Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

TEMPLET
Derpå kaldte Jarco sine fem yndlinge til sig. Kun fire af dem var
imidlertid til stede på højsletten, og han udviste stor sorg, da han
lærte, at ingen havde hørt fra Kato siden deres afsked to år forinden.
Jarco tog de resterende fire imperatorer med sig op på det bjerg,
som rejste sig på højslettens midte. Her hidkaldte han hundrede
af gudernes tjenere - mirnerne. Alle som én var mirnerne mindst
3 meter høje, og de var stærkere end 10 mand hver. De hilste
Jarco i Nimars navn, og han bød dem at påbegynde deres værk.
De skulle rejse et tempel i gudernes ære, som skulle være større
og mere prægtigt end nogen anden bygning, Nirahams folk
endnu havde set og nogensinde ville komme til at se.
Mirnerne gik øjeblikkeligt i gang med at hugge sten ud af klippen
med deres bare hænder, hvorefter de bar de store stykker op
på en åben flade på bjergets top. Deres handlinger var hurtige og
metodisk, som skete alt efter en forudgående plan, og alt hvad de
gjorde, så ud til at ske ud fra en fælles forståelse. Man hørte aldrig
mirnerne tale sammen, og alligevel begik de ingen fejl.
Ved midnat rejste templets mure sig allerede femten meter over
jorden, men mirnerne arbejdede ufortrødent videre. De kastede
gerne klippeblokkene helt op til templets top, hvor de blev lagt
på plads, alt imens flere mirnere begyndte at udsmykke de færdigbyggede
dele af templet kunstfærdigt.
Jarco og hans fire udvalgte så til, alt imens et prægtigt tempel
rejste sig, og da solens første stråler steg op over horisonten var
værket færdigt. Mirnerne havde efterlevet Jarcos bud og som
lovet skabt et værk, hvis lige Nirahams folk aldrig siden har set.
Da de første jævne folk besteg bjerget for at beskue det lovede
værk, var deres forundring uden lige, og dem af dem, der havde
næret blot den mindst tvivl, bekendte sig nu fuldt ud til Jarcos
lære om De Sande Guder.
Samtlige af de hundredetusind, som var forsamlet på højsletten,
begav sig op ad bjerget til templet, og de som ikke kunne gå, bar
man velvilligt op ad den stejle passage. De kunne alle være i
templet, og Jarco hilste dem velkommen og forkyndte flere af De
Sande Guders ord. Han lærte folket om hver enkelt af guderne,
og om hvordan folket skulle leve deres liv for at behage de almægtige.
Da de forsamlede havde hørt hans ord, så de hvordan
guderne gjorde deres liv komplet, og de gav sig alle hen i bøn.
Ved afslutningen af denne første gudstjeneste sendte Jarco folket
bort, og han bad dem om at drage tilbage til deres hjem, hvor de
skulle genoptage deres gamle liv, men altid bære guderne i deres
hjerter. På vejen skulle de berette om hans ord og om De Sande
Guders eksistens, og når de kom til deres hjem, skulle de indvie
alle deres nærmeste i den sande tro. Jarco lod sine imperatorer
lede folket, så intet ondt ville overkomme dem, og han bad sine
udvalgte om at oprette templer i hvert af Nirahams fire verdenshjørner,
hvor folket kunne gå til og blive oplyste i troen. Han
sendte Ios mod vest, Eso mod syd, Garmio mod øst, og Dina
mod nord.
Med disse ord bød han folket farvel, og velsignede dem alle. Til
afsked udrettede han på ny mange mirakler, og hans velsignelser
kurerede de syge og oplyste de svagsindede.
Verdenshistorien
195
TREDJE STORHEDSTID
I årene der fulgte, blev Jarco bosiddende i De Sande Guders
tempel på Djann-højsletten, hvor han hver dag modtog hundreder
af besøgende – nysgerrige såvel som fanatiske pilgrimme –
og han tog dem alle ind, og belærte dem om gudernes ord. Kun
sjældent bevægede han sig bort fra templet, og når han gjorde,
var det for at følge sine imperatorers arbejde.
Særligt nød han at følge sin imperator Dinas arbejde i Etos.
Hvad der førhen blot havde været en anonym grænseby i det
sydlige Kamirrhav, var efter Jarcos åbenbaring blevet et storslået
centrum for tilbedelse af De Sande Guder. Indenfor blot et halvt
århundrede var byen vokset til ti gange sin hidtidige størrelse, og
omkring år 200 EJ var det blevet den næststørste by på hele
Niraham, kun overgået af Cartheero. Man har efterfølgende omtalt
denne opblomstring og den kulturelle udvikling, der fulgte i
kølvandet på den, som Nirahams tredje storhedstid.
Det var en lykkelig tid i Etos, og De Sande Guders budskab
bredte sig hurtigere, end det var muligt for selv imperatoren
Dina at følge. Hun var blevet indsat som ypperstepræst i Etos,
og havde i løbet af kun få år fået bygget et tempel i byen, der var
en tro kopi af templet på Djann-højsletten, om end dog i meget
mindre størrelse. Folk valfartede hertil fra nær og fjern, og de så
præsterne udførte mirakler, hvis lige man aldrig før havde kendt.
Ingen anden religion havde nogle sinde vist folket guderne, og
det syntes næsten uvirkeligt hvordan de nu talte så ligetil og
åbenlyst til de trofaste tilhængere. Efterhånden som præsterne
forstod sig bedre på de højere magter, blev de endda også i stand
til at udføre enestående vidundere - De helbredte de syge, fik
vandet til atter at løbe i udtørrede floder og nedkaldte gudernes
vrede over deres fjender.
Den opblomstring, der skete i og omkring Etos, var dog ikke
kun af religiøs karakter. Handelen var også i en rivende udvikling
og efterhånden som byen voksede, lokkede den tillige mange af
Nirahams vismænd til sig. Også lykkejægere og nysgerrige sjæle
fra alle verdens hjørner drog dertil for at få en smag af denne
forunderlige nye kultur.
AKONOS
Blandt dem, der i disse år valfartede til Etos, var også den unge
maldúner Nikolaj Narabond. Om end man i norden bekendte sig
til druidernes lære, så var Narabond blevet interesseret i, at se
med egne øjne, hvad det var for vidundere, som tilrejsende fra
syden fortalte om. Han var derfor rejst over Kamirrhavet, og var
ankommet i Etos 3 år efter Jarcos åbenbaring.
Nikolaj var den ældste søn til en af nordens mange lokale herskere,
og eftersom faderen var gammel og svagelig, var der mange
der forventede, at han snart ville arve riget, som traditionen foreskrev.
Knap var han da heller ankommet til Etos, før nyheden
om faderens død nåede ham. I Nikolajs fravær havde et af de
nærliggende riger imidlertid benyttet sig af muligheden for at
udvide sine egne grænser, og under dække af at ville føre diplomatiske
forhandlinger havde de fået resten af slægten myrdet. De
havde herefter nedkæmpet alle modstandere og havde indlemmet
Narabondslægtens land i deres eget.
Nikolaj var strandet i Etos og havde kun en lille håndfuld loyale
mænd med sig. I erkendelsen af, at hans liv ville være overor-