Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

Sortelvere af blandet blod
Uanset hvor utænkeligt, det nu måtte synes, så går der endnu forlydender
om sortelviske kvinder, der i tidligere tider har begået den
store forbrydelse at forurene racens blod, ved at formere sig med en
mand af en anden race.
En sådan gerning betragtes som en unævneværdig forbrydelse, og
store dele af folket vil fornægte, at noget så nedværdigende nogensinde
skulle have fundet sted, og tilmed med et sådant resultat, at der
kom et afkom ud af det.
Der synes imidlertid at være troværdige pålydender om, at Niraham
igennem tiderne har set enkelte krydsninger mellem mennesker og
sortelvere, der om end de har været udstødt og jaget af begge folk,
alligevel har formået at overleve til en høj alder.
Den blotte eksistens af halvblodede sortelvere har imidlertid været en
hån mod Fanabina, og hvis de er blevet opdaget af renblodede
sortelvere, har ikke kun de, men også den formastelige moder, været
sikker på at møde deres endelige.
Siden de turbulente år, der fulgte i underverdenen umiddelbart efter
himmelkrigene, har sortelverne strammet ubønhørligt op overfor
enhver afvigelse af racens sande natur, og den blotte omtale af halvblodede
sortelvere er blevet bandlyst. Det fornægtes, at der skulle
eksistere flere halvblodede sortelvere på Niraham - i underverdenen
såvel som på overfladen, og skulle det mod al forventning ske, at
man fik kendskab til et ukendt eksemplar af blandet blod, vil dette
blive nådesløst jaget og ikke få fred, før dets lig er brændt på bålet.
FYSISKE KARAKTERTRÆK
Udadtil besidder sortelverne mange af de samme karaktertræk,
som kendetegner overfladens elvere. De er høje, slanke og smukke
væsener, og de fremstår overfor de øvrige racer, som om de
har en særlig aura af ophøjethed. Deres ører er også lange og
spidse, som en konstant påmindelse om racernes fælles ophav.
Overalt, hvor sortelverne fører sig frem, vil deres holdning alene
gøre omgivelserne opmærksomme på, at de er noget særligt. De
bevæger sig med en lethed og ynde, som ingen almindelig dødelig
kan gøre sig forhåbninger om at efterligne. Sortelverne vinder
ikke anerkendelse gennem beundring, men gennem en følelse af
fascinerende og forbudt skønhed. Ikke desto mindre er de lige så
opsigtsvækkende som deres lyse brødre, og på trods af at de
fleste racer med rette frygter sortelverne, kan ingen alligevel sige
sig fri for den spirende nysgerrighed, der vokser i alle ved mødet
med denne dystre race.
Det fysiske kendetegn, som mere end noget andet kendetegner
sortelverne, er dog deres mørke hudfarve. Hver eneste tomme af
sortelvernes hud er sort som natten, og selv deres øjne synes at
have et mere dystert skær end de øvrige racers. Deres hudfarve
bleges ikke af solen, og forandres heller ikke med alderen. Sortelvernes
hår varierer i farve fra mørkt til lyst. Det er dog de sortelvere,
der har kridhvidt hår, der regnes for de smukkeste. Sortelvernes
kvinder lader som oftest deres hår gro langt, og det samme
gør mænd af høj status. De menige mænd må dog sætte
praktiske hensyn over skønhed og holder det derfor typisk kort.
Racebeskrivelser
40
Sortelverne har endvidere en udbredt tradition for at sminke sig i
ansigtet og på kroppen. De maler gerne deres ansigtstræk op
med hvidt eller andre lyse farver, og udsmykker sig med symboler,
der tydeligt tilkendegiver deres hus og rang samt religiøse
tilhørsforhold. Det er desuden også almindeligt, at præster og
magikere lader sig udsmykke med magiske runer og symboler.
Der er dog også de sortelvere, der undlader enhver sådan udsmykning,
idet de mener, at sortelveren af natur er perfekt, og
ikke bør prøve at ændre på dette med streger og farver.
Sortelvernes syn er anderledes end både elvernes og resten af
verdens børn. Som børn af underverden ser sortelvere naturligt
godt i mørke, og selv uden nogen lyskilde, kan de stadig skelne
de mest grundlæggende konturer fra hinanden. De ser til gengæld
en smule dårligere i dagslys end elverne, men selv her er
deres syn stadig væsentlig bedre end menneskerne. I de tidligste
tider nedkaldte elverne Rinas forbandelse over sortelverne, og i
tusinder af år efter brændte solen deres øjne og gjorde dem næsten
blinde om dagen. Dette stilnede imidlertid af igennem årene,
og efter himmelkrigene og Rinas fald er sortelverne nu ikke længere
påvirkede af hendes forbandelse. De befinder sig ganske vist
stadig bedre om natten end om dagen, men det er udelukkende
et spørgsmål om smag og behag, og ikke om fysisk ubehag.
Herudover er der kun nogle få og ubetydelige forskelle på sortelvere
og elveres fysik. Den største forskel på de to racer ligger
således i deres adfærd og mentalitet.
De mandlige sortelvere vil i almindelighed være mellem 170 og
190 centimeter høje, og veje mellem 70 og 90 kilo. Det er ikke
muligt for sortelvere at blive overvægtige, men blandt krigerne
formår man dog gennem intensiv træning at oparbejde en vis
muskelmasse.
Kvinderne vil som oftest være 170 til 180 centimeter høje og veje
mellem 50 og 70 kilo. De er mændene fysisk underlegne, men
udmærker sig ved at være snedigere og have større intellektuelle
kapaciteter. Blandt kvinderne er det ilde set at udføre fysisk arbejde,
og de sætter en ære i at fremstå elegante og yndefulde.
Sortelverne kan blive op mod 1500 år gamle. Dette sker imidlertid
kun yderst sjældent, da så gamle individer ofte vil være særdeles
magtfulde, og derfor også udsat for en konstant trussel fra
yngre og mere ærgerrige konkurrenter. Som oftest vil sortelvere
leve indtil de er omkring 700 til 800 år, på hvilket tidspunkt de
vil have skabt sig så mange fjender, og tilranet sig så store
mængder magt, at døden luren bag hvert et hjørne.
En sortelver vil være fysisk udvokset som 80-årig, men vil som
oftest først blive betragtet som voksen, når han har bevist sit værd
overfor racen. Det sker sjældent før omkring dens 100. leveår, og
det vil ofte blive markeret ved at sortelveren bliver givet en særlig
opgave af stor betydning, som - hvis den fuldføres - angiver at
personen nu er værdig til at indtræde i de voksnes rækker. Sortelvere
bliver ved med at udvikle sig mentalt resten af livet, og deres
sind sløves ikke med alderen. De udviser først fysiske alderstegn
omkring deres 1000. leveår, og når de indtræder, vil sortelverne
som regel gøre alt hvad de kan for at skjule dem.
Ligesom elverne, er sortelvernes legemer mere skrøbelige end
menneskers. De kompenserer dog for dette igennem en langvarig
og hård træning og et stærkt sind. Sortelvere er meget modstandsdygtige
overfor elementernes racen, og der skal noget nær
det utænkelige til, før de bukker under for naturens luner.