Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

TANKESÆT
Alt ved sortelvernes livsanskuelse er præget af deres nære lighed
med deres skaber og gudinde, Fanabina. Ligesom hende, er
sortelverne ondskabsfulde, bedragerisk og manipulerende væsener,
der hylder den personlige vinding, og ikke skyer nogle midler
for at hæve dem selv over deres racefæller.
Blandt sortelverne er det begreber som status og autoritet, der
betragtes som de højeste idealer. Det er en naturlig del af deres
livsstil at konstant stræbe efter noget større og bedre, og de skyer
ingen midler for at nå deres mål. For de fleste sortelvere bliver
livet derfor til en konstant kamp for at forbedre sin position i
hierarkiet. Det er en fuldt ud accepteret del af sortelvernes tilværelse,
at den hurtigste vej mod toppen ofte sker på bekostning af
ens nærmeste. Udover konstant at søge op i hierarkiet, må sortelverne
derfor også evigt og altid vogte deres ryg for de af deres
racefæller, der står under dem og som higer efter deres position.
Uanset deres egoistiske tilbøjeligheder, så er mord blandt sortelverne
imidlertid sjældne. At ty til fysisk vold bliver set som den
sidste udvej, og der er noget primitivt og barnligt over at skulle
benytte sig af så banale midler for at nå sine mål. I stedet foregår
magtkampen gennem den sociale struktur, hvor hver enkelt sortelver
ved intriger og personlige alliancer forsøger at sætte deres
konkurrenter i et dårligt lys og derigennem hævde sig overfor
dem. Skulle det endelig blive nødvendigt at skaffe en konkurrent
af vejen, betragtes det som god kutyme at gøre dette med en vis
elegance og stil. Et drab på en konkurrent har ikke meget betydning,
hvis det ikke også formår at sende et klart og tydeligt signal
til resten af folket.
Der er imidlertid ikke kun mellem de enkelte sortelvere, at der
finder en ihærdig rivalisering sted. I erkendelse af, at flere personer
i fællesskab ofte kan nå mål, som individerne ikke selv formår,
har sortelverne sluttet sig sammen i et utal af huse, og der
bliver også konkurreret ihærdigt mellem hvert af disse.
Rex Domina
Sortelverracen er kønsopdelt, og der er betydelig forskel på mænds
og kvinders status.
Forud for himmelkrigene og de år med interne stridigheder, der
fulgte for sortelverne, var samfundet endegyldigt matriarkalsk opbygget
og al magt lå i kvindernes hænder. Deres ord var lov, og mændene
var ikke meget mere end blot slaver og avlsdyr.
Årene efter himmelkrigene, hvor sortelverne var et splittet og sårbart
folk, har imidlertid ført mange ændringer med sig, og sortelverne
har blandt andet gjort op med denne årtusinder gamle tradition. Der
er stadig mange huse, hvor de gamle matriarkalske skikke praktiseres
frit, og særligt i underverdenen er det fortsat en livsstil, som nyder
udbredt anerkendelse. Store dele af folket er imidlertid begyndt at
tage de nye tider til sig.
Mænd og kvinder betragtes nu i højere grad som ligestillede, og de
bliver som udgangspunkt bedømt på baggrund af deres evner frem
for deres køn. Blandt ligestillede mænd og kvinder synes der dog
fortsat at være en udtalt tilbøjelighed til at kvinden fremstår som den
dominerende part.
Racebeskrivelser
42
Sortelverne betragter sig selv som en overlegen race i relation til
alle andre af Nirahams folk. De ser sig som hævet over de jævne
dødeliges livsstil, og udtrykker en arrogance uden lige i deres
nærvær. Selv når de er truede og i stor fare, vil sortelverne stadig
se sig selv som noget særligt, og det bliver betragtet som en stor
synd for selv den laveste iblandt dem, at underkaste sig et medlem
af en anden race eller på anden vis at give udtryk for en
underlegen adfærd.
Denne stolthed og arrogance har imidlertid også været racens
største hæmsko gennem tiderne. Uanset hvor store trusler sortelverne
står overfor, vil de stadig finde det nedværdigende at skulle
indgå kompromiser eller på anden måde skulle acceptere de andre
racers magt. De vil hellere gå døden i møde med oprejst
pande, end at opleve følelsen af det personlige nederlag, der er
forbundet med at indfinde sig på andres vilkår, og utallige sortelvere
har gået en unødvendig død i møde blot på grund af deres
stolthed. Også sortelvernes tilbøjelighed til konstante interne stridigheder
har udgjort en hæmsko i deres stræben efter at underkaste
sig de andre racer, og det er vidt og bredt kendt, at racens
største fjende til alle tider har været dens egne medlemmer.
OVERFLADENS SORTELVERE
Uanset hvad der hidtil er skrevet om sortelvernes livsstil, så er det
værd at bemærke sig, at dette først og fremmest handler om den
traditionelle levevis, som der opretholdes i underverdenen.
Efter at sortelvernes forsøg på at underlægge sig resten af Niraham
slog fejl, trak de sig tilbage under jorden, og værnede ihærdigt
om deres gamle levevis. De sortelvere, som endnu opholdt
sig på overfladen, blev afskåret fra deres brødre i underverdenen,
og måtte i evigheder leve med kun en sporadisk kontakt til resten
af racen. Truet fra alle sider, blev de med tiden nødt til at indstille
deres levevis på denne nye tilværelse, og mange af racens træk
blev efterhånden udvandet.
Siden hen er der opstået store uroligheder i underverdenen, og
særligt i tiden efter himmelkrigene var der mange huse, som gik
en usikker fremtid i møde. Flere af de mere radikale og frisindede
huse blev tvunget på flugt, og da de ikke havde flere steder at
løbe hen, søgte de mod overfladen. Også religiøse afviger fandt
snart deres vej til overfladen, og efterhånden opstod der en tradition
for at søge i eksil her, hvis man som sortelver fandt livet i
underverdenen for farligt.
Sortelverne på overfladen har derfor altid været en kende afvigende
i forhold til den oprindelige sortelviske kultur. Man er gået
bort fra mange af de dogmer, der anses for en fast bestanddel af
kulturen i underverdenen, og de resterende livsmønstre følges
knap så slavisk, som blandt resten af racens medlemmer.
Denne afvigende livsstil har imidlertid ført til, at man i underverdenen
betragter overfladens sortelvere som noget lavere og mindre
værdigt, end de der opretholder den traditionelle levevis, og
der er langt fra alle overfladens sortelvere, som har begiver sig
dertil frivilligt.
Lejlighedsvist sker det imidlertid, at sortelverhuse fra underverdenen
ser det potentiale, der ligger i at drage mod overfladen for at
bevise sit værd. Ved at underlægge sig de herboende huse, og
udbrede racens magt over de øvrige racer, vil de kunne etablere
deres position på overfladen for sidenhen at vende tilbage til
hæder og anerkendelse i underverdenen.