Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

Få år efter Jarcos åbenbaring begyndte Markaerne imidlertid at
gøre sig bemærket, da de pludseligt og uden forudgående varsel
angreb og besejrede flere af de nærliggende stammer. Menneskene
i denne del af verden levede fortsat i seminomadiske stammesamfund,
og deres liv havde ikke ændret sig synderligt igennem
århundrederne. De var derfor fuldstændig uforberedte på markaernes
angreb, og de af stammerne der ikke overgav sig frivilligt
blev nedkæmpet på stribe.
Året efter de første sammenstød begyndte der at brede sig et
rygte om hvordan en ny krigsherre var kommet til fra syden og
med sit følge af fremmede krigere havde underlagt sig markaernes
folk. Han bragte mange forandringer med sig, og havde
snart omdannet det fredelige og traditionsprægede folkefærd til en
formidabel krigsstyrke, som han nu slap løs blandt alle de omkringliggende
stammer.
Som sit hovedsæde valgte han sig et at markaernes gamle templer,
og rundt om det sprang der en by op, som han gav navnet
Chato. Livet, der fulgte i Chato, var hårdt og barskt, men også
præget af mange herligheder. Den nye hersker gjorde markaerne
til et dedikeret krigerfolk, men lærte dem også mange forunderlige
hemmeligheder om agerbrug, arkitektur og smedekunst. Ingen
under hans banner sultede nogensinde, og hvad landet ikke
selv kunne forsyne folket med, plyndrede de med stor succes fra
deres naboer.
Gennem årene forsøgte adskillige af de nærtliggende samfund at
gøre op med markaerne og deres adfærd, men ingen af de primitive
stammer kunne stå mål med den organiserede og veludrustede
krigsmaskine, som de mødte, og alle som en måtte de se sig
slået og deres land inddraget under chatonsk herredømme.
Som årene gik, voksede byen Chato sig stor, og den husede snart
flere tusinde indbyggere. Efterhånden som hæren underlagde sig
større og større landområder blev krigsbyttet også fragtet til byen,
og livet her var præget af en hidtil uset rigdom. Store bygningsværker
rejste sig snart også over byens tage, men ingen af dem
kunne stå mål med det storslåede palads, der prydede byens midte.
Kejseren selv syntes umættelig efter magt og rigdomme, og som
årene gik kommanderede han hæren længere og længere ud.
Uanset hvor den rejste hen, syntes ingen imidlertid i stand til at
stoppe den. Efter godt 400 år var Chato blevet til en central
magtfaktor i det østlige Niraham, som ikke var til at overse. Kejseren
syntes ude af stand til at begå fejl, men alderen var ved at
indhente ham. På trods af at han var velsignet med et ualmindeligt
langt liv, var han dog ikke udødelig, og i år 391 EJ blev han
afløst af sin ældste søn. Under ham fortsatte chatonerne imidlertid
blot deres hidtidige fremfærd, og i år 521 EJ havde de vokset sig
så store, at de omfattede størstedelen af det østlige maldúnske
rige.
Den krig, der nu fulgte, syntes uundgåelig. Chatonerne var
umættelige efter land og magt, og selvom de maldúnske folkefærd
var spredte og uden fælles herskere, så formåede de alligevel
at forene deres styrker mod denne fælles fjende. De to folkeslag
var nogenlunde jævnbyrde i størrelse, men maldúnerne viste sig
imidlertid hurtigt at være håbløst underlegne overfor de veltrænede,
krigsvante og tungt bevæbnede chatonske styrker, og på kun
15 år havde chatonerne slået enhver modstand ned. Det Chatonske
Imperium var en realitet, og kejseren lod sig udråbe som
folkets gud.
Verdenshistorien
203
EMYR
Også i den centrale del af det maldúnske rige - i egnene mellem
Narabond og Det Chatonske Imperium - kunne man følge hvordan
de nye tider og De Sande Guder påvirkede verdensordenen,
og hvordan det traditionelle liv man havde levet i årtusinder langsomt
blev forandret og svandt bort.
Folket her havde, i modsætning til resten af de maldúnske samfund,
længe haft en følelse af fællesskab og samhørighed. Allerede
omkring år 400 FJ havde Hargrim hin Hårde samlet folket
under sit lederskab, og selvom riget var løst defineret og folket
kun sjældent mærkede kongens tilstedeværelse, så betragtede
folket sig dog stadig som en del af en fælles kultur.
Dermed havde det også været lettere for kongens slægt at samle
folket med ydre fjender, og igennem årene var riget blevet skånet
for større angreb udefra. Det havde dog haft sin pris. I erkendelsen
af hvilke farer der truede landet, havde rigets herskere lagt
stor vægt på altid at opretholde et stærkt og veludrustet forsvar.
De havde taget enhver nyskabning indenfor krigskunsten til sig,
hæren var da også en de største og mest effektive, man kendte i
det nordlige Niraham. Det var imidlertid sket på bekostningen af
den jævne befolkning. Hæren blev forfordelt i enhver henseende,
og de simple bønder levede ofte en fattig og yderst tilbagestående
tilværelse uden mange glæder i livet.
I den sydlige del af landet var livet dog væsentlig anderledes.
Kamirrs folk havde endnu ikke et fast etableret rige og deres
befolkning var så sammenblandet med den maldúnske i nord, at
det var vanskeligt at skelne de to fra hinanden. Kejserne i nord
tillod sig da også indenfor visse rammer at befale over Kamirrfolket
i syd, men loyaliteten i disse egne var som oftest langt fra
overvældende.
Hvad der kendetegnede Kamirrs folk var de mange nyskabelser,
som de havde taget til sig igennem årene. Hvor folket i nord var
traditionsrige og langsomme til at omstille sig, havde Kamirrfolket
for længe siden lært nytten i at tage nye tiltag til sig, og de
havde tilrettelagt deres liv til nu blot at blæse i forandringens
vinde. Efter at have lært om De Sande Guders kræfter, havde
Kamirr-folket derfor heller ikke været længe om at konvertere.
De havde også været mere nyskabende og udadvendte, og igennem
årene havde egnen markeret sig ved sine rige købmænd og
bugnende lagre af guld. Det var dog tillige kendt, at også pirater
holdt til i havnene her, hvilket kun bidragede yderligere til regionens
økonomi.
Hvor befolkningen i nord således ofte levede et koldt og barskt
liv, kunne sydlændingene svælge i luksus og nyde en afslappet
tilværelse uden mange bekymringer. Dette resulterede gennem
årene i en vis misundelse blandt de nordlige maldúnere, som blev
modsvarede af en følelse af ophøjethed blandt de sydlige.
Befolkningen ud mod Kamirrhavet havde på kun få år konverteret
til De Sande Guder, og også i de nordlige regioner indså man
fordelen i at have gudernes kræfter med sig. Her var det imidlertid
et privilegium at få indsigt i gudernes mirakler, og at blive
oplært som præst var en ære, som var forbeholdt de få.
Som årene gik, øgedes konflikterne mellem det barske og krigeriske
nord og det kultiverede syd. I et forsøg på at gøre op med
disse interne stridigheder, blev der i år 566 EJ sendt en delegation
fra syden for at mødes med kongen og et antal herremænd fra