Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

Religioner
138
DE NYE GUDER
De profeter, der begyndte at prædike efter himmelkrigene, kunne
ikke åbenbare, hvad der var overkommet guderne under himmelkrigene,
men de havde følgende beretning om de begivenheder,
der fulgte i det sønderrevne Aferheim:
Nimar åbnede øjnene og kiggede sig fortvivlet omkring. Han
huskede kun gudernes stridigheder, og hvordan hele Aferheim
var eksploderet i et lysglimt, som endnu brændte i hans øjne. Da
han så sig om, var der intet at se. Alt var dækket af tåge, og han
kunne kun tydeligt skelne den bakke, som han lå på.
Alle de andre guder var forsvundet. Hvorhen vidste han ikke.
Den tåge af intethed, der lå omkring ham, syntes at gennemtrænge
alt, og han havde en følelse af, at der virkelig intet var bag
tågen. Intetheden måtte have taget de øvrige guder og opslugt
dem. Men hvorfor var han selv tilbage?
Han satte sig opgivende ned. I sit stille sind vidste han, at det
påhvilede ham at skabe Aferheim på ny. Gudernes hjem måtte
aldrig gå bort. Han følte sig imidlertid så uendelig træt, og han
havde mere lyst til blot at læne sig tilbage i græsset og lade intetheden
tage ham.
Da han stirrede ud i tågen så han imidlertid hvordan den langsomt
trak sig tilbage, og dér på jorden neden for bakken, lå hans
gamle ven Gasnian. Han skyndte sig ned for at se til ham, og
drog et lettelsens suk, da han mærkede, at han blot sov tungt.
Nimar så sig omkring. Intetheden havde trukket sig længere
tilbage, og dér i en lille lund var den skønneste kvinde, han havde
set. Hun sad på en træstub og redte sit lange lyse hår. Hun
var klædt i en hvid kjole og havde en guldhalskæde rundt om
halsen. Rundt omkring i lunden kunne Nimar se nogle fugle og
andre små dyr.
Der var Lyane, Sissiannas og Buranias datter. Nimar frydede sig
ved tanken om, at hun var sluppet ud af tågen, men da hun rejste
hovedet og så på ham, kunne han læse i hendes tårevædede øjne,
at begge hendes forældre var borte.
Nimar rettede sig op og bevægede sig hen mod Lyane for at
trøste hende, men inden han nåede at tage tre skridt, stoppede
han op. Noget holdt ham tilbage. Han vendte sig om, og kunne
først ikke se noget. Da begyndte han imidlertid at kunne skimte
noget ude i intetheden. En skikkelse stod ensom og alene midt i
tågen, og det så ud som om tågen omsluttede og dansede omkring
personen.
Tågen begyndte at trække sig tilbage, og nu kunne han se hvem
det var – Dilarna. Hun var Fanabinas barn ligesom Flarn og
Girak. Hvem deres fader var, havde hun aldrig villet oplyse, men
Nimar havde i sit stille sind længe frygtet, at faderen ville vise sig
at være af dæmonisk herkomst, eller måske endda en manifestation
af rall selv.
Han gøs, og stirrede stift på hvordan hendes lange sorte hår og
askegrå kjole blafrede i en vind, der ikke var der. En ubehagelig
kulde udsprang fra hende, og hvor hun stod, var alt dødt.
En hest vrinskede bag ham, og Nimar vendte sig om. Der på
toppen af bakken stod en prægtig hvid hest, og på sin ryg bar
den en rytter. Manden på hesten bar en skinnende rustning, og