Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

VERDENSSKABELSEN
I begyndelsen var intet.
Uendelige stormvinde rasede gennem universet fra det inderste til
det yderste. Gigantiske skymasser hvirvlede rundt i mørket. Alting
var intet og intetheden var altet og dets navn var Gorrum. Gorrum
samlede tågerne og knugede dem tæt sammen og skabte
således jordkloden. Han satte solen på himmelen og gav dermed
dag og nat samt kulde og varme til jorden.
Han lod månen kredse om jorden, så hans skabninger kunne
holde mål med tidens gang. Gorrum skabte så vandet og ilden -
livets og dødens redskaber - og da jordkloden nu var beredt,
skabte han de levende planter og lod dem brede sig over hele
kloden i stor mangfoldighed. Derpå begyndte han at forme de
levende dyr - Små og store mellem hinanden. Flyvende, svømmende,
krybende og springende. Fjerklædte og pelsklædte, skællede
og nøgne; for Gorrum ønskede i sin visdom at sætte alle
muligheder på prøve.
Gorrums ønske om mangfoldighed gjorde det nødvendigt for
ham at skabe nogle Hjælpere. De er ikke alle kendte for os, men
dem vi kender, er blandt andre Wotan, Amroth og Fisgurr. De
tjener Den Store Skaber på alle måder og til alle tider. De holder
øje med jordens liv og fortæller Gorrum om alt, hvad de ser.
Gorrum fandt, at jordens skabninger var gode, og at hele skaberværket
var godt, men fandt også, at dyrene og planterne havde
en fejl. For alle handlede de gennem hele deres liv på én og
samme måde. Der var ingen afvigelser fra det forud lagte mønster,
og Gorrum ønskede sig mere. Da skabte Gorrum det første
væsen med sin egen fri vilje, og han kaldte det Trolden.
Trolde er store og stærke væsner. De befolker både skove og
sletter, bjergene og det lave land. Deres levealder er høj, men de
mangfoldiggør sig kun langsomt, og Gorrum indså snart, at
Trolden er åndeligt utilstrækkelig. Skønt Trolden har fået fri vilje,
gør han kun ringe brug af sine evner, og trods sin kærlighed til
sin første tænkende skabning, besluttede Gorrum at gøre et nyt
forsøg. Thi Gorrum vil altid stræbe efter det højeste mål.
Religioner
173
Da skabte Gorrum det andet væsen med fri vilje og han kaldte
det Manden. Manden blev skabt mindre og langt svagere end
Trolden. Mandens hud er nøgen og sart, hans leveår langt færre
end Troldens, men Manden er frugtbar og blev givet rige åndsevner,
og Gorrum frydede sig og forventede sig meget af Manden.
Men Manden slog sig kun ned i de mest behagelige egne af
kloden. Her mangfoldiggjorde han sig i så stort tal, at naturen
hurtigt begyndte at lide uoprettelig skade. Og Manden begyndte
at dræbe sine egne i kamp om de mest behagelige leveområder
og de rigeste jagtmarker.
Gorrum skuffedes over Mandens dovenskab og hensynsløse grådighed
og besluttede sig for et nyt forsøg. Da skabte Gorrum det
tredje og det fjerde væsen med fri vilje og han kaldte dem Ork
og Elver. Begge skabninger fik rige åndelige evner og anlæg for
at udvikle stor styrke. Som værn mod elementerne og som hjælp
til at styre verden efter Gorrums Store Plan, blev de tillige givet
del i Gorrums hellige viden og kræfter. Ork blev sat til at leve i
bjergene. De, som slog sig ned i de høje bjerge, udviklede stor
styrke og modstandskraft. De, som valgte de lavere bjergområder
til deres levested, udviklede sig noget mindre. Det er dem, vi i
dag kender som Gobliner.
Ork har altid levet i glæde over den prægtige verden, Gorrum
har skænket ham. Jagten i bjergene har altid givet tilstrækkeligt
udbytte til den dygtige jæger, og bjergenes rigdom af metaller
har han anvendt med stor kløgt og omtanke, og udviklet mange
nødvendige redskaber heraf. Ork har altid æret Gorrum ved at
tilbede hans tilstedeværelse i vandet og ilden, i luften og jorden.
Ja, for Gorrum er sandelig i alle ting, og Ork er en lydig og
taknemmelig tjener. Ork har til alle tider vist samhørighed med
sine omgivelser og søger til enhver tid at leve i overensstemmelse
med Gorrums Store Plan. Trolden har han altid behandlet med
den respekt, som rettelig tilkommer Gorrums første og største
skabning. Elver og Manden har aldrig kunnet true Ork, og
Dværg kom først til bjergene i en langt senere tid. Derfor har
Ork kun sjældent haft nødig at anvende den særlige kunnen og
kraft, som Gorrum udstyrede ham med. Shamaner og præster
har dog gennem tiden holdt Orks viden ved lige, og disse udvalgte
viise vil altid nyde den største respekt. Deres liv er hellige,
thi de er den lige forbindelse til Gorrum, og de skal æres og
beskyttes til alle tider.