Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

H I M M E L K R I G E N E
1469 EJ/0 EH
I år 1469 EJ indtraf den største religiøse omvæltning, man havde
oplevet, siden De Sande Guder åbenbarede sig for Nirahams folk
på Djann-højsletten – Lige så pludseligt som guderne var blevet
givet dem, blev de nu med ét taget fra dem igen.
Igennem århundreder havde kirkerne udgjort det naturlige omdrejningspunkter
for folks liv overalt i verden, og de var blevet til
et talerør for såvel gudernes vilje som for folkets ønsker og bønner
til disse.
Der var imidlertid også de, der havde set hvordan kirken kunne
udgøre et usædvanligt effektivt magtmiddel. Ved at råde over
menneskers tro, ejede præsterne også evnen til at påvirke deres
sind, såvel som magt over noget så essentielt som deres sjæl.
Med blot et enkelt velvalgt ord kunne præsten udrette større bedrifter
end kongen var i stand til med hele sin hær.
Det havde aldrig været hensigten, at denne magt skulle anbringes
i så få hænder, som tilfældet var. Da guderne så ned fra Aferheim,
kunne de med foragt se til, mens præster overalt på Niraham
udnyttede deres gaver til noget så nedværdigende som at
føre krig og tilrane sig personlige goder.
Kirkens misbrug af folkets tillid steg til hidtil usete højder, da en
intern magtkrig udbrød blandt de forskellige kirker i Etos, hvis
eneste indhold var at afklare, hvem af dem, som var de mest
magtfulde. Højpræster, der burde have været de mest agtede
mænd på Niraham, begyndte i denne tid at fortage adskillige
uværdige gerninger, og adskillige præster blev dræbt i smug af
deres rivaler.
Konflikten bredte sig over det meste af Niraham, og selv i Narabond
mærkedes den vanhellige tendens i basilikaen. Siden den
blev opført, havde basilikaen været dedikeret til samtlige af De
Sande Guder. Nu begyndte en internt magtkamp imidlertid også
at udspille sig her, og visse af de mest hellige relikvier blev ødelagt
under præsternes stridigheder.
Striden nåede sit højdepunkt, da præstene ved det store tempel på
Djann-højsletten lukkede dørene, og kun tillod Nimars menighed
adgang til dets indre. Da Esajas Tomarij – overhovedet for
Rasnassolins tempel i Etos – drog dertil for at bede og spørge
Verdenshistorien
225
guderne til råds, blev han nægtet adgang. Han insisterede på at
blive lukket ind og vedblev med at banke på templets porte. For
at jage ham bort, begyndte præsteskabet at håne ham og kaste
sten mod ham. En af disse ramte Esajas hårdt i ansigtet, og han
faldt om blødende. Ingen kom ham imidlertid til hjælp, og han
led en ensom død på trappen foran det hellige tempel.
Den nat begyndte et uhyrligt uvejr at brede sig over hele Niraham,
og hagl faldt i hver en egn af verden. Jordskælv brød ud,
og lyn og torden ramte indbyggere i alle verdens riger. En storm,
hvis lige aldrig før var set, blæste over verden, og havene selv
begyndte at flyde ind over kysterne.
Guderne ophørte i denne periode med at svare deres tilbedere,
og desperationen blandt Nirahams folk voksede. For første gang i
halvandet årtusinde følte man sig pludselig helt alene.
I næsten en måned stod dette uvejr på. Marker blev lagt øde, og
mange blev dræbt, da jorden rejste sig under deres fødder. Panik
og angst hørte til hverdagen, og mange mistede håbet på fremtiden,
og talte om at dommedag var indtruffet.
Da begyndte en ny stemme imidlertid at tale i folks sind. Stormene
lagde sig, og en sælsom fred bredte sig over verden. De gamle
guder var fortsat tavse, og når præsterne forsøgte at hidkalde
dem, for at få råd og vejledning, fik de nu pludseligt svar fra
andre og ukendte magter.
Nye guder var trådt ind i Aferheim, og kun få af de gamle guder
var forblevet. Man mente, i tiden der fulgte, at hvad folket havde
været vidner til, var en frygtindgydende indbyrdes krig mellem
guderne og deres mirnere, hvori mange var faldet. Om end en
gud ikke kunne dø, var mange af de gamle guder sunket hen i en
tilstand, hvorfra de ikke længere kunne høre deres tilbederes
bønner. I stedet var visse blandt deres mirnere trådt frem, og
Aferheims gudebillede var atter komplet.
Således gav man denne begivenhed navnet Himmelkrigene, og
fra Etos blev der udstedt dekret om, at kalenderen fremover skulle
indrettes herefter. En ny tidsregning fulgte, og året efter 1469
EJ – hvor Himmelkrigene var indtrådt – blev således kendt som
år 1. EH.