Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

Sande Guders lære at gøre. Samtlige religiøse doktriner udspringer
af stortemplet i Etos, og for de meste er de produktet af storkardinalernes
årlige møder i templet.
I stortemplet er der et konstant mylder af liv, hvor præster og
budbringere ekspederer skrivelser fra templet ud i Niraham, og
modtager beretninger den modsatte vej. Eftersom templet også er
et naturligt samlingspunkt for dem, der ønsker at komme guderne
nærmere, er der også utallige pilgrimme og præster, der hver
dag har deres gang heri.
Stortemplet er desuden blevet anerkendt som et fredsommeligt
fristed, hvor Nirahams magthavere kan mødes og debattere på
neutral grund. Det var eksempelvist her, at fredsaftalen mellem
Emyr, Eislonien og Zara’bash blev forhandlet på plads i år 1465
EJ, hvilket førte til oprettelsen af Aihlann Bachir som en neutral
fristat mellem de tre stridende riger.
BASILIKAEN
Basilikaen er et storslået tempel, der er opført umiddelbart nord
for Kungstadt i kongeriget Narabond. Det er det tredjestørste
tempel på Niraham, og er ubetinget den mest betydningsfulde
helligdom på det nordlige af Nirahams kontinenter.
Basilikaen består af et stort hovedtempel og et utal af mindre
tilbygninger. Alt er opført i hvidt marmor, og rundt om templet
er anlagt en frodig have, hvor præsterne vandrer og fører sindrige
samtaler.
Selve basilikaens er opført omkring en stor sal, hvorfra der føre
gange ud til mindre bygninger, der hver er dedikeret til en af de
gamle guder. Rundt om selve hovedbygninger er der opført
yderligere et antal bygninger, som hver for sig er indviet til de
nye guder.
Der er et væld af præster, som har deres daglige gang i templet,
men også utallige borgere søger dertil for at deltage i de daglige
bønner. Yderligere har Narabonds statsmænd fået for vane at
rådspørge sig med præsterne i Basilikaen, før de træffer afgørende
beslutninger, så der kan også ses et væld af magistrater og
budbringere, der konstant iler til og fra templet.
DE ALMENE TEMPLER
Resten af Nirahams templer er sjældent af nogen nævneværdig
størrelse. De fleste er blot små templer i de enkelte byer, som er
indviet til en eller flere af guderne, og I de mindre samfund ser
man ofte, at der blot er et enkelte tempel, der er indviet til samtlige
af De Sande Guder. Når et tempel er indviet til alle De Sande
Guder på denne vis, betegnes dette traditionelt som et mangfoldighedens
tempel,
Uanset om et tempel er dedikeret til en eller flere guder, så er der
alligevel tradition for altid at have en søjle indviet til hver af guderne
i templet, som man maler gudens symbol på, og hvor man
skænker guderne deres behørige andel af alle gaver og ofringer.
De fleste tilhængere af De Sande Guder vil derudover indrette
små husaltre i deres hjem, hvor de falder på knæ for guderne
hver morgen og aften, og hvor de bringer guderne gaver på de
store højtider. Om end husaltrene ofte blot er dedikeret til en
enkelte gud, så anerkendes det dog, at man ærer alle guderne,
når man beder ved dem.
Religioner
158
INKVISITIONEN
Siden den tid, hvor Jarco åbenbarede De Sande Guders tilstedeværelse
for verdens folk, har man fundet det nyttigt at have inkvisitoriske
ordener, som kunne holde folket stærke i troen og om
nødvendigt straffe de svage og frafaldne.
Præster for hver af guderne blev givet beføjelser til at udpege
inkvisitorer og sende dem ud i Niraham for at gøre gudernes
vilje. Mange fulgte op på denne opfordring, men det var Ragils
inkvisition, der skulle vise sig at blive både den største og den
mest navnkundige.
I fredstiger var der ikke meget at lave for Ragils præsteskab, og
begyndte snart at finde hverdagen ensformig og triviel. Der var
derfor rigeligt med kyndige præster og øvrige tilhængere at vælge
imellem, og Ragils kirke kunne snart mønstre en storslået inkvisitorisk
orden.
Inkvisitionens succes var overvældende, og efterhånden som
præsteskabet kunne konstatere, at kættere blev omvendt i hobetal,
øgede de gang på gang deres støtte. Med tiden voksede inkvisitionen
dem imidlertid over hovedet, og som årene gik begyndte
den at handle mere og mere selvstændigt, indtil Ragils egne præster
til sidste begyndte at frygte for deres sikkerhed.
Med årene tog inkvisitionens magt kun yderligere til, og de blev
mere og mere skrupelløse i deres adfærd. Hvor de tidligere havde
været et praktisk redskab under kirken, blev de nu en løsrevet
magtkilde, som kun i et begrænset omfang lystede præsteskabets
bud. Folket begyndte at frygte inkvisitionen, og det førte en omfattende
strid med sig internt i kirken.
Ved himmelkrigene gik inkvisitionen langsomt i forfald. Ragil -
grundlaget for deres virke - var borte, og deres berettigelse var
forsvundet med ham. Mange af dem, der havde virket under
inkvisition blev nu jaget for deres gerninger, og adskillige blev
udstødt af kirken, så de nu var tvunget til at leve en kummerlig
tilværelse som lovløse.
Da Ragil atter vendte tilbage blev inkvisitionen genoprettet, men
dens størrelse og omfang var kraftigt begrænset i forhold til tidligere
tider. Også de øvrige guders præster tog initiativ til at oprette
mindre ordener af inkvisitorer, og med tiden begyndte de at
genoptage det gamle virke.
I disse tider er De Sande Guders inkvisitorer på ny en autoritet,
der må regnes med. Deres ordener har imidlertid langt fra den
samme størrelse, som før himmelkrigene, og præsteskabet holder
dem i væsentlig kortere snor. Deres opgaver er ligeledes forandret
en anelse. Hvor inkvisitionen førhen blot havde til opgave at
opstøve og straffe kættere, er de nu i højere grad hengivet til at
oplære og vejlede præster, og orientere dem om de seneste doktriner
fra Etos.
Inkvisitionen slår ganske vist stadig ned på kætteri og vranglære
om De Sande Guder, men omfanget er reduceret, og nu i betydelig
højere grad sted under kirkernes årvågenhed.
I de seneste år har man imidlertid kunnet observere, hvordan
præster og krigere under Flarn er begyndt at genoptage de metoder
og arbejdsformer, som blev praktiseret før himmelkrigene, og
man frygter, at dette er starten på en ny tid med frie og ukontrollable
inkvisitorer.