Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

for at alle bystaterne kunne leve side om side i en fælles forståelse.
Det er kun sjældent, at tarkinen involverer sig i de enkelte
bystaters virke, og hans reelle handlekraft er begrænset. Hver af
Tharkiens fyrster er dog underlagt hans direktiver, og tarkinen
har, såfremt hans befalinger modstrides, den fornødne kompetence
til at afsætte enhver af rigets fyrster.
Tarkinen er desuden den eneste, der har beføjelser over Tharkiens
hær. Det er dog aldrig sket, at en tarkin har brugt militær
magt mod rigets bystater. Skulle en bystat blive uregerlig, er det i
stedet kutyme blot at undlade at stille beskyttelse til rådighed for
bystatens handelsfartøjer, og om nødvendigt lader tarkinen også
et ord falde til piraterne fra Paest og Kamirr herom. Efter gentagne
gange at have set sine skibe overfaldet og plyndret, er de uregerlige
bystater som oftest endt med hurtigt at efterkomme tarkinens
befalinger.
Tarkinen udpeges principielt hver ottende år af de forsamlede
fyrster. Der er dog en vis tradition for, at tarkinen genvælges,
hvis han viser sig tilstrækkelig kompetent, og dermed reelt bliver
siddende indtil sin død. Den nuværende tarkin er Dominic Julius
V af Alvonsaria, der har været indehaver af posten siden år 9
EH. Han er imidlertid ikke synderlig vellidt, og det forventes at
han forlader posten ved udløbet af sin valgperiode.
RELIGION
Den altovervejende del af Tharkiens befolkning er tilhængere af
De Sande Guder. Enhver er dog fri til at den dyrke den religion,
som vedkommende ønsker i riget, og mange handelsmænd fra
verdens øvrige egne har taget deres egen religion med sig til
riget. Der bliver således dyrket en mangfoldighed af guddomme i
Tharkien. For en sand tharker betragtes det dog som upassende
at dyrke andre guder end De Sande, og selvom der ikke finder
en åbenlys diskrimination sted, så er det alligevel overordentlig
vanskeligt for tilhængere af andre religioner at tilkæmpe sig anerkendelse
og prestige i riget.
Særligt har tilbedelsen af Nimar fået en særlig rolle i den tharkiske
kultur, og uanset at man gør et stort nummer ud af at anerkender
samtlige af De Sande Guder, så er den overvejende del af
de gudstjenester, der bliver afholdt i riget, dog dedikeret til Nimars
navn og ære. Hvad man dyrker, er dog i højere grad de
ritualer, der er forbundet med religionen, end læren i sig selv.
Om man helhjertet vedkender sig troen, er ikke i sig selv af nogen
særlig betydning. I stedet bliver der lagt stor vægt på, at man
er til stedet ved de enkelte gudstjenester, og her viser både Nimar
og hans tjenere den fornødne respekt.
Religionen er dermed i overvejende grad blevet centreret omkring
kirken og dens folk, og præstene har som en naturlig følge
heraf fået høj social status i riget. Det betragtes som god skik at
invitere en repræsentant fra kirken, når der afholdes fest, og man
lægger også en stor ære i at få højtstående gejstlige til at udføre
livets særlige ritualer såsom bryllupper og begravelser.
Derudover er kirken i sig selv også blevet til et socialt samlingspunkt.
Tharkerne går hver morgen til gudstjeneste, og de benytter
denne lejlighed til at socialisere og mødes med byens andre
betydningsfulde personer under afslappede og mindre formelle
omstændigheder. Der er derfor også opstået en tradition for altid
pynte sig og bære sine fineste klæder under gudstjenesterne, i
håbet om at kunne vække beundring og respekt blandt de øvrige
tilstedeværende.
Riger og Kulturer
84
RELATIONER
Grundet deres store rigdom, er tharkerne kendte over størstedelen
af Niraham, og de er respekteret for deres evne til altid at kunne
levere de mest eksotiske varer. De er imidlertid også genstand for
megen jalousi, og deres handelskaravaner må dagligt tage kampen
op med pirater og røvere, som på uhæderlig vis søger at få
andel i de kostbare goder.
På grund af disse konstante overfald, har man måttet lære alt
beskytte sig selv og altid være på vagt overfor de nærtliggende
riger. Der er derfor vokset en stemning af mistro frem blandt
tharkerne, som har fået dem til at isolere sig fra omverdenen i
alle andre henseender, end når de har ønsket at handle. Deres
rigdom til trods har tharkerne derfor ofte kun en ringe anseelse
blandt de omkringliggende riger.
Mod nord findes Paravien, som er det nærmeste man i Tharkien
kommer på en betroet allieret. Der findes ingen formelle aftaler
mellem de to riger, men man har alligevel gennem tiderne udviklet
en sådan gensidig respekt, at rigerne ofte er kommet hinanden
til hjælp, når ydre fjender truede. Den dag i dag finder der stadig
en omfattende handel sted mellem Tharkien og Paravien. De
paraviske adelsfamilier sætter stor pris på fine klædninger og vine
fra resten af Niraham, og til gengæld forsyner de Tharkiens hær
med våben, rustninger og prægtige stridsheste.
Mod øst ligger det zarabiske rige. Det er et storslået og højt udviklet
land, som man altid har drevet en omfattende handel med.
Så ærværdige, som visse zarabere har syntes, så tilsvarende nederdrægtige
og bedrageriske har de også vist sig, og man har
derfor altid vogtet over dem med stor varsomhed. Da det kom til
stridigheder mellem Etos og Zara’bash i år 15 EH undlod tharkerne
at involvere sig af frygt for en åben krig med Zara’bash.
Ikke desto mindre sendte zaraberne alligevel en flåde til Tharkien
for at belejre Alvonsaria og dermed kue tharkerne. Ved hjælp fra
magiens cirkel lykkedes det dog at tvinge zaraberne på flugt, men
forholdet mellem de to riger har formentlig båret uoprettelig
skade af hændelsen.
Nordøst for Tharkien finder man Kamirr, der om nogen ligger
for had blandt de Tharkiens handlende. Kamirrs folk har igennem
århundreder bedrevet pirateri mod de handlende, og gang
på gang er enorme summer gået tabt som følge af de uberettigede
overgreb. I disse tider bliver tharkiske skibe fortsat plyndret på
daglig basis, men man har ikke fundet andre midler til at sætte
sig imod, end ved blot at øge beskyttelsen omkring hver handelskaravane.
Den er alment kendt, at Kamirr står under beskyttelse
af Emyrs hær, og tharkerne har ikke haft modet til at indlede en
åben krig mod begge disse riger. I stedet har man blot afbrudt
enhver kontakt til Kamirr.
Øst for Tharkien findes Etos, der er Nirahams største kulturelle
samlingspunkt. De to riger har altid plejet et nært venskab, men
følelserne er kølnet betydeligt ned på det seneste, efter at tarkinen
nægtede at efterkomme en anmodning om militær støtte fra Etos,
da bystaten var truet af den forestående invasion fra Zara’bash.
Mod nordøst er kongeriget Narabond at finde. Om end narabonerne
har en stor indflydelse på de omkringliggende riger, så er
der kun lidt at vinde ved at sende karavaner dertil. Efter tharkisk
standard er narabonerne både fattige og primitive, og selvom
man ikke har et reelt dårligt forhold til folket her, så nærer man
heller ikke på nogen måde udtalte varme følelser for dem.