Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

hoffet i årevis have været inficerede med disse forræderiske elementer.
Kongefamilien erkendte dette, men de fandt ingen udvej
for deres desperation. Til sidste afslørede man dog en enkelt
rådgiver, der havde tilranet sig anseelige værdier fra kongens
skatkammer. Personen blev offentlig tortureret og henrettet på
torvet i Kungstadt, og da plyndringerne i herefter stilnede af i
nogle måneder, antog man at det måtte have været tilstrækkeligt
til at kue plotmagerne.
I 1065 stod riget imidlertid i brand, og adelen så sig ude af stand
til at holde oprøret nede. Hæren var hjælpeløs, og godt halvdelen
af den deserterede eller gik over til fjenden i løbet af det første år.
Man vendte sig herefter mod sine naboer for at få støtte, men de
riger, som havde hjulpet i krigen mod Emyr, afslog denne gang
at stille sig rådighed. Narabond stod alene med sine problemer.
Det var en håbløs kamp, og alt modstand var forgæves. Ved
årets afslutning var de oprørske bønder trængt ind i rigets nye
hovedstad Kungstadt, hvor de plyndrede alt, der bare havde den
mindste værdi, og de hjælpeløse byboere flygtede over hals og
hoved. Da vinteren faldt på, stod blot kongeborgen endnu, men
var under intensiv belejring fra en hær af blodtørstige bønder.
Den royale slægt havde barrikaderet sig bag fæstningens tykke
mure, og de kunne muligvis have redet stormen af, hvis det ikke
havde været for den kreds af kutteklædte dæmontilbedere, som en
morgen lod al slags ugudelig magi regne ned over borgen. Ild
og syre faldt fra himlen, og jorden selv gav sig til at ryste, indtil
en hel sektion af muren til sidst brød sammen. Herefter stod der
ikke længere noget forsvar tilbage mellem de adelige og den
horde af bønder som stormede ind. Blodbadet, som fulgte, var
grusomt. Kong William Narabond forsøgte at overgive sig, men
alligevel blev hele hans familie dræbt, og han selv faldt som den
sidste af sin æt, desperat kæmpende i sin tronsal. Den tusind år
gamle Narabondslægt var uddød.
Ved nyheden om kongeslægtens fald stilnede oprøret langsomt
af, og efter en længerevarende overgangsperiode, blev det i 1072
EJ besluttet, at riget fremover skulle deles op i 5 lener, der hver
skulle regeres af en selvstændig baron. På den måde ville ingen
fremover kunne blive så mægtig som Narabondslægten. Dermed
blev Narabond opdelt i de lener, som vi fortsat kender til i dag.
Riget bestod som en samlet enhed, men hver af lenerne blev
styret uafhængigt af de øvrige. Såfremt de blev truet af ydre fjender,
skulle baronerne dog stå sammen, og lade deres hære slutte
op omkring et fælles banner.
Dæmontilbederne trak sig herefter tilbage, og lige så hurtigt og
tavst, som de var trådt frem, forsvandt de nu uden at efterlade sig
det mindste spor af deres eksistens. Der blev, i tiderne som fulgte,
ofte spekuleret over deres herkomst. Adskillige mente, at der
var tale om druider fra nord, som havde tillært sig viden om
dæmonernes magi. Andre foreslog, at der kunne have været tale
om magikyndige fra Emyr, som i et anfald af hævngerrighed var
gået i forbund med dæmoner, for at bringe Narabond til fald.
Der var også de, som mente at dæmontilbederne var simple
narabonere, der var blevet forledt af sortelviske magikere.
Dæmontilbedernes sande identitet forblev imidlertid længe uafklaret.
Den eneste ledetråd, som blev givet i tiden omkring Narabondslægtens
fald, var at visse dæmontilbedere åbenbarede overfor
deres følge, at de trak deres kræfter fra et dæmonisk væsen
ved navn Girak. Først mange år senere skulle menneskeheden
imidlertid forstå alvoren heraf.
Verdenshistorien
209
Fanabinas yngel og Jorins ophøjelse
Først ved himmelkrigene, hvor de nye guder trådte frem og åbenbarede
deres eksistens for verdens folk, forstod man den sande natur
bag Girak og de øvrige af Fanabinas børn. Indtil da vidste man kun
lidt om Giraks eksistens, og da man ikke havde kendskab til hans
guddommelig aner, blev han i folkemunde ikke betragtet som andet
end en simpel dæmon.
Der har efterfølgende været en hyppig teologisk debat om, hvornår
disse væsener må formodes at være blevet undfanget og begyndt at
have gjort deres vilje gældende på Niraham. Diskussionen er relevant
i den henseende, at adskillige begivenheder og fænomener, der
fandt sted på Niraham i den mellemliggende periode, og som på
tidspunktet ikke kunne forklares rationelt, formentlig nu kan henføres
til deres gerninger.
Om Girak ved vi, fra historien om Narabondslægtens fald, at han
må have opnået en vis magt og anerkendelse på dette tidspunkt, i
årene omkring 1060 EJ, og at han derfor formentlig er blevet undfanget
før år 1000 EJ.
Den alvidende Gasnian kan ikke undgå at have observeret Giraks
færden på Niraham, og forlydenderne herom må også have nået den
almægtige Nimars ører. Den høje herrer kan umuligt tænkes, at
have tilladt Fanabina at skabe sig yderligere afkom af samme æt,
efter at være blevet bekendt med den skade, som Girak forvoldte, og
det må derfor formodes, at både Dilarna og Flarn er blevet undfanget
forud for dette.
Også disse gudebørn skulle demonstrere en vilje til at sprede deres
ondskab på Niraham. Da verdenens racer i årene efter år 1374 blev
ramt af en dødbringende pestsygdom, blev det med tiden kendt, at
denne var udbredt på foranledning af Dilarna selv.
Det antages med en vis sikkerhed, at Nimars beslutning om at ophøje
den jordiske kriger Jorin og gøre ham til den øverste af sine mirnere
skyldtes, at han var udset til at holde Flarns vrede i skak. Tidspunktet
for denne ophøjelse er imidlertid også omgæret af en vis
usikkerhed. Et kvalificeret bud lyder dog på, at Nimar traf denne
beslutning kort tid efter at have observeret, hvilken skade Girak her
formåede at nedkalde over den Narabonske kongeslægt.
I disse tider førte zaraberne en stor krig mod neldorerne i syd, hvor
mange store krigere faldt, og såfremt mytologien om, at Nimar fandt
Jorin dødeligt såret på slagmarken og her tog ham til sig, er sand,
kan det antages, at Jorin var af en adelig zarabisk slægtslinje. Et
andet og mere tvivlsomt synspunkt er, at Jorin skulle have været af
neldorernes æt. I lyset af deres omgang med det ugudelige element
rall synes det dog yderst usandsynligt.
Fra elveren Wilwarians åbenbaring ved vi, at Jorin begyndte at
samle folk omkring sit banner 37 år før himmelkrigene, i år 1432 EJ,
og at dette var først gang Nirahams børn så ham handle på egen
hånd frem for som Nimars forlængede arm. I lyset heraf må det
formodes, at Nimar må dette tidspunkt var bevidst om, at Flarns
vilje ikke lod sig kue meget længere, og derfor satte sin mægtigste
mirner fri til at styrke folket forud for den forestående strid, himmelkrigene.