Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

vendt opmærksomheden bort fra Emyr og i stedet koncentreret
sig om andre af rigets fjender.
Mod nordvest støder Det Chatonske Imperium op mod Norrland.
Det norrlandske folk har aldrig været videre organiseret, og
til trods for at deres krigere er stærke og magtfulde, så har den
chatonske hær alligevel vundet store sejre, overalt hvor den er
marcheret frem i Norrland.. Norrlændingene hader efterhånden
chatonerne af et godt hjerte, men de har alligevel ikke formået at
samle en tilstrækkelig stor og veludrustet styrke, til at kunne gøre
kvalificeret modstand.
Mod syd har Imperiet begivet sig over Kamirrhavet, og erobret
flere havnebyer i det fjerne Zara’bash. Zaraberne er et spredt
folkefærd uden samme krigskunster og militære traditioner, som
man er vandt til på det nordlige kontinent, og indtil nu har de
vist sig som en overkommelig fjende. Zaraberne er dog begyndt
at lære lektien, og efterhånden er størstedelen af deres havnebyer
blevet stærkt befæstede. Med sine store rigdomme udgør landet
dog stadig et attraktivt mål, og der bliver forsøgt nye fremstød
hvert eneste år.
Mod øst støder Det Chatonske Imperium op til elvernes rige
Eislonien. Der udkæmpes jævnligt kampe mellem de to racer, og
igennem tiderne har det som oftest været elverne, der har måttet
trække sig ud af konflikten som den tabende part. I dag nærer
chatonerne ikke megen respekt for elvernes folk, og på kejserligt
bud bliver de nu betragtet som simpelt kvæg, der ikke ved hvad
der er bedst for dem selv. Elvere bliver tolereret, så længe de blot
holder sig indenfor visse afgrænsede reservater og ikke blander
sig i menneskenes anliggender. Skulle de gøre oprør, bliver de
dog slået ned, som de skadedyr de er.
Riger og Kulturer
72
Projekt ’Skrigende ørn’
I år 1179 EJ udløb der bud fra den daværende kejser Venedictos
Rex, om at et nyt projekt skulle iværksættes i Iorins ære.
Man havde endnu en gang været i krig med elverne, og som altid
havde de chatonske hære vist sig overlegne. Kejseren var imidlertid
beklagelig over nyheden om de mange faldne chatonerne, og for at
undgå lignende tab i krigen med elverne, havde han besluttet, at
ondskab fremover skulle bekæmpes med ondskab.
På hans bud blev der indfanget en stamme af elvere, som blev anbragt
i et indhegnet reservat, og igennem de næste mange år, udvalgte
man sig de mest krigeriske af dem. De elvere, der ikke levede
op til forventningerne, blev blot slået ned, men de tilfredsstillende
eksemplarer lod man avle, for siden hen at avle videre igen på deres
yngel.
Efter godt og vel 200 år havde man skabt en race af indavlede,
primitive elvere, som ikke havde meget tilfældes med deres forudgående
racefæller. Gennem tortur og intensiv psykisk terror nedbrød
man dem også psykisk, indtil der til sidst kun var en nådesløs krigsmaskine
tilbage.
Disse skabninger blevet givet navnet ’ildere’. Deres hår var nu ofte
skrigende rødt og deres tænder syleskarpe. Ildernes færdigheder i
kamp var uovertrufne, og da man slap dem løs mod rigets fjender,
overgik resultatet enhver forventning. Den dag i dag er ilderne stadig
udbredte i Chatos hære, og det betragtes som en velsignelse, at have
en ilder ved sin side.