Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

MARCUS
Årene, som fulgte, var præget af et utal af jagter på renegater, og
adskillige af disse er husket for deres blodighed samt for det
overvældende antal af simple borgere, kloge koner og troldmænd,
der måtte lade livet i den nådesløse jagt.
En særligt bemærkelsesværdig person, der ikke frivilligt overgav
sig til inkvisitionen, var morticisten Marcus. Han var en mester
indenfor dødemagernes kunst, og havde gennem adskillige år
skabt sig sit eget lille rige i Sortemosen, der er en fjern sump på
grænsen mellem Vestlenet og Darkonien – ikke langt fra Santilliaskoven.
Længe havde han været enerådig hersker over denne
egn. Ingen af de lokale turde gå nær hans hjem, og de, som i
uvidenhed om Marcus’ tilstedeværelse, drog ind i Sortemosen,
blev enten jaget bort af hans horder af udøde eller dræbt for
siden hen at blive vakt til live og selv indtræde i hans tjeneste.
Pesten havde blot givet Marcus en ubegrænset forsyning af kadavere
at udøve sine mørke kunster på, og i de skæbnesvangre år
var hans horde af udøde vokset til uhørte proportioner. Vestlenets
fyrster havde i adskillige år været bevidste om Marcus’ tilstedeværelse,
men var for ræd til selv at skride til handling. De spejdere,
han havde sendt til egnen, var aldrig vendt tilbage, og fyrsterne
tilkendegav, at de ikke ville konfrontere Marcus, og dermed
risikere yderligere tab af menneskeliv, før dødemaneren selv
tog initiativ til en konflikt. Da dette ikke skete, forblev Marcus
hvor han var, og han blev gennem årene kendt som ’Herskeren
af Sortemosen’.
Ved inkvisitionens indtog i Narabond så man imidlertid sin snit
til langt om længe at gøre op med Marcus, og sendte i år 1423
EJ kirkens folk til Vestlenet for at fjerne denne trussel. Inkvisitionen
havde imidlertid undervurderet Marcus’ kræfter, og de få
overlevende fra mødet med hans udøde horder kunne berette
om, hvorledes præsterne havde været håbløst i undertal, og at
den magi, som bandt de udøde til denne verden, var mægtigere,
end alt hvad de tidligere havde konfronteret.
Kort tid efter angrebet på Sortemosen sendte Marcus sine horder
ind over lenerne. Om end bevæggrunden herfor aldrig blev
kendt, antog man, at det var som hævn for den forstyrrelse, kirken
havde pådraget ham. Længe hærgede de udøde, og efterhånden
som de drog nordpå, afbrød det handelen med dværgenes
rige. Længe havde menneskene i de nordlige egne være afhængige
af en konstant forsyning af jernmalm og sølv fra de darkonske
miner, men da de udøde overfaldt handelskaravaner på stribe,
trak dværgene sig tilbage til deres bjerge og afbrød kontakten til
omverden.
Frustreret beordrede kong Filip magiens cirkel at skride til handling,
da han havde set hvordan hverken hans egen hær eller inkvisitionens
mænd formåede at bekæmpe Marcus. I 1435 EJ
sendte cirklen således en delegation, anført af Quarn Arathol,
mod Marcus, og ved en større træfning i udkanten af Santilliaskoven
blev Marcus drevet på flugt og størstedelen af hans hær af
udøde knust.
Hvad der herefter skete med Marcus er præget af en vis usikkerhed.
Mange mener at have set ham falde i slaget, men i de følgende
år blev han set gentagne gange i udkanten af Santilliaskoven
indtil det i år 7 EH langt om længe lykkedes for elvernes
folk at tvinge ham igennem en skyggerift og fange ham i dæmonernes
rige.
Verdenshistorien
223
KALAN
Endnu en person, som i disse tider måtte leve et liv som udstødt,
var magikeren Kalan Burgeorn. Kalan var af rindernes æt, som
var de slægtslinjer, der var affødt af de fem disciple, som Jarco
havde velsignet for deres trofasthed med et unaturligt langt liv og
en indsigt i tingenes sande væren. Disse velsignelser var gået i
arv, og man havde givet de efterfølgende generationer tilnavnet
rindere.
I en alder af 257 år var Kalan blevet anerkendt i magiens cirkel,
og i år 1149 EJ – 70 år efter sin optagelse – fik han bygget sig et
vinthel i hvad der i dag er Sydlenet, og etablerede gennem årene
et navnkundigt akademi.
Kalan var imidlertid mere begærlig end godt var, og snart begyndte
såvel befolkningen omkring hans tårn som de øvrige
medlemmer af magiens cirkel at stille sig skeptiske overfor hans
ambitioner. Efterhånden som mistilliden til ham voksede, begyndte
han at formane simple borgere adgang til tårnet, og med
tiden ophørte han også med at tage imod øvrige magikere.
Blandt befolkningen talte man om, at han udførte bizarre eksperimenter
sent om natten, der fik dyrene til at stikke af, og spædbørn
til pludseligt og uden varsel at bryde ud i øresønderrivende
gråd.
Magiens cirkel lærte snart, at baggrunden for Kalans afvigende
adfærd var den, at alderen efterhånden var begyndt at indhente
ham. Rindernes unaturligt lange liv var ikke tilstrækkeligt for
Kalan, og han havde dedikeret resten af sit liv til at finde en befrielse
fra dødens snærende greb. Adskillige før ham havde søgt
efter midlet til at opnå evigt liv, men hver og én havde de fejlet,
og Cirklen faldt for en stund til ro ved visheden om, at Kalan
umiddelbart blot syntes at have kastet sig ud i en umulig opgave.
I år 1166 EJ bekendtgjorde Kalan imidlertid overfor sine lærlinge,
at han mente at have fundet midlet. De var besnærede af
denne erklæring, men deres interesse blev snart vendt til forfærdelse,
da de lærte hvori forløsningen lå: Kalans søster skulle bære
og føde hans søn, men allerede længe inden fødslen skulle barnet
underkastes mægtige besværgelser, således at dets legeme ville
blive stærkt. Ved fødslen ville Kalan overføre sin sjæl til barnet,
således at han kunne leve videre i sin søns krop.
Gennem deres spioner fik magiens cirkel snart kendskab til dette
dystre ritual. Tiden var imidlertid præget af de voldsomme folkelige
og kirkelige oprør mod magikerne, der var fulgt i sporet på
ødelæggelsen af Morekos vinthel, og adskillige tårne var allerede
faldet. Cirklen havde derfor ikke mulighed for at undersøge sagen
nærmere, og bedømme hvorvidt der var sandhed i Kalans ord.
I år 1169 EJ var kirkernes forbandelse af Magiens Cirkel så omfattende,
at også befolkningen nær Kalans vinthel var blevet opildnet,
og ledet af præster fra Ragil- og Aramkirkerne gik de i
procession mod tårnet. Mens præsterne forbandede Kalan og
hans gerninger, blev store sten slynget mod murene og brændende
fakler kastet ind ad vinduerne.
Tårnet brød i brand, og Kalan sendte en skare af frygtindgydende
væsener mod de rasende bønder. Det var imidlertid ikke tilstrækkeligt
til at standse menneskemængden, og Kalans skabninger
blev snart overrumplet og dræbt. Efter at have vist sig for folket
og forgæves forsøgt at tale dem til ro, lod Kalan sin magi falde
over dem og mange blev dræbt. En pil traf ham imidlertid i