Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

strækkeligt forsvar. Orkerne kunne derfor hærge frit i landet, og
nogle enkelte nåede endda så vidt som til Paravien. Det var først,
da paraverne sendte riddere til Maldúné, at orkerne blev bekæmpet
og trængt tilbage mod Rustbjergene.
Under krigen havde man erkendt, hvilken svaghed det var, at
maldúnerne fortsat levede som spredte stammefolk uden fælles
herskere, der kunne organisere folket og koncentrere hærenes
indsats. Efterfølgende blev der gjort forsøg på at samle folket og
udråbe en fælles regent, men det var forgæves, og gjorde kun
folkene endnu mere splittede, end det var i forvejen.
En enkelt stammeleder lod sig dog ikke kue, og i en bombastisk
handling udråbte Hargrim hin Hårde sig selv til konge over
samtlige folkefærd i det centrale Maldúné. Paravien bifaldt denne
handling, og sendte riddere til hans hjælp, og også Kamirr-folket
i syd så nytten af at have et forenet og magtfuld rige ved sin side,
og støttede den selvudråbte konge med lejesoldater og våben. De
følgende år blev turbulente og stridsfulde, men kong Hargrim
formåede at kue alle oprørske stammer, og med tiden lærte de at
anerkende hans herredømme.
NORRLAND
Igen tiderne havde mennesker gradvist bevæget sig længere og
længere mod nord, men der var også de af dem, som i stedet var
rejst mod vest, og havde bosat sig langs Iskysten bag Darkoniens
bjerge.
Her var klimaet hårdere og mere barskt, end hvad man kendte
noget andet sted på Niraham. Der lå is og sne over landet i stør-
Verdenshistorien
190
stedelen af årets måneder, og selv om sommeren var dagene
kolde og korte. At dyrke fødevarer var en næsten umulig kunst,
som kun de færreste formåede, så i stedet ernærede folket sig ved
jagt og fiskeri, og de blev hurtigt mestre indenfor disse discipliner.
De var tillige dygtige smede, og da deres tavse men resolutte
livsstil tiltalte dværgene, lærte dværgene gerne fra sig.
Om end dette folk besad en stærk følelse af fællesskab, og der
fandt en omfattende handel sted mellem de enkelte stammer, så
blev der aldrig gjort forsøg på at definere landet som et forenet
og selvstændigt rige. I omverdenen begyndte man at betegne
menneskene langs Iskysten som ’norrlændinge’, og efterhånden
blev navnet Norrland den gængse betegnelse for deres land.
Tilværelsen i Norrland var ofte meget farefuld, og i de første
mange år var det var en egn, hvor kun de stærkeste overlevede.
Man lærte at værdsætte ihærdighed og styrke som anerkendelsesværdige
egenskaber, og ringeagtede tilsvarende uproduktive intellektuelle
værdier. Der var kun de ældste og svagelige i stammen,
der måtte bruge deres tid på tænksomme fordybelser. Folket
erfarede også snart, at samarbejde mellem stammerne var en
nødvendighed for at kunne overleve. Norrlændingene havde ikke
taget et reelt skriftsprog til sig, og efterhånden udviklede der sig
derfor en forståelse for ordets ukrænkelighed. Den største synd af
alle var at forbryde sig mod sit ord, og begreber som ære og
respekt blev hjørnesten i den norrlandske kultur.
Udover at være fremragende jægere og smede, forstod norrlændingene
sig også på bådebyggeriets kunst, og i deres skibe rejste
de ofte langt sydpå for at handlende med de paraviske og tharkiske
købmænd. De sejlede også mod vest, og opdagede her
4 0 0 F J