Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

Riger og Kulturer
106
S A N T I L L I A
I det nordvestlige Niraham finder man det andet af elvernes store
riger. Adskillelsen fra Eislonien fandt sted under sortelvernes
første krig på overfladen, og efter godt hundrede år måtte man
erkende, at adskillelsen ville blive permanent. Elverne besluttede
derfor, at lade de vestlige skove blive et selvstændigt rige, og de
skænkede det navnet Santillia.
Siden da er der passeret mange tusinde år, og gentagne stridigheder
med sortelvere, mennesker og orker har sat sit præg på skoven.
Dens areal er skrumpet mere og mere ind, og i disse tider er
Santillia reduceret til en ringe og ydmyg rest af fordums storhed.
I elvernes øjne omfatter Santilliariget al den resterende skov. Med
tiden har de imidlertid været tvunget til at trække sig bort fra
skovens yderkanter, og i deres fravær har menneskene bosat sig.
Andre steder er skoven så tynd, at det synes vanskeligt i det hele
taget at betragte den som en skov. Den præcise afgræsning af
riget er dermed yderst vanskelig, og har gentagne gange ført til
konflikter.
Den overvejende del af elverne i Santillia er skovelvere. Der findes
ganske vist enkelte højelvere, men de udgør kun omkring en
tiendedel af skovens befolkning, og i de fleste tilfælde vil de kun
være midlertidigt bosat. Størstedelen af højelverne i Santillia er
således udsendinge fra Eislonien, som er blevet betroet en opgave
i skoven, og som vil forlade Santillia igen, når den er udført.
I hjertet af Santillia findes det nærmeste man kommer på en reel
hovedstad. Her har fyrstefamilien Akanthus sit palads. Det er et
enestående bygningsværk skabt at det pureste krystal, og ældgammel
magi får det til at skinne med et klart, gyldent lys. Det siges
også, at ingen af uelvisk blod er i stand til at nærme sig paladset,
og at selv halvelvere føler sig nedtrykte og sorgfulde i dets nærvær.
I skoven omkring paladset har tusinder af skovelvere skabt
sig yndefulde hjem, og der er vokset et unikt samfund op, som
huser store dele af Santillias adel. Elverne betegner dette samfund
som Midterriget.
I den vestlige del af Midterriget ligger Marmortårnet, der er et
akademi for skovelvernes magikere. Størstedelen af Santillias
troldmænd og –kvinder har fået deres uddannelse her, og de
vender hyppigt tilbage for at dele deres erfaringer og viden. Tårnet
ledes af Sal’linja Svalevinge af Shartiare-familien. Hun er dog
et sjældent syn, og som oftest overlader hun den daglige ledelse
til sine mest betroede lærlinge. Det fortælles, at der findes en
klippehule under marmortårnet, hvor den største af Lyanes tårer
er skjult. Rygterne vil, at det er her, Sal’linja bruger sin tid, og at
hun kan se både fortid og fremtid i vandets spejl.
Udover Midterriget findes der også en del mindre samfund rundt
omkring i Santillia. Disse samfund er for det meste centreret
omkring en adelsfamilie og dennes palads, og selvom de på ingen
måde kan stå mål med Akanthusfamiliens storhed, så er de
alligevel prægtige at beskue. Udover de faste beboere, finder man
også tit vandringsmænd og handlende, som har valgt at blive et
par dage for at samle kræfter eller afsætte deres varer.
Størstedelen af skovelverne lever dog en fri tilværelse udenfor de
etablerede samfund, og de bevæger sig som oftest rundt på må
og få i skoven. De føler sig sjældent bundet til særlige domæner,