Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

hun lod dem falde i en dyb søvn. Herefter nedsænkede hun deres
legemer i rall, og så hvordan det forandrede ikke blot deres væsen
men også deres sind.
Da de vågnede fra deres dvale, så Fanabina hvordan deres legemer
var blevet sorte som natten, og deres sind var blevet dystre
og ondskabsfulde. Sortelverracen var skabt, men af angst for de
andre guders straf, tog Fanabina sine skabninger med tilbage til
Niraham, og skjulte dem i grotter langt under jorden. Her skulle
de forblive i skjul, indtil hun en dag ville påkalde sig deres hjælp.
Fanabina var imidlertid ikke tilfreds. Hun var stædig, og ønskede
ikke blot at ændre på Rinas værk - hun ville skabe sit eget. Hun
formede derfor en håndfuld grove statuer i sten, og lod disse
svøbe i rall. Længe ventede hun, og til sidst skete det, at de gav
livstegn fra sig. Dermed blev orker, trolde og gobliner skabt. De
var imidlertid primitive og grimme væsener, og Fanabinas vrede
ville ingen ende tage. Hun blev så forfærdet over deres mangel
på ynde og intellekt, at hun stødte dem fra sig, og satte dem i
Nirahams fjerneste udkant. Hendes sidste ord til dem var en
forbandelse.
"For hver en tanke gjort af stolthed. For hver en handling gjort af kærlighed.
For hvert ord gjort af venskab. Lad da være en tanke af svig, en
handling af ødelæggelse, et ord af vrede."
RACERNES STRID
Der skulle ikke gå længe, før orkerne mødte dværgene, og de to
racer kastede sig over hinanden i en nådesløs kamp. Dværgene
led meget, og da Djorka så hvor ulykkelige hans skabninger var,
gik han til Nimar.
Nimar blev forfærdet over Fanabinas forræderi, og han tog den
resterende mængde rall fra hende, og skjulte den i en så fjern egn
på Niraham, at hverken hun eller nogle levende skabninger burde
kunne finde elementet igen.
Djorka bad indtagende Nimar om at fjerne orkerne fra Niraham,
men sket var sket, og Nimar ønskede ikke at tage et liv, som først
var givet – uanset at det var forbandet og præget af ondskab.
Tidens sand kunne ikke hældes tilbage, og Nimar måtte afvise sin
søn.
Herefter forlod Djorka sin familie i raseri. Han skulle imidlertid
ikke vandre alene længe. Fanabina havde set og hørt, hvad der
var foregået, og med besnærende ord vandt hun Djorkas sympati,
indtil han en aften begav sig til hendes leje. Det gav liv til to
nye guder, som fik navnene Ragil og Burania.
Ragil så, hvordan orker og dværge bekrigede hinanden, og følte
glæde herved. Han nød enhver form for handling og nyskabelse,
og kampene gjorde, at tilværelsen på Niraham aldrig blev ensformig
eller triviel. Han hånede derfor orkerne:
”Se! De rene er kønnere end jer, men jeg ved hvordan det kan få en
ende.”
Han skabte herefter sværd og økser af jern fra dværgenes miner,
formede buer af skovens træ, og skabte al slags gifte af troldenes
blod. Disse gav han til både orker og dværge, hvorefter han
opildnede dem endnu mere, indtil de to racer til sidst levede i
evig krig med hinanden.
Religioner
135
”Nu kan I få hævn over dem, der har ydmyget jer.”
Niraham var i mange år efter præget af stor sorg, og guderne så
hvordan deres skabninger led. Der var i denne tid intet sted hvor
sjælene kunne søge tilflugt, når legemet havde lidt overlast. De
sårede måtte derfor leve med deres sår i flere år, og kunne i al
den tid kun bede om nåde, men aldrig forvente at en sådan blev
dem forundt.
Da Burania så, at de lemlæstede og ituslåede gudebørn led, bad
han Nimar om at give dem en mulighed for at få lindret deres
smerte og finde fred. Nimar tog et hjørne af Aferheim, og gjorde
det til et rige for de skabninger, der led mest. Burania kaldte
stedet for Paulun, og når Nirahams skabninger havde lidt nok,
ville de nu dø, og deres sjæle blive ført til Paulun. I Paulun var
der hverken ondskab, pinsler eller ulykke. Der var intet – absolut
intet. Omkring Paulun lavede Nimar en mur, og i muren satte
han Krystalporten.
Først nu så Gasnian det fulde omfang af Fanabinas forræderi, og
han blev rasende. En nat samlede han sine skabende kræfter, og
blæste nyt liv ind i hende. Han spåede, at afkommet ville forårsage
hendes skabningers fald, og den næste morgen kom Aram til
verden.
Selvom ingen længere led, var meget af skønheden i Niraham
forsvundet. Ragil havde bragt krige og ufred med sig, og Burania
havde taget mange af verdens børn til sig. Sissianna var fortvivlet,
men vidste ikke hvad hun skulle gøre, så i sin nød gik hun til
Nimar, for at han skulle tage affære.
Nimar var fortabt, da hans datter kom til ham med tårer i øjnene.
Uden at gøre indvendinger skabte han en ny race i den nyfødte
Arams skikkelse – Han lavede et nyt væsen for hvert af de, der
allerede levede på Niraham, så de kunne opretholde balancen
mellem de andre racer. Disse nye skabninger fik nogle få af de
andre racers egenskaber, og Nimar kaldte dem mennesker, hvorefter
han lod Rina blæse liv i dem.
FRIERGILDET
Sissianna blev kønsmoden, og både Aram og Burania var forelskede
i hende. Begge ønskede de, at hun skulle blive deres mage,
og de gjorde længe kur til hende. I den sidste ende valgte hun
dog Burania, thi det var ham, som havde givet hendes skabninger
lindring i Paulun.
Som et tegn på hendes kærlighed, gav hun ham de tårer, som
hun havde grædt over sine børns sorg – fire ædelstene, der skulle
være hans til evig tid. Aram var imidlertid rasende over at blive
afvist. En nat, hvor Burania og Sissianna lå og sov, sneg han sig
ind i Buranias mægtige tempel og stjal de fire tårer. Derpå steg
han højt op i skyerne og kastede tårerne i hver sin retning ned på
Niraham.
Da Burania vågnede og så at hans elskedes kærlighedserklæring
var borte, blev han rasende, og et voldsomt skænderi brød ud
mellem ham og Aram. I fortvivlelsen over have mistet Sissiannas
gave, begav Burania sig herefter i lange perioder ad gangen til
Niraham for at søge efter tårerne, og lod Krystalporten være låst
i denne tid, således at de af Arams børn, der døde mens han var
borte, ville være tvunget til blot at lide, indtil han atter vendte
tilbage.