Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

D E E LV I S K E R I G E R
I de tidligste tider strakte skovene sig ud over hele det nordlige
kontinent, og elvernes rige omfattede halvdelen af alt land på
Niraham. Ved sortelvernes komme blev skovene brændt, og
elvernes folk blev delt i de to kulturer, vi nu kender som Eislonien
og Santillia.
Udover disse, blev mange små elversamfund også isoleret fra
deres racefæller i denne tid, og den dag i dag findes der stadig
nogle enkelte små elviske riger rundt omkring i Nirahams fjernere
egne. Det største og mest kendte af disse småriger er Buranus,
som igennem de seneste år har spillet en væsentlig rolle for Vinterskovens
folk.
Den følgende beretning vil primært omhandle Eislonien og Santillia,
og de to riger vil blive indgående beskrevet. Også Buranus
vil blive omfattet, men kun i et mere begrænset omfang. Af indholdsmæssige
årsager er de øvrige elviske småriger udeladt, og
det må være op til andre forfattere at redegøre for disse.
Riger og Kulturer
101
E I S L O N I E N
Langt mod øst finder vi den prægtige skov, som huser elvernes
rige, Eislonien. På elvernes sprog betegnes skoven og riget som
Eislonia, men de to navne bruges ligeligt og uden en følelse af, at
det ene er mere rigtigt end det andet.
Rigets grænser følger skovens, og overalt hvor træerne vokser,
ser elverne sig selv som herrer. Igennem skoven løber et antal
nøjsomt anlagte stier, der kan være umulige at finde for almindelige
dødelige, men som sikrer elverne hurtig og let adgang til alle
dele af riget.
Visse steder er skoven afløst af store åbne enge og dybe søer.
Den altovervejende del af Eislonien er dog præget af en tæt,
uigennemtrængelig skov, der nogle gange synes at være næsten
levende. Fremmede, der har forvildet sig ind i skoven, har svoret
på, at træerne har bevæget sig, og næsten som af egen vilje, ledt
den formastelige ud af skoven igen.
Skoven er da også omgivet af en helt særlig aura af mystik, og
dens blotte nærhed har fyldt mennesker med forundring igennem
årtusinder. Der finder uforklarlige hændelser sted i udkanten af
skoven, og selv på måneløse nætter skinner der altid et svagt lys
derfra. Den stemning, skoven spreder i sit nærvær, har altid afholdt
menneskene fra at komme den for nær, og kun meget få
har trodset dens grænse. De uvelkomne gæster, som skoven ikke
selv har skræmt væk, har de elviske vagter i stedet taget hånd om,
og kun få mennesker har nogensinde været så heldige at slippe
levende ud af Eislonien.
Blandt elverne selv, betragtes Eisloniens skove som det eneste
sande hjem. Kun her, vil elveren nogensinde føle sig rigtig hjemme,
og i samme øjeblik de træder ind i skovens dyb, kan de
mærke hvorledes deres sorger letter og sindet lysnes. Eislonien er
ikke kun præget af gammel og magtfuld magi. Skoven er også en
del af elvernes ganske væsen. Udenfor skoven føler de sig rodløse
og halve, og kun i ly af de gamle kroner, kan de for alvor føle
sig hjemme. Elvere, der aldrig tidligere har besøgt skoven, oplever
her, hvordan et tomrum i deres sjæl, de ikke tidligere havde
været bevidste om, fyldes ud, og gennemstrømmer dem med
livskraft og energi.
Eislonien er i overvejende grad beboet af højelvere, som ynder at
tage deres hjem i stilfulde byer af marmor og sølv. Der er etableret
adskillige pragtfulde elverbyer rundt om i skovene, og de er
så overvældende i deres pragt, at de næppe har deres lige noget
andet sted på Niraham. Nogle højelvere har imidlertid forsagt de
store byer, og i stedet skabt sig hjem i skovene, hvor de har
omformet træerne af magiens veje, og taget bolig i deres stammer
og kroner.
I Eislonien bor også ganske mange skovelvere. De udgør godt
og vel en fjerdedel af rigets befolkning, men de holder sig for det
meste udenfor byerne og blander sig ikke meget i højelvernes
tilværelse. I stedet lever de en fri og ubekymret tilværelse, hvor
de drager omkring i Eislonien som nomader, og lever af hvad
skoven har at tilbyde dem.