Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

STYRE
Santillias elvere er formelt underlagt fyrstefamilien Akanthus’ bud.
Deres reelle indflydelse er imidlertid kraftigt begrænset, og de
fleste elvere kan leve flere hundrede år uden at blive påvirket af
Akanthus-slægtens magt. Fra fyrstefamilien vælges en fyrste, der
er den øverste hersker i Santillia. Den nuværende fyrste er Tanaya
Akanthus, der har siddet på posten siden år 3 EH.
Principielt er Santillias fyrste underlagt højkongen i Eislonien, da
riget i gammel tid blev oprettet som et underordnet rige til Eislonien,
men tusinder af år er passeret siden da, og Keladonslægten
er efterhånden ophørt med at udøve deres indflydelse over Santillia.
Fyrstens position er traditionelt gået i arv til det ældste barn, ved
hans død - der er ikke blevet skelnet mellem kønnene. Det er dog
også set, at titlen er blevet videregivet til den afdøde fyrstes ægtefælle
eller broder.
Udover fyrsten, har der siden år 52 EJ været opretholdt et råd,
bestående af repræsentanter fra Akanthus-familien samt fire af de
ældste og mest prestigefyldte slægter udover denne: Rimfrost,
Egeblad, Sølverrosen og Istezari. Pladserne i senatet er gennem
tiden skiftet mellem forskellige familier; enten fordi en siddende
familie har mistet sin anerkendelse, eller også som et udslag af
politiske aftaler og forsoningsgaver.
Rådet fungerer som fyrstens rådgivere og forlængede arm. De
har ingen selvstændige beføjelser over riget, men medlemmerne
tildeles ofte betydningsfulde opgaver, og der er stor prestige forbundet
med at kunne bære rådsmedlemmernes traditionelle blå
og hvide kåber. Rådet har til huse i en spektakulær bygning ikke
langt fra Akanthusfamiliens palads i Midterriget.
Grundet skovelvernes frie og ubundne natur er både fyrstens og
senatets reelle magt over dem dog begrænset. Fyrsten foretager
sig kun de meste nødvendige handlinger, og lader ellers gerne sit
folk leve frit. I stedet har de lokale stammeledere en fremtrædende
position, og det er ofte dem folket skeler til, når der skal træffes
afgørende beslutninger. Hver stammeleder er enerådig over
sin flok, og hos de fastboende stammer, anerkender man også
stammelederes ret til at råde over territoriet.
Santillias fyrsterække:
7400 FJ – 6750 FJ: Achillea Akanthus
6750 FJ – 5811 FJ: Meltinir Akanthus
5811 FJ – 5273 FJ: Meliane Akanthus
5273 FJ – 4256 FJ: Niesa Akanthus
4256 FJ – 3634 FJ: Pil Akanthus
3634 FJ – 2415 FJ: Natteskær Akanthus
2415 FJ – 1525 FJ: Orchis Akanthus
1525 FJ – 593 FJ: Rimfrost Akanthus
593 FJ – 22 FJ: Sølvskær Akanthus
22 FJ – 52 EJ: Tusindfryd Akanthus
52 EJ – 993 EJ: Løvfod Akanthus
993 EJ – 1239 EJ: Sølvskær Akanthus II
1239 EJ – 1469 EJ: Måne Akanthus
1469 EJ – 3 EH: Ingen fyrste. Santillia
ledes af rådet.
3 EH – nu: Tanaya Akanthus
Riger og Kulturer
108
RELIGION
I tiden før himmelkrigene var Santillias elverfolk i altovervejende
grad tilbedere af Sissianna. Det syntes absurd, at man kunne elske
nogen gud højere end den moder, der altid havde støttet sine
børn og stået ved deres side. I Santillia så man derfor forundrede
på, hvordan nogle af Eisloniens elvere betragtede andre af guderne
som mere ærværdige end hende.
Santillias folk anerkendte ganske vist, at elverne var et resultat af
Nimar og Rinas kærlighed til deres datter, og huskede altid at
ære dem derfor. Enkelte gik endda så vidt, som til at betragte
dem som ligeværdige til deres anerkendelse. Folket havde dog
kun én moder, og ingen gud kunne overgå Sissianna. Man anerkendte
ganske vist de enkelte elveres ret, til at vise de øvrige guder
respekt, og ingen blev lagt for had, hvis de åbenlyst erkendte
deres tilhørsforhold til andre guder end Sissianna. I stedet blev de
mødt med en dybfølte og ægte forundring, og man tog i høj
grad deres bekendelse som et udtryk for afvigelse.
Da indtraf himmelkrigene imidlertid, og i de fatale dage faldt
skovelvernes tilværelse fra hinanden. Sorgen over Sissiannas fald
var større blandt Santillias elvere end hos noget andet folk på
Niraham. Både unge og gamle så det som enden på alt godt, og
adskillige elvere drog blot ud i skoven for aldrig siden at vendte
tilbage. Blandt de resterende fik sorgen frit løb, og hver og en
faldt de hen i fortvivlelse.
Da Lyane snart efter åbenbarede sig for dem, blev deres store
sorg erstattet af en glæde uden lige. Om end de ikke havde fået
deres elskede moder tilbage, havde de i hendes datter atter genvundet
den kærlighed, der havde været dem forundt, og de fleste
elvere i Santillia vendte sig mod hendes lære uden så meget som
et øjebliks tvivl.
Som blandt Eisloniens højelvere, var der dog også de af skovelverne,
der i sorgen over Sissiannas fald ikke så glæden ved Lyane.
I stedet betragtede de deres racefæller, der så hastigt var konverteret,
som forrædere mod Sissiannas minde. Skovelverne har
imidlertid ikke for vane at pleje sorgen længe, og der var kun få,
der stadig begræd Sissianna efter de første år. Disse elvere var
imidlertid håbløst fortvivlede, og adskillige gav afkald på livets
gaver i sorgen over deres moder. Andre vedblev med at påkalde
sig Sissianna, og som tiden gik, blev de mere og mere fanatiske i
deres tro. Der går endda fortællinger om skovelvere, som har
begået de mest frygtelige gerninger, i håbet om atter at kunne
genvinde Sissiannas gunst.
Visse af Santillias elvere har i stedet for Lyane vendt sig mod
andre af guderne. Tilbedelse af Nimar er vidt udbredt, og det
accepteres glædeligt, da man føler at hans veje, er med til at holde
kontakten til de gamle tider ved lige. Andre tilbeder Gasnian
for hans visdom, Tara for hendes livgivende elementer, og en
sjælden gang imellem ses der også tilhængere af Jorin.
Skovelverne har desuden en langvarig tradition for at tillægge
druidetroen stor værdi. I modsætning til menneskenes druider,
anerkender de elviske fortsat De Sande Guders lære men betragter
druidelæren som et nyttigt supplement hertil. Siden himmelkrigene
er druidernes anseelse blandt elverne øget, og deres betydning
i samfundet er tilsvarende blevet større. Druiderne betragtes
som et bindeled til naturen, og det påligger dem at varetage
mange af stammernes faste ritualer. Herudover holder druiderne
også gammel viden og visdom i hævd.