Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

SKABELSESBERETNINGEN
De rouliske druidetro anerkender ikke den skabelsesberetning,
der er kendt blandt De Sande Guders tilhængere. I stedet har
man dyrket den følgende beretning igennem årtusinder, og mange
af de roulere, som i dag føler den nye tro, sværger fortsat til
den traditionelle rouliske fortælling om, hvordan Niraham blev
til.
STARTEN
Før der var andet, var der 3 æg, der lå i det ældste mørke. Det
mørke, der hedder Grimjod, men som af andre folk kaldes Zaratziel
eller Hel.
Hvor længe de tre æg lå der, er der ingen der ved, men en dag
udklækkedes det ene æg, og ud kom den mægtige kæmpefugl
Rok.
På indersiden af æggeskallen levede der en masse ånder. Disse
ånder blev nu frie, og begyndte at fare hid og did. Rok tog en af
dem, Jægeren Herne, der var den stærkeste, og sagde:
”Du skal vogte de to æg der er tilbage, når jeg ikke selv kan
gøre det, for der er mange onde ånder. Jeg ved det, for jeg var
selv inde i ægget med dem. Som hjælper skal jeg finde en
tjener til dig, der kan gøre opgave lettere for dig.”
Han fandt en ånd, der var stærk og ivrig, og kaldte ham for
Træl, og gjorde ham til jægerens tjener.
Men tjeneren var i virkeligheden Tyven, og der gik ikke længe,
før han så sit snit til at blive alene med æggene. For at Rok ikke
skulle se noget, stak Tyven blår i øjnene på ham, og stak så af
med æggene.
Det er således Tyvens skyld, at vi skal se dårligere om natten end
om dagen, for det er netop forskellen på nat og dag, om det er
det gode eller det dårlige øje, han har åbent.
Jægeren satte efter Tyven, så snart han fik dette at vide. Han
jagtede ham uden at standse, og omsider blev Tyven indhentet.
Da Tyven var bange for Jægerens vrede, værgede han for sig
med den ene arm, men tabte det ene æg så det knustes.
Men ægget var ikke færdig udruget, og der kom ingen mage ud
af det. I stedet kom jorden Niraham, og inden længe fyldte den
mere end noget andet. Det var en frodig og frugtbar jord, og der
kunne leve mange dyr og vokse mange skove, men da ægget
ikke var ruget færdigt ud, var der også både lidelse og død, og
mange af ånderne sloges med hinanden. Jorden var ikke perfekt,
og det er Tyvens skyld.
For at sikre det sidste æg, byggede Rok en rede på toppen af det
helligste bjerg Roulon. Her ligger ægget, og venter på at det en
dag er rede til at blive klækket.
For at vogte bjerget hidkaldte Jægeren Herne sine to brødre;
Værn, den mægtige beskytter, hvis skjold er ubrydeligt og Stand,
den hellige hvis spyd kan nå alle fjenders hjerte. Herne tog bolig
i en grotte på bjerget, mens Værn vogter fra sletten og Stand fra
skoven.
Religioner
166
Rok kunne ikke både holde øje med sin tabte mage, der nu var
jorden under ham, og ruge på det sidste æg. Derfor valgte han
tre vølver blandt ånderne til at pleje jorden og tilse ægget. Han
gav dem en hule under det mægtigste træ, at bo i, og det er et
træ af dette træs slægt, der blev til roden til alt godt. Navnene på
de tre Vølver er Dana, Ceridwen og Iorwen, men det er muligt at
de er de samme som guderne Rina, Sissianna og Fanabina
Fra under træet, hvor vølverne bor, sprang der en kilde. Den
kilde løber forbi Mur-Ollavan – de lærdes by – og videre ned i
Dybdalen, hvor det hellige ting finder sted.
OM JORGO, KRIGEREN
Det blev besluttet, at Dana og Herne skulle være mager, men
den dag de skulle forene sig, antog Tyven skikkelse af Dana, og
var med Herne i de følgende nætter.
Hermed blev Tyven moder til Hernes førstefødte, og barnet blev
til Jorgo, kaldet Krigeren, men da Herne så at afkommet havde
Tyvens beskidte blod, slog han det for fode, og håbede, ved at
dræbe det, at undgå flere ulykker.
Men Tyven sagde:
”Nu har du syndet imod dit eget blod, og derfor skal de afkom,
som du ønskede at dræbe, leve et liv for hver falden kriger
omkring dit hellige bjerg.”
Og sådan fik Jorgo, Krigeren, nyt liv, for krigen kom igen og
igen til menneskene og Jorgo vokser evigt i styrke.
Jorgo var den modigste siden Herne, og hans styrke er fødet
med vildskab, og den er der ingen der kan måle sig med, men
fordi han er fornægtet af sin fader, og er af Tyvens blod, har han
ingen ære, ingen visdom og kender kun til ødelæggelse. Det er
hans skyld, at der er krige, og det er i hans navn at krigere fra
mange klaner, ved sommerens begyndelse, tager navn af mallere,
og drager på plyndringstog.
Jorgos maning
Der var engang en dreng, der jagede på de små skråninger i nord.
Da hørte han dybe trommer og mægtige skridt, og han så Krigeren,
der var på vej for at angribe det hellige bjerg. Drengen advarede
druiderne ved hans landsby, og de blev slået af rædsel. Men en af
dem var meget gammel og han kendte til et gammelt ritual hvormed
man kunne påkalde sig noget af Jorgos styrke og vildskab og give
den til en udmærket kriger.
Man sendte bud til alle klaner om at udføre dette, og så fange den
udvalgte kriger og holde ham fast, således at en del af Jorgos styrke
bliver holdt fra ham og fra det hellige bjerg. Således hjælper vi Herne
og hans brødre i denne kamp med Jorgo.
Når det er den tid på foråret hvor alting er sået, drager Jorgo fra sit
tårn i moserne, og angriber en af de tre brødre der vogter det hellige
bjerg. Her kommer de to andre til hjælp, og Jorgo sendes tilbage,
for ellers ville hele verden gå under i krig.