Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

I al hemmelighed overførte han herefter denne pest til sine mest
betroede munke, som atter spredte den videre, og på kort tid var
pesten udbredt blandt ordenens brødre. De vidste imidlertid intet
om dette. Efterhånden som sygdommen bredte sig til pøblen, og
almotinerne trådte til som helbredere, gav de i deres uvidenhed
blot sygdommen videre til flere endnu, og da de begyndte at
rejse Niraham tyndt for at finde en kur, blev smitten spredt til
selv de fjerneste hjørner.
Igennem godt og vel 30 år bredte pesten sig over Niraham, før
fader Udin mente, at det var tid til at holde Dilarna op på den
anden del af hendes løfte. Forlydenderne vil, at hun holdt sit ord,
og åbenbarede hvorledes pesten kunne kureres. Det skulle imidlertid
være til ingen nytte. Netop i dette øjeblik tiltvang Cartheeros
inkvisition sig adgang til ordenens kvarterer. De havde fået
vished om almotinernes betydning for pestens udbredelse og
skred nu til handling. Fader Udin og adskillige ordensbrødre blev
arresteret og ført til Cartheeros store plads, hvor de blev brændt
levende.
Herefter forsøgte man gennem bønner og åndelig ophøjelse at
frelse sig fra sygdommens ondskab, men lige lidt hjalp det. Efter
at almotinernes orden imidlertid var blevet opløst, og den oprindelige
kilde til smitte dermed bremset, var epidemiens udvikling
standset, og i de efterfølgende år begyndte man langsomt at se en
forbedring.
Tusinder og atter tusinder skulle imidlertid blive lagt i graven
over hele Niraham, før sygdommen endelig var forsvundet fra
verdens overfladen. Man antog, at godt en fjerdedel af alle indbyggere
i de ramte egne var døde. Ikke én familie var gået fri –
alle havde de mistet et medlem eller en nær bekendt, og hele
slægter var uddøet i løbet af blot få år.
Også elvere og dværge havde lidt kraftigt under pesten. Om end
de traditionelt holdt sig afskåret fra kontakt med menneskene,
handlede de alligevel regelmæssigt med visse særligt udvalgte, og
sygdommen formåede derfor at komme indenfor i rigerne. Hverken
elverne eller dværgene blev ramt lige så hårdt som menneskene,
men deres racer forplantede sig imidlertid kun langsomt,
og deres kulturer var århundreder om at komme sig over de
store tab.
ROUL-ASSIN
Gennem årene var magten i den rouliske rige traditionelt blevet
nedarvet fra far til søn. Der havde enkelte gange været interne
stridigheder mellem to sønner, eller tilfælde hvor den herskende
konge var gået bort uden at efterlade sig et drengebarn. De var
imidlertid alle blevet løst på en relativt fredsommelig maner, og
riget havde igennem årene vokset sig stærkt. Roul-Assins militære
magt var tillige øget, og det rådede nu over store hære af krigsduelig
mænd.
Roul-Assin var i overvejende grad blevet skånet for den pest,
som havde ramt hele Niraham. Så heldige havde Narabonds
beboere ikke været, og roulerne så hvorledes naboriget var svækket.
Den rouliske kong Groatox mente derfor, at tiden var inde til
at udvide rigets grænser.
I år 1366 EJ strømmede rouliske krigere og lejesvende fra Emyr
ind over Nordlenets grænser, og fordrev hurtigt de lokale soldater.
De bevægede sig tillige langt ind i Santillia, i et forsøg på
endeligt at gøre op med elverne - deres svorne fjende gennem
Verdenshistorien
220
århundreder. Også her havde de krigslykken med sig, og inden
elverne kom sig over det pludselige angreb, havde roulerne afbrændt
omfattende skovområder og selv kun lidt få tab.
Efterhånden fik Narabond og Santillias elverfolk dog organiseret
deres forsvar. Da lenernes fyrster desuden åbnede for pengekasserne
og betalte de emyrske lejesvende betydelige summer for at
holde sig ude af konflikten, stod roulerne pludseligt alene. Lenerne
var imidlertid hårdt plagede efter de mange års sygdom, og i
de følgende mange år bølgede kampene frem og tilbage, uden at
nogle af parterne endegyldigt vandt terræn.
Omkring år 1405 EJ døde kampene imidlertid langsomt hen, da
kong Groatox blev tvunget til at abdicere på grund af høj alder,
og uden at efterlade sig en arvtager til riget. Hans efterfølger blev
marsk Aerek, og hans engagement i krigen stod på intet tidspunkt
mål med Groatox’ brændende ønske om at udvide Roul-
Assins grænser. Dette bemærkede man sig tillige i Narabond, og
i årene efter Groatox’ død foretog man en række succesfulde
fremstød ind i det rouliske rige, hvilket langt om længe vendte
krigslykken.
NARABONDSLÆGTENS
GENOPSTANDELSE
I disse tider indtrådte en central begivenhed, der ikke blot medvirkede
til at vende krigen mod det rouliske folk, men som tillige
bragte riget Narabond ind i en storslået æra af højkultur. Det
skete, da man i år 1400 EJ genopdagede den Narabondslægt,
som man i næsten 350 år havde anset for værende uddød.
Uvidende om deres royale herkomst, var en fjern gren af Narabondslægten
bosat i det østlige Paravien, hvor deres sande identitet
havde været kendt af ridderordenen, der kendes som Nimranns
riddere. Igennem århundrederne havde ridderne vogtet
over familien og set til, at intet ondt overgik den.
Efter krigen med Emyr i årene 969-1040 EJ havde kong Narabond
været forpligtet til hvert år at sende soldater til Paravien,
således at de kunne blive uddannet til riddere og gå i tjeneste
under de paraviske fyrster. En af disse soldater havde været en
fjern fætter til kongen, som havde været uvidende om sit familiære
bånd. I et brev til Nimranns riddere tilkendegav den daværende
kong Narabond imidlertid, at han gerne så, at intet ondt
hændte hans slægtning, og at det ville vække hans evige velvilje,
såfremt dennes familie fremover kunne vide sig sikker i Paravien.
Man efterkom ønsket, og i årene som fulgte, indgik kong Narabonds
slægtning i Nimranns orden af riddere, og fik på intet
tidspunkt indsigt i sin herkomst. End ikke, da den øvrige Narabondslægt
blev udryddet af bondeopstanden i år 1065 EJ, røbede
Nimranns riddere deres hemmelighed.
Årene passerede, og i århundreder forblev denne sidste rest af
Narabondslægten en dyb hemmelighed, som kun stormestrene
indenfor den paraviske ridderorden kendte til. Længe holdt man
sandheden skjult, og det var først i årene omkring 1400 EJ, at
man fandt det nødvendigt at åbenbare den for folket. Man så,
hvorledes pesten havde tæret på Narabond i en sådan grad, at
riget var tæt på at blive løbet over ende af de rouliske krigere. Alt
imens krigerne faldt på slagmarken, bekrigede adelen blot hinanden
i et desperat forsøg på at udnytte situationen og tilrane sig
selv mest mulig magt, og det splittede rige var ikke langt fra at gå
i opløsning.