Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

Z A R A’ BA S H
Langt mod syd - i de omfattende ørkenområder, der præger det
sydlige kontinent - finder vi det storslåede zarabiske rige. Det er
et land befolket af mørkladne og stolte menneskestammer, som
igennem årtusinder har trodset de barske vilkår og formået at
skabe en af de mest glorværdige kulturer, som verden endnu har
set.
Riget har sit ophav i de frie ørkenstammer, der i tidernes morgen
vandrede over stepperne og i ørkenen. Med tiden slog de sig ned
og etablerede store byer, hvor der blev gjort op med fortidens
primitive levevis, til fordel for et liv med højkultur og en værdsættelse
af kunsten og de videnskabelige færdigheder. Folket
værdsatte det skønne og ophøjede, og med tiden udviklede den
zarabiske kultur sig til et enestående samfund, hvor kloge hoveder
brugte deres dage på at være innovative og nyskabende.
Det er hér, at størstedelen af de videnskaber, som vi i dag tager
for givet, har fundet deres udspring. Udover naturvidenskaben
kan også matematikken, filosofien og de første menneskelige
skriftsprog føres tilbage til Zara’bash. Alt imens højkulturen
blomstrede i Zara’bash var resten af Nirahams menneskelige
samfund stadig ikke meget mere end barbariske klaner, og alle
har de det zarabiske rige at takke for de kulturelle fremskridt, som
de siden hen har nydt glæde af.
Særligt har den zarabiske hovedstad Cartheero til alle tider udmærket
sig som hele Nirahams kulturelle samlingspunkt. Det er
en position, som byen i disse tider har måttet afgive til Etos, men
når Nirahams vismænd omtaler Cartheero, er det stadig med en
særlig blanding af stolthed og respekt. Også de øvrige tre storbyer
i Zara’bash; Juncater, Badra og Khajdba nyder stor anerkendelse
både i og udenfor riget.
Ikke hele Zara’bash er dog præget af denne højkultur. Den største
kulturelle udvikling har fundet sted i rigets større byer, der alle
er beliggende i de nordlige egne ud til enten Kamirrhavet eller
Dhallhavet. I syden har tilværelsen typisk været væsentlig anderledes.
Her lever de gamle nomadestammer stadigvæk som de har
gjort det igennem tusinder af år, og de nægter at tage de nyere
tiders tiltag til sig. De vandrer omkring på stepperne med deres
flokke af dyr, og opsørger kun byerne, når de har behov at handle.
De er imidlertid et sjældent syn, og der kan gå flere år, før de
viser sig, for da snart efter at forsvinde ud på stepperne igen.
Uanset zarabernes storhed, så er det dog værd at bemærke, at
langt fra alle får glæde af de kulturelle goder i riget. Zara’bash er
præget af enorme forskelle på høj og lav, og det betragtes som
en selvfølge, at velhavende personer har ret til at holde slaver.
Rige købmænd kan eje og beskæftige op mod tusind slaver, og
selv de simple borgere i byerne ejer ofte en slave til at tage sig af
husholdningen. Slaverne fødes ind i deres stand, og har kun
ringe mulighed for at blive givet fri. Det antages at nær ved halvdelen
af den zarabiske befolkning er slaver, og tilværelsen for
disse er ofte præget af et hårdt og kort liv.
Denne del af samfundet er imidlertid kun sjældent synlig for
udefrakommende. I stedet bliver øjet fanget af den overvældende
pragt, der kendetegner de zarabiske byer. Hvert eneste hus er
næsten et lille palads i sig selv, og alle bygninger er overdådigt
udsmykket. Det er et almindeligt træk hos zaraberne, at de ynder
Riger og Kulturer
92
at udstråle rigdom og velstand. Den zarabiske livsstil dikterer, at
rigmænd bør skilte med deres formuer, for kun ved at vise deres
værd, vil de kunne få den anerkendelse, som de fortjener. Personer,
der i stedet skjuler deres velfærd og gemmer deres rigdomme
af vejen, anses for skamfulde, og vil blive mistænkt for at
have kommet til sin velstand på uhæderlig vis.
Det er i det hele taget et gennemgående træk, at alle zarabere
værdsætter rigdom og materielle goder højt. Også visdom og
intellektuelle værdier betragtes som noget enestående. Filosoffer
og store videnskabelige begavelser indenfor eksempeltvist medicin,
retorik og astronomi har særdeles høj status, og det forventes
af alle velhavende borgere i riget, at de tillige forstår sig på disse
klassiske discipliner.
Denne forherligelse af tankevirksomhed har da også affødt nogle
af de viseste mennesker, som Niraham endnu har set, og særligt
sætter zaraberne en stor ære i at Cartheero var fødested for selveste
profeten Jarco.
STYRE
Al magt i Zara’bash ligger hos sultanen. Han er rigets øverste
leder, og fra sit palads i Cartheero råder han over liv og død for
hver eneste sjæl i riget.
Uanset at sultanens magt er uindskrænket, og hver eneste zaraber
principielt er bundet til at efterleve og om nødvendigt gå i døden
ved hans bud, så udøver han dog sin autoritet med en udtalt
varsomhed. Sultanen har ingen nævneværdige hærstyrke til sin
disposition, og han betragtes heller ikke som værende indsat af
guderne, som man ellers ser adskillige andre steder på Niraham.
Sultanen må således råde og regere ud fra folkets velvilje, og han
har ikke andre styrker at trække på, end sine egne personlige
egenskaber. Det har gennem tiden ført til utallige oprør, hvor
magtsyge rigmænd har forsøgt at lægge sig ud med sultanerne.
Visse af dem har haft held med deres foretagende, og da har
man blot på diplomatisk vis afsat den tidligere sultan og erstattet
ham med en ny, der blev betragtet som mere værdig. Væbnede
oprør er til gengæld sjældne i riget, da det at skride til våben
bliver betragtet som en overilet og uværdig handling, der først og
fremmest udtrykker manglende intellektuel formåen.
Den nuværende sultan er Ahriman Ibn Hajdi Ibn Uhra.
Omkring sig har sultanen et antal storvisirer, der tager sig af de
mest almindelige handlinger, som sultanen ikke selv har tiden til
at beskæftige sig med. De udpeges ofte blandt rigets største vismænd,
og har ofte næsten lige så meget magt som sultanen selv.
Det meste af tiden råder de på eget initiativ og uafhængigt af
sultanen, og det at modsætte sig en storvisir betragtes som en lige
så stor forbrydelse, som at modsætte sig sultanen.
Når sultanen dør, overgår magten i riget som oftest til en af hans
visirer. Det sker dog ofte, at sultanen har sørget for at mindst en
af hans sønner har en sådan position, og der er med tiden opstået
en tradition for, at magten går i arv fra far til søn.
I hver af rigets fire store byer er indsat en lokal magistrat, som
sørger for at sultanens love bliver efterlevet. Magistraten sørger
desuden for at afklare stridigheder mellem de handlende og
blandt de almene indbyggere i byen, i tilfælde af at der skulle
opstå konflikter, som kræver mægling.