den rimelige succes, som magiens cirkel havde opnået
i Etos, spredte forlydenderne sig til resten af Niraham, og
gradvist begyndte der at blive etableret lignende sammenslutninger
i næsten alle riger. Størrelsen og organisationen i disse varierede,
og formålet med at etablere de enkelte cirkler var meget
forskelligt, men magikere verden over så dog generelt fornuften i
at kunne skabe et forum, hvor de kunne mødes i al fredsommelighed
og udveksle viden og erfaringer.
MAGIENS TÅRNE
Ikke alle magikere var dog ubetinget tilfredse med etableringen af
magiens cirkel. Målet havde oprindeligt været et ønske om at
kunne overgå Al-Hazifs broderskab, hvilket langt fra var lykkedes.
I stedet havde man set sig tilfreds med et utal af små og