Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

Efter at have taget en hjertelig afsked, og lovet dem at de atter
ville ses igen, drog Jarco alene ud i ørkenen.
ÅBENBARINGEN
De to år svandt, og i al den tid var der ingen af Jarcos følgesvende,
der hørte nyt fra deres herre og mester. Der kom ganske vist
forlydender fra de sydlige zarabiske stammer om at ånder og
andre forunderlige væsener havde bosat sig i ørkenen, og at de
nogle gange jog folk væk fra et vandhul, og først lod dem komme
det nær den følgende morgen. Andre stammer fortalte om,
hvordan selve ørkenens sand til tider rejste sig og tog skikkelse af
en enorm mandsperson, men at uanset hvor hurtigt de red, var
det umuligt for dem at indhente dette væsen eller i det hele taget
at komme det nær. Blandt andre igen forlød det, at en ånd bevægede
sig omkring, og at intet syntes at stoppe den. Ånden gik
igennem mennesker og huse, som var det luft, og det var umuligt
at genkende dens ansigt. Det sved i øjnene, på dem som
prøvede, men folk, der havde stået Jarco nær, svor at det var
hans skikkelse, der vandrede omkring i denne skikkelse.
Således svirrede rygterne, og det øgede blot den forventningsfulde
stemning hos Nirahams folkefærd op til den store dag. Da
tiden nærmede sig vintersolhverv drog mennesker i tusindtal ud
fra deres byer, og hele egne lå næsten øde hen, efterhånden som
enhver mand og kvinde, der kunne gå, begav sig på vej mod
højsletten. Andre steder slog man det imidlertid blot hen som et
meningsløst hysteri, og man grinede hånligt af fortællingerne om
Jarcos varslede åbenbaring.
Fra nær og fjern strømmede tusinder og atter tusinder imidlertid
mod Djann-højsletten. Selv Cartheero mindede mere om en
spøgelsesby i denne tid, end den storslåede og prægtige stad,
man kendte den for at være. Der kom også folk til fra det nordlige
Niraham - Tharkere, paravere og kamirrer kom sejlende over
havet, og om end deres antal ikke var så store som zarabernes,
var de alligevel rigt repræsenteret i den by, der var ved at opstå
på højsletten. Selv nogle få maldúnere havde endda foretaget den
lange og farefulde færd til Djann-højsletten.
Om morgenen på den store dag var højsletten et summende
virvar af forventningsfulde skikkelser. Deres antal var nær de
hundredtusind, og der var telte at se så langt som øjet rakte. Også
elvere og dværge havde begivet sig ud fra deres vanlige hjem,
Verdenshistorien
194
og for en tid havde Nirahams folkeslag glemt deres stridigheder,
mens de alle ventede på den store åbenbaring.
Da solen stod på sit højeste, hørte man pludseligt en stemme
over sletten, og de forsamlede blev tavse. På et klippefremspring
rejste Jarco sig på dramatisk vis, og tavsheden blev forvandlet til
et højlydt glædesudsbrud. De havde bemærket den klippe, der
stod midt på sletten, men i menneskemylderet havde ingen haft
øje for den tavse skikkelse, der blot havde siddet her og var gået i
ét med bjergets skygger.
Folket flokkedes om ham og faldt på knæ, hvorefter Jarco begyndte
at berette for dem. Hans person fremstod klart for alle, og
selv de blinde så en aura af lys, som omgav hans væsen. Også
hans stemme buldrede og rungede således, at alle de forsamlede
på mirakuløs vis kunne høre ham, og de døve følte hvert af hans
ord i deres hjerter.
Længe berettede han for dem. Han fortalte, at Nirahams folkefærd
endelig var rede til at få indsigt i den højeste visdom, og at
guderne havde åbenbaret sig for ham. Aldrig før havde de zarabiske
folk hørt om guder, men da Jarco fortalte dem om Aferheim
og det hinsides, stod alt pludselig lysende klart for dem, og
de forsamlede begyndte allerede da i deres hjerter at tilbede De
Sande Guder.
Der var meget at berette, og dag dagen svandt, talte Jarco stadig.
Ingen følte imidlertid træthed eller sult i hans nærvær, og Jarco
fortalte videre hele natten og fortsatte næste dag og nat, indtil han
langt op ad tredjedagen tiede. Da havde hver og én af de tilstedeværende
hørt alt, der var at fortælle.
Da Jarco endelig holdt inde, faldt de forsamlede atter på knæ for
ham. Kun få blev stående, og Jarco gik rundt til hver og en af
disse tvivlere. Han hilste dem og kaldte dem ved deres fornavn,
hvorefter han besvarede alle deres spørgsmål viseligt og udrettede
undere for dem, indtil de faldt på knæ og i deres nyvundne forståelse
begyndte at tilbede De Sande Guder.
Efter at have omvendt hver eneste skeptiker og besvaret alle deres
spørgsmål, gik Jarco atter op på klippefremspringet og bebudede,
at han nu ville give folket det største mirakel af alle. Aftenen var
ved at falde på, og han lovede folket, at han ville rejse et tempel
til dem, som de skulle komme til allerede den næste morgen for
at bede.