Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

RELIGION
Paraverne er alle tilhængere af troen på De Sande Guder. Religionen
er dybt integreret i den feudale ridderkultur, der kendetegner
riget, og troen er dermed også blevet til en essentiel del af
kulturen. Som med meget andet i Paravien er religionen og udøvelsen
af denne imidlertid primært forbeholdt adelen.
Man betragter guderne som værende mægtige og indflydelsesrige
væsener, hvis kræfter er uden begrænsninger, og som er i stand
til at diktere skæbnen for ethvert levende væsen. Dog finder man
det utænkeligt, at guderne skulle bekymre sig om trivielle og
ligegyldige detaljer i simple menneskers liv, og den gennemgående
opfattelse er således, at guderne ganske vist findes, men at de
har det bedst med blot at lade de dødelige selv om at leve deres
liv. Det er derfor op til individerne selv at handle, hvis de ønsker
at nå deres mål. Guderne kan og vil ikke hjælpe dem, der heller
ikke hjælper sig selv, og de bliver dermed i højere grad til idealer,
man bør efterleve, end reelle genstande for tilbedelse.
Uanset at paraverne anerkender og værdsætter samtlige af De
Sande Guder, så har tilbedelsen af Nimar dog altid været meget
udbredt i riget. Det skyldes ikke mindst, at Nimranns riddere -
der lagde selve grundstenen til rigets kultur - menes at være velsignet
af Nimar selv, men paraverne synes i det hele taget at føle
en nær tilknytning til de idealer, som Nimar står som indbegrebet
for. Siden himmelkrigenen er også Jorins lære dog begyndt at
vinde indpas i riget.
Det er den gængse opfattelse i riget, at kun de, der er viise og
indsigtsfulde, bør forstyrre guderne og påkalde sig deres opmærksomhed.
Den uindviede, der afkræver guderne tjenester, vil
blot vække deres vrede, og blive straffet herefter. Præsteskabet er
derfor særdeles velsete i Paravien, og kun de mest kyndige adelssønner
får muligheden for at påbegynde oplæring i templerne.
Først når de er færdiguddannede og har bevist, at de har gudernes
gunst, anerkendes de nye præster. Herefter vil de imidlertid
blive budt velkommen hos enhver adelsslægt, og deres velsignelser
og helbredelser er gaver, som bliver skattet højt.
Udenfor adelens kredse er det tilladt for de simple bønder at
dyrke guderne, så længe det blot sker i et afpasset forhold, der
Riger og Kulturer
90
ikke påvirker deres arbejde. Her anerkender man ganske vist
guderne og mange blandt folket tilbeder dem regelmæssigt. Som
oftest betragtes religionen dog som et privilegium, der er forbeholdt
adelen, og den gængse opfattelse blandt pøblen er at gudernes
affære overgår den jævne mands forstand, og at man derfor
bør blande sig udenom.
RELATIONER
Mod syd ligger det enorme tharkiske handelsimperium, som
paraverne gennem tiden har haft et overordentligt nært og venskabeligt
forhold til. Der florerer en omfattende handel mellem
de to riger, og om der aldrig er indgået formelle aftaler herom,
så synes der at herske en udtalt forståelse for, at tharkerne giver
fordelagtige priser til de paraviske handlende, mod at de paraviske
ridder til gengæld yder dem beskyttelse mod eventuelle
fjender.
Mod nord findes Gothia, der er et rige ikke ulig Paravien. Den
gothiske kultur er kraftigt inspireret af den paraviske, og store
dele af den gothiske adel er da uddannet ved de paraviske akademier.
Den norrlandske kultur har imidlertid også haft en stor
indflydelse på Gothia, og om end man værdsætter venskabet med
riget, så betragtes indbyggerne som noget primitive, og ikke
værdige til helt den samme anerkendelse som ægte paravere.
Nordøst for Paravien findes Narabond. Det er et rige, som har
taget meget inspiration til sig fra det paraviske, og som man
gennem tiden har oparbejdet et ganske nært forhold til. Særligt
har de narabonske konger sat en stor ære i at sende deres sønner
til Paraviens akademier. Narabonds nuværende konge - Valdemar
Narabond - er den seneste af mange narabonske konger, der har
fået sin uddannelse i Paravien, og riget har i de seneste år nydt
godt af hans færdigheder.
Øst for Paravien ligger det elviske rige Buranus. Uanset de store
forskelle på menneskenes og elvernes livssyn, så har de to riger
alligevel flere lighedspunkter, end adskillige af de omkringliggende
menneskelige riger. Også Buranus’ folk lever deres liv efter
strenge militære regler, og uanset at der kun er en ringe kontakt
mellem de to riger, så nærer de alligevel en udtalt respekt for
hinanden.