Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

D ET C H AT O N S K E I M PE R I U M
Mod øst, på de åbne sletter mellem Emyr og Eisloniens skove,
finder vi Det Chatonske Imperium. Det er en højt udviklet kultur,
der gennem århundrederne har markeret sig ved deres enestående
militære færdigheder. År for år har chatonerne formået
med vold og magt at udvide rigets grænser, og der synes ikke at
være den kultur på Niraham, der længere har magten til at modstå
de imperiale horder.
Det enorme rige dækker over et utal af provinser, der for det
meste var etableret som selvstændige riger, inden de blev underkastet
Imperiet, men som nu alle lever under Chatos herredømme.
Livet i provinserne har imidlertid ikke ændret sig meget, i
forhold til tiden før Imperiets opstanden. Chatonerne lader som
oftest de enkelte provinser leve deres eget liv, så længe de blot
underkaster sig Imperiet, betaler deres skatter og stiller soldater til
rådighed for den imperiale hær. Imperiet dækker således over en
stor variation i kulturer og livsstile. Igennem årene har Imperiets
borgere dog fået en hel del fællestræk, og det er efterhånden blev
normen i de fleste provinser, at man først og fremmest betegner
sig som chatonere.
Alt i riget er centreret omkring den konstante oprustning af den
imperiale hær. Samtlige familier i riget er forpligtet til at stille
med mindst ét medlem i hæren, og der skelnes ikke mellem
mænd og kvinder. Som oftest melder hele familier sig imidlertid
frivilligt. Det er omgivet af en helt enestående prestige i Imperiet
at være en del af hæren, og intet overgår den prestige, som er
forbundet med at blive optaget blandt legionærerne - hærens
elitestyrker. Hver eneste borger i Imperiet har som sin ypperste
pligt at vise hærens folk respekt og bidrage til deres fortsatte
succes. Hvis vedkommende ikke selv er egnet til at indtræde i
tjeneste, skal han i stedet forsyne tropperne ved enhver given
lejlighed, og øjeblikkeligt stille sin håndværksmæssige kundskaber
til rådighed, hvis anmodet herom.
Uanset det evige fokus på hæren og dens behov, så lever de
fleste af rigets folk dog en relativt fredelig og ubekymret tilværelse.
Krigen når kun yderst sjældent ind i selve Imperiet, og så
længe borgerne blot ærer deres gud, hær og kejser, bliver de for
det meste overladt til deres egen skæbne.
Rigets samlingspunkt er hovedstaden Chato, hvor kejseren har sit
overdådige palads, og hvorfra al magt i riget udspringer. Det
fortælles, at alle veje har deres udspring i Chato, og vand føres
ind i byen fra hundrede akvædukter, således at byens tusinde
springvand og fontæner aldrig løber tør. Kun få af rigets beboere
har nogensinde selv været i Chato, men ikke desto mindre florerer
fortællingerne om byens vidunder frit blandt folket.
Den chatonske kultur synes at stræbe mod en konstant udvidelse
af det i forvejen enorme rige. Der har derfor fundet store udviklinger
sted indenfor krigskunsten og alle de discipliner, der knytter
sig til denne. Også klassiske videnskaber som mekanik, matematik,
metallurgi og lægekunst er højt værdsatte i riget. De mere
teoretiske discipliner som filosofi, musik og retorik er til gengæld
blevet ringeagtet. Som chatoner lever og ånder man for rigets
storhed, og man gør hver dag sit ypperste for Chato. Borgere,
som giver sig hen med sådanne løse teoretiske tanker og ubrugelige
kundskaber betragtes som snyltere og forrædere mod riget,
og vil blive ubønhørligt straffet for deres dovenskab.
GEOGRAFI
Det Chatonske Imperium er efterhånden blevet enormt, men i
midten af riget ligger stadig den lille provins, hvor det hele tog
sit udspring. Denne region har eksisteret i længere tid, end nogen
optegnelse kan redegøre for, og man betegner den i almindelighed
som Chatonien. Provinsen er ikke af nogen nævneværdig
størrelse, og har heller ingen ressourcer af betydning. Den er
imidlertid fortsat omgæret af en hel særlig mystik, og chatonere
som er født og opvokset her, har en væsentlig højere status end
resten af deres fæller. Det er ligeledes i Chatonien at rigets hovedstad
Chato er beliggende, og kejserens nærvær bidrager kun
yderligere til provinsens enestående status.
Herudover består imperiet af adskillige øvrige provinser, hvis
befolkninger i fortiden er blevet besejret af imperiets legioner, for
herefter at blive indlemmet i det hastigt voksende rige. Indadtil er
provinserne fortsat selvstyrende, og de lokale lensherrer har en
stor magt over deres befolkning. Provinsernes eneste større forpligtelser
går ud på at betale en årlig skat til Chato, samt at støtte
legionerne og konstant stille deres bedste soldater til rådighed. Til
gengæld herfor nyder provinserne godt af kejserens velvilje, og
modtager beskyttelse fra de imperiale legioner i krigstid.
GELA
Riger og Kulturer
69
Provinsen Gela befinder sig i det sydøstlige hjørne af Imperiet.
Provinsen er kendt for sin eksport af oliven, keramik og ost til
resten af riget, og er generelt udgangspunkt for en stor del af
rigets produktion af fødevarer. Gela er præget af et varmt og tørt
klima, men på grund af de mange floder er det særdeles frugtbart.
Befolkningen i provinsen kaldes gelanere og de betragtes som
den bedst disciplinerede befolkningsgruppe i Imperiet. De lever
en tilværelse domineret af regler og reglementer, og sætter en ære
i at følge disse til punkt og prikke. Gelanerne er stort set uovervindelige
i krig, og for utallige fjender har det sidste, de så i verden,
været synet af en gelansk skjoldmur.
PROVINSIELLE DES CANARD
Af alle Imperiets talrige folkeslag, er canardiderne de mest ukuelige.
Siden tidernes morgen har de værnet om rigets vestgrænse,
og gang på gang har de måttet gå forrest i kampen mod de
emyrske hære.
Canard er det mest kultiverede af de chatonske riger, og især
Canards vin er eftertragtet. Den sagnomspundne canardiske kirsebærvin
bliver brygget i flere hundrede varianter og solgt i hele
resten af Imperiet. Det centrale Canard er gennemkrydset af floder
og bække, der gør området frodigt og smukt. Ingen borgere
i Imperiet elsker deres provins i så høj grad som canardiderne.
De vil til hver en tid kæmpe for deres land, og for det kejserdynasti,
der er garanten for deres overlevelse.
Canardiderne er ganske vist arrogante, men denne arrogance er
naturlig, og det er ikke uden grund, at Provinsielle des Canard af
mange bliver betragtet som himmel på jord.