Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

P A R AV I E N
Sydvest for Narabond, på den fjerne side af Gothia, er det gamle
riddersamfund Paravien at finde.
Igennem århundrederne har Paravien været et forbillede for de
vestlige riger, og nordens regenter har altid forsøgt at skele til
den paraviske levevis, når de har truffet beslutninger af afgørende
betydning for deres undersåtter.
Det var i det paraviske rige, at Nirahams første ridderkultur opstod,
for efterfølgende at brede sig til riger som Narabond og
Emyr. Det er ligeledes arnestedet for nogle af de største kulturelle
og videnskabelige udviklinger, Niraham endnu har kendt til.
Ridderkulturen er fortsat vidt udbredt i Paravien. Den er det store
ideal, der binder hele riget sammen, og de gamle begreber er
således ikke kun af betydning for rigets forsvar, men udgør også
hele nøglestenen i samfundets sociale orden.
Paravien er etableret som et gennemført feudalt rige. Alt land i
riget ejes af godt og vel 40 adelsmænd. Deres jorde betragtes
som selvstændige lener, og indenfor hvert len er adelens herredømme
uindskrænket. Deres ord er lov, og de råder enevældigt
over deres undersåtters liv og død. Landet lader de forpagte af et
større antal vasaller, der får ret til at dyrke jorden mod at betale
herremændene en årlig afgift i guld, samt stille mænd til rådighed
i krigstid.
Paravien er således præget af et udtalt social skel. Øverst i samfundet
sidder den adelige elite, og har rådigheden over både land,
rigdomme og militær i riget. Under dem findes den jævne pøbel,
der i altovervejende grad består af simple bønner, der lever under
herremændenes bud, og er tvunget til at efterleve deres ønsker i
et og alt. Det sociale skel er noget nært ubrydeligt, og det er
sjælden set, at nogen simpel paraver formår at overvinde det.
Denne samfundsopbygning giver imidlertid en ellers uset stabilitet
i riget, og det gør det muligt for adelsstanden at lægge deres
kræfter andetsteds. Det forventes således, at enhver paraver, der
er af adelig byrd, fra barnsben sendes til et af rigets mange akademier,
hvor de bliver oplært i krigsførelsens ædle kunst. Træningen
er hård og krævende, men når de er udlærte og slås til riddere,
er de paraviske adelssønner imidlertid også nogle af de mest
kompetente krigere, man kender på Niraham. Da adelen desuden
besidder uhørte rigdomme, vil de også være yderst veludrustede.
Uddannelsen på akademierne forbereder imidlertid også ungersvendene
til livet i de højere kredse. De introduceres således til
klassiske intellektuelle færdigheder som filosofi, retorik og etikette,
og udover at være frygtindgydende krigere, vil enhver paravisk
adelssøn således også udgøre en veluddannet og attråværdig
gemal.
Den mest kendte af de paraviske ridderslægter, er ordenen kendt
som Nimranns riddere. Igennem århundreder har de været en stor
magtfaktor både i og udenfor Paravien, og man mener at vide, at
deres orden er den ældste ridderorden i Niraham. Deres særlige
status stammer helt tilbage fra Jarcos tid, og det berettes, at ordenens
stifter blev velsignet med Nimars kraft af Jarco selv. Siden
da har Nimranns riddere ihærdigt plejet deres tilknytning til Nimar,
og det er alment kendt, at Jarcos ligklæde – det stykke silke,
man svøbte Jarco i efter hans død – befinder sig et sted i krypten
under ordenens slot.
Riger og Kulturer
89
Paravien har - sin store styrke til trods - altid forsøgt at holde sig
ude af verdens større konflikter. Ridderne har formået at forsvare
deres rige mod alle fjender, som har truet dem igennem tiden,
men de har kun sjældent selv indledt deres krige. Den fred og
fordragelighed, der hersker i riget, skyldes således i høj grad
adelsslægternes tilbøjelighed til blot at afskære sig fra omverdenen
og lade Nirahams øvrige riger om at udkæmpe deres konflikter.
Selv nu, hvor Det Chatonske Imperium i øst har påbegyndt en
nådesløs erobringskrig, har paraverne undladt at komme de øvrige
riger til undsætning. I stedet ser de blot til, og lever ud fra en
opfattelse af, at de med deres overlegne militære færdigheder, vil
kunne slå chatonerne tilbage, såfremt de nogensinde skulle nå
Paraviens grænse.
Denne holdning har medført stor forundring blandt resten af de
nordlige riger, og man er begyndt at betragte paraverne som et
arrogant og selvforherligende folk. Det til trods, så nærer man
dog fortsat stor respekt for deres kultur, og det er en enestående
ære for en narabonsk adelssøn at blive optaget på et paravisk
akademi. De, der vender tilbage med titlen ’ridder af Paravien’, kan
være sikre på at nyde stor anerkendelse blandt sine slægsfæller
resten af livet.
STYRE
Al magt i det paraviske rige ligger som anført hos adelen. Den
simple bonde har ingen indflydelse på sit eget liv, og der venter
ham en hård straf, hvis han forsøger at sætte sig op mod sin
herre. Herremændene kan dog umuligt varetage alle de administrative
opgaver, som deres lener byder på, og som oftest bliver
magten dermed fordelt til et antal betroede rådgivere. Disse vil
ofte selv være af adelige stand - enten fordi de er i familie med
herremanden, eller også fordi de er fra en nærtstående familie, og
er bragt ind i herremandens hushold grundet deres store vid eller
intellektuelle færdigheder.
Visse dele af lenets mindre betydningsfulde opgaver overlades
dog til en kreds af ikke-adelige, som på grund af deres kendskab
til eksempelvis handel eller landbrug har en større indsigt i det
givne emne end de adelige selv. At være optaget hos lensherren
på denne vis, giver dem en særlig status, der hæver dem over
resten af pøblen. Yderligere vil deres årlige indtægt fra dette arbejde
ofte overgå en simpel bondes hundredfold. En del af magten
i riget er således overdraget til denne klasse af lavadelige, og i
krigstider - hvor store dele af adelen er optaget andetsteds - vil de
kunne opnå en betydelig magt. Særligt har opkrævningen af
skatter traditionelt været en af de mest prestigefyldte poster, der er
blevet overdraget til lavadelen.
Blandt de førende adelsmænd i Paravien udpeges en konge, der
indsættes som rigets regent, og som bestrider denne titel indtil sin
død. Han har ikke mange beføjelser, og overlader i det store hele
blot rigets vel og vel til de enkelte herremænd. Hans beføjelser
udtrækker sig principielt set kun til disse herremænd, og kongen
har ingen autoritet over land og befolkning i de enkelte lener.
Kongens første og fremmest opgaver er dermed blot at afklare
stridigheder mellem de adelige, og se til at rigets affærer udadtil
bliver afviklet på en hensigtsmæssige måde. Det er først i krigstid,
at kongen for alvor træder i karakter. Da indtræder han som
kommandør over rigets forenede styrker, og hver en ridder i
Paravien er underlagt hans bud.
Den nuværende konge er Kong Arkiel af Nimranns orden.