Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

Således støttet af gudernes magi fik elverne nyt håb, og i en serie
dristige udfald lykkedes det dem at vende krigslykken. Sortelverne
var svækkede og hjælpeløse om dagen, og i årene der fulgte,
formåede elverne at udnytte Rinas støtte til deres fordel. På kun
få år fik de stoppede de sortes fremmarch, og begyndte at drømme
om den dag, hvor de igen kunne føre krigen ind på sortelvernes
land.
Elverne var imidlertid svækkede og ude af stand til at mønstre de
styrker, som var påkrævet for at kunne trænge sortelverne tilbage.
I år 6200 FJ sat sortelverne fortsat på magten over store dele af
Niraham, og elverne var desperate for at finde et middel, som
kunne sikre deres fremtidige overlevelse og samtidig tvinge sortelverne
tilbage til underverden.
Det redskab fandt de i menneskene. Også de var blevet ramt af
sortelvernes hærgen, men de var ikke de sortes foretrukne mål,
og menneskene havde formået at opretholde racen på trods af de
hårde tider. Deres antal var vokset, og man så ofte, at efter sortelverne
havde brændt skoven af og var draget videre, slog menneskene
sig ned på den stadig rygende jord.
Som race var menneskene fortsat primitive og lette at påvirke, og
elverne brugte dette til deres fordel. I Eislonien tog elverne mennesker
som slaver i tusindtal, og udvalgte sig de stærkeste af dem,
som der blev avlet videre på, så de kunne indgå i særlige regimenter
i frontlinjen mod sortelverne.
Også i Santillia fandt man nytte af menneskene, men tilværelsen
var efterhånden blevet en anden her, end den man så i Eislonien,
og deres tilgang til menneskene var præget af den nye kultur, der
var ved at opblomstre. Santilliaelverne tog menneskene til sig og
lod dem leve blandt sig, mens de oplærte dem i de elviske kundskaber
- ikke mindst krigens kunst. Men tiden udviklede de to
racer en vis indbyrdes forståelse, og de begyndte at danne fælles
front mod sortelverne.
Menneskenes indtog i krigen skulle vise sig at blive det vendepunkt,
som elverne havde drømt om. Om end menneskene langt
fra stod mål med sortelverne, når det kom til kamp, så var deres
antal alene af afgørende faktor. Elverne trænede og udrustede
dem, og lod dem herefter om at jage og nedkæmpe sortelverne.
Når et regiment var faldet, var der altid rigeligt med nye og unge
mennesker til at tage deres plads, og der var ingen grænser for
hvilke hære, der kunne mønstres.
Det var dog langt fra en ensidig sejr. Sortelverne tilpassede deres
levevis til Rinas forbandelse, og de formåede at få enhver tænkelig
fordel ud af nattens skygger. Kampene bølgede da også frem
og tilbage igennem århundrede, men det klart, at det kun var et
spørgsmål om tid, før sortelverne ville blive trængt tilbage.
Omkring år 5500 FJ kunne de elviske fyrster erklære, at Niraham
endegyldigt var ryddet for sortelvernes tilstedeværelse.
DEN FØRSTE STORHEDSTID
Efterhånden som sortelverne blev trængt tilbage, begyndte man at
forstå det fulde omfang af de ødelæggelser, som de havde forårsaget.
Igennem årene havde elverne næret et spinkelt håb om, at
de ville kunne genoptage deres årtusinder gamle levevis, når blot
sortelverne var borte, men de havde håbet forgæves.
Af de skove, der tidligere havde fyldt hele Nirahams nordlige
Verdenshistorien
183
kontinent, var mere end en tredjedel forsvundet, og store dele af
den resterende skov var blevet tyndet så meget ud, at den umuligt
ville kunne udgøre et hjem for folket.
I alle de egne, hvor skoven var blevet ryddet, havde menneskene
desuden bosat sig, og deres race spredte sig hastigt over landet.
Ved hjælp af de kundskaber, som de havde lært fra elverne, etablerede
de store og faste bebyggelser, og kloge af skade forskansede
de byerne med høje og kraftige mure, som skulle afskrække
elverne fra nogensinde igen at gøre et forsøg på at fordrive dem.
De fleste og største af menneskenes bebyggelser blev dog anlagt
på det sydlige kontinent, og af alle disse byer var der særligt én,
der tiltrak sig opmærksomhed - byen Shantil.
I denne by opstod der i årene omkring 5000 FJ en mageløs
menneskelig kultur, hvis lige aldrig tidligere var set. Byen selv var
lagt på en overordentlig frodig egn, og den blev hjemsted for
nogle af de mest sofistikerede af menneskenes slægter.
Den begivenhed, der mere end noget andet gjorde Shantil enestående,
var at man her udviklede Nirahams første skriftsprog.
Shantilernes evne til at kunne nedfælde viden på lertavler og
pergament gjorde en afgørende forskel og tillod bystyret at omforme
byen til en enestående magtfaktor.
Shantil var også hjemsted for adskillige teknologiske landvindinger.
Folket udviklede og perfektionerede landbrugskunsten,
blandt andet gennem forståelsen for de gunstige virkninger af
gødning samt etableringen af vandingsanlæg. De var også de
første på Niraham til at benyttede pløjede kornmarker samt organiserede
husdyrbrug.
Fødevarer fandtes i overflod i byen, og det tillod folket af hellige
sig andre opgaver - praktiske såvel som intellektuelle. Omkring år
4000 FJ opfandt de glasset, og nedfældede ligeledes de første
matematiske begreber. Over en periode på lidt over 100 år opførte
shantilerne desuden Nirahams første bibliotek, og de fyldte det
med al menneskenes lærdom. Til biblioteket hørte også et filosofisk
fakultet, hvor store tænker kunne samles og udveksle viden
og holdninger.
Snart blev der etableret flere byer efter Shantils forbillede, hvor
man levede efter de samme ideologier og begreber som i moderbyen,
og efterhånden bredte kulturen sig længere og længere
vestover indtil den omkring år 2000 FJ var udbredt langs hele
nordkysten af det sydlige kontinent. Kulturen havde tilmed også
spredt sig over havet, hvor der var skabt handelscentre i det der
nu er Kamirr og det nordlige Tharkien.
I eftertiden har man yndet at betegne denne periode med højkultur
som Nirahams første storhedstid.
BANG TEI
Shantilkulturen bevægede sig også sydpå, og gjorde også afgørende
forskel for folket i det unge rige Bang Tei. Indtil da havde
Bang Tei blot været et løst funderet rige af fiskere og bønder,
men med den viden, de tilegnede sig fra Shantil, formåede folket
at omforme riget til en storslået stat.
Hvad der særligt adskilte Bang Tei fra Shantil var deres valg af
styreform. Shantilkulturen var baseret på en følelse af fællesskab
og samhørighed, og alle større beslutninger blev foretaget af