Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

G O T H I A
Vest for Narabond finder vi det gothiske rige. Det er et relativt
ungt rige, og før det blev etableret, var egnen her blot et ufrugtbart
og sparsomt befolket stykke land. Grundet dets overordentlig
strategiske betydning var egnen dog alligevel meget omstridt, og
både Norrland, Paravien og Narabond havde gjort krav på ejerskabet
over egnen.
Befolkningen var - og er fortsat - i overvejende grad norrlændinge,
som er immigreret sydpå i håbet om at kunne finde et mere
attraktivt hjem end det kolde nord. De havde anlagt utallige bosættelser
og opdyrket store dele af jorden. De havde tillige anlagt
fiskerbyer hele vejen ned langs kysten, og udbyttet herfra var så
righoldigt, at det kunne brødføde store dele af Norrland i årets
koldeste måneder. Om end herredømmet over egnen således var
en omtvistet affære, så var befolkningen i overvejende grad af den
opfattelse, at landet måtte betragtes som en del af Norrland.
Denne opfattelse nød dog ingen videre anerkendelse i de omkringliggende
riger. Den vig, som landet var centreret omkring,
udgjorde et oplagt udgangspunkt for adgang til både Norrland
og Darkonien i nord, Narabond i øst, Paravien i syd og Plen
mod vest. Egnen var således af en overvældende stor militærstrategisk
betydning. Derudover var det også den mest oplagte handelsrute
mellem rigerne, og der ville være store formuer at vinde
på at kunne erklære sit herredømme over de velbenyttede karavaneruter.
Tilværelsen som omstridt grænseregion varede ved igennem
adskillige århundreder, og til sidste havde stridighederne nået et
sådant omfang, at de truede med at ødelægge forholdet mellem
rigerne og trække dem ind i en krig, som ingen af dem ville
kunne vinde på. I år 1198 EJ blev der indledt en overvældende
strid, der én gang for alle skulle afklare rigets skæbne. Gotherne
gjorde imidlertid indædt modstand, og ved stor snilde og gennem
gudernes magt formåede de at presse deres fjender tilbage
og tvinge dem til at anerkende deres autoritet. Denne strid er for
eftertiden blevet kendt som ’menneskekrigen’, og er en skelsættende
begivenhed i Gothias historie.
Dermed var kimen lagt for, at egnen skulle etableres som et selvstændigt
rige, og værre undsagt kontrollen fra samtlige af de
ærgerrig parter. Uanset at ingen af de øvrige riger fandt glæde
ved permanent at skulle afgive sit krav på denne vis, så var det
for sent at omgøre det hændte, og man måtte erkende, at det
eneste alternativ var en altomsluttende krig, mod et standhaftigt
folkefærd, der trodsigt nægtede at opgive deres frihed. Man anerkendte
derfor det nye rige i år 1204 EJ og gav det navnet Gothia.
Riget har nu været en selvstændig enhed i godt og vel tre århundreder.
I disse år har gotherne levet en afsondret og anonym
tilværelsen uden at blande sig meget i verdens gang. Folket har
heller ikke været tilbøjelige til at tage nye tiltag til sig fra omverdenen,
og tilværelsen har derfor ikke ændret sig mærkbart igennem
årene.
Befolkningen er stadig præget af den gamle norrlandske livsstil,
hvor styrke, ære og anseelse er de fundamentale grundbegreber.
Adskillige århundreder med barske livsvilkår, har desuden gjort
folket meget fåmælte og direkte i deres adfærd. De er ikke et
udtalt brutalt eller voldeligt folkefærd, men deres adfærd er meget
Riger og Kulturer
96
fysisk, og de foretrækker eksempelvist at afklare stridigheder hurtigt,
kynisk og effektivt ved at lade sværdene tale frem for at give
sig hen med endeløse diskussioner.
Det har givet gotherne ry for at være simple og primitive, men
sandheden er dog nærmere den, at de lever et ligefremt og konsekvent
liv. Gotherne er da også ansvarsbevidste og stolte af natur.
De betragter det som en dødssynd, såfremt en person skulle
bryde en ed eller blive fanget i at lyve, og den blotte beskyldning
om uhæderlighed er tilstrækkeligt til at få dem til at trække våben.
Riget er dog også i en vis grad præget af deres forhold til Paravien.
Paraverne nyder en helt særlig anseelse for deres hjælpende
hånd, der førte til rigets etablering. Man har siden hen forsøgt at
tage store dele af den paraviske kultur til sig, og de gamle norrlandske
traditioner er gennem årene blevet suppleret med et utal
af ridderlige idealer og æreskodekser. Der er også opståen en reel
adelsstand i Gothia, som nyder særlige privilegier, og som har en
nær kontakt til den paraviske elite.
Herudover har man også taget Narabonds traditioner for handel
til sig, og med rigets centrale beliggenhed mellem Paravien, Narabond
og Norrland, er der mange rige handelsruter som passerer
lige lukt igennem. Igennem de seneste år har man formået at
lukrere på dette, og det har ført til opblomstringen af en regulær
borgerlig handelsstand, som nyder stor velstand.
Gothia er dermed et splittet rige, hvor den jævne befolkning
trofast holder de gamle traditioner i hævd og dermed også båndet
til Norrland, alt imens borgerne skeler til Narabond for inspiration,
og overklassen ihærdigt plejer deres bånd til Paravien.
Den nuværende konge, er kong Arhild Sarrassin III. Han kom
til magten for godt og vel 10 år siden, og har efterfølgende vist
sig at være en yderst kompetent konge, der har haft held med at
holde fjenderne borte fra rigets grænser. I de seneste år er han
dog også kommet under anklage for at være for optaget af at
have taget sig for lidt af rigets interne affærer. Store dele af riget
er faldet hen i lovløshed under hans regeringstid, og det er ikke
meget, kongen har gjort for at bringe ro og orden tilbage i riget.
Efter gammel norrlandsk tradition ligger størstedelen af den daglige
magtudøvelse dog hos de lokale høvdinge, og selvom kongen
regelmæssigt forsøger at hævde sig, så har de gamle traditioner
stadig stor magt hos folket. Riget består i overvejende grad af
små landsbysamfund, og hver af dem ledes af en stærk og enerådig
høvding. Folket er da også i høj grad tilbøjelige til hellere at
skue mod høvdingens bud end kongens love i deres hverdag, og
det er således først og fremmest hos adelen, at kongen har en reel
indflydelse.
Igennem årene har kirken også etableret sig som en magtfaktor i
Gothia. Siden riget blev etableret, har De Sande Guder været
anerkendt som den eneste anerkendte tro, og særligt tilbedelsen af
Nimar, Gasnian og Arl har efterhånden fundet en stor udbredelse
blandt folket. Rigets ypperstepræst, Hector de la Vero af Nimars
kirke, har da også etableret som en central magtfaktor i riget, og i
kongens fravær er hans rigets reelle regent.
Udover tilhængerne af De Sande Guder er der også stadig adskillige
mennesker i landet, som stadig sværger til den gamle norrlandske
druidetro. De er ikke velsete blandt kirkens folk, men de
jævne bønder skænker dem stadig stor anerkendelse, og det hører
til traditionerne at invitere druiderne til alle større helligdage.