Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

N A R A B O N D S F O R FA L D
1 EH - 19 EH
Tiderne, efter at Filip Narabond i år 1400 EJ blev indsat som
konge, var præget af fremgang og håb. Man frydede sig over
atter at have en retmæssig konge på rigets trone, og den jævne
befolkning var dybt hengivne overfor deres regent. Man blev dog
ofte mindet om, at ikke alle så forandringen som en velsignelse.
Filip måtte konstant udkæmpe interne politiske slag, da riget
længe havde været delt, og de lokale fyrster havde været vant til
at leve et frit liv uden forpligtelser og uden indskrænkninger i
deres magt. På trods af denne modstand sad Filip imidlertid sikkert
på sine trone i mange år, og nød en sådan støtte blandt
folket, at ingen turde betvivle hans magt.
I en sen nattetime hørte kongens livvagter imidlertid tumult fra
hans sovekammer, og da de trådte ind, fandt de kongen i desperat
kamp med tre maskerede mænd. Inden det var muligt for
vagterne at handle, havde den ene kastet sig for Filips sværd og
med sin vægt tvunget det ud af hånden på ham, hvorefter de
øvrige to overvældede kongen og stak ham til døde. De blev
begge dræbt af hans livvagter under efterfølgende kampe.
På trods af, at de sande bagmænd bag kongemordet aldrig blev
kendt, gik der gennem længere tid rygter ved hoffet, og fire
adelsmænd blev senere henrettet, om end deres forbindelser til
mordet aldrig blev endeligt afklaret.
Efter Filips død blev hans søn Wilhelm Narabond kronet som
konge i år 1428 EJ. Wilhelm var i mangen en henseende sin fars
søn, og han var en god hersker. Han besad ganske vist ikke den
særlige udstråling, som hans fader havde haft før ham, men hvad
han manglede i omdømme, gjorde han op med i økonomisk
snilde. Årene der fulgte, blev en storslået opblomstringsperiode,
og handelen flød, som det sjældent før var set.
I 1449 EJ døde Wilhelm i sygesengen, og han blev efterfulgt af
sin ældste søn Lochtar Narabond. Det fortælles om ham, at han
var en god konge i hjertet, men at han manglede den mening og
mandsmod, som var nødvendig for at kunne herske, som hans
forfædre havde gjort før ham. Han var tillige en noget trind herre,
der i modsætning til sin far og bedstefar hellere førte langvarige
debatter ved hoffet end drog ud i spidsen for hæren, når konflikter
kaldte. Ikke desto mindre var han en godmodig og jovial
konge, og de der stod ham nærmest, holdt ham særdeles kær i
deres hjerter.
Kong Lochtars svagheder skulle imidlertid vise sig at få en skæbnesvanger
betydning for Narabonds fremtid. Da himmelkrigene
indtraf, blev landet kastet ud i tumult og oprør. Alle var forvirrede
og usikre på, hvad det havde overgået guderne i det høje, og
hvor der var mange som sørgede og bad, var der også dem, der
benyttede rigets svækkelse til at hævde dem selv.
I år 1 EH brød et storstilet oprør ud, og truede med at sønderrive
det plagede kongerige. Et medlem af den ældgamle Aratholslægt,
Lady Elizabeth Arathol, havde samlet en hær af sortelvere
fra egnene under Kuldens mur, orker fra Rustbjergene, emyrske
lejesoldater og et utal af stridslystne mallere fra nord, og var marcheret
lige lukt mod Narabonds hovedstad.
Verdenshistorien
226
Kong Lochtar var rådvillig og lamslået, da nyheden om den
fremmarcherende hær nåede hans ører. Han faldt hen i en sløv
og handlingslammet melankoli, og låste sig til sidst inde i sine
private gemakker, hvorfra hans tjenestefolk kunne høre ham gå
frem og tilbage, og mumle hvordan slaget allerede var tabt.
Rigets hærførere forsøgte efter bedste evne at samle et forsvar
mod ladyens tropper, men deres fjender var talstærke og overordentlig
kyndige ud i magiens kunst, og over de næste fire måneder
led Narabonds styrker en række voldsomme nederlag indtil
ladyens hær til sidst stod foran Kungstadts porte.
Kampene her blev kort og blodige, men udslaget var givet på
forhånd. Narabonds hær var kun en skygge af sit tidligere selv,
og efter at ladyens troldmænd havde ladet ild og syre falde fra
himlen over byen i fire dage, blev de sidste forsvarer nødt til at
møde hendes hær på åben mark. I undertal og stillet overfor en
styrke, der beherskede den mest frygtindgydende magi, var der
intet Narabonds folk kunne stille op, og dem der ikke blev dræbt,
flygtede hovedkulds fra slagmarken.
Herefter blev ladyens sande motiver imidlertid åbenbaret. Hun
lod de emyrske lejesoldater om at plyndre byen, mens hun selv
tog sine styrker hen til det sted, hvor et af de hellige livstræer
havde vokset siden tidernes morgen. Hun lod sine sortelvere om
at udøve deres mørke kunster over træet, indtil det var svækket i
sådan grad, at lady selv kunne opsuge den livskraft og guddommelige
energi, som træet besad. Således tilfreds med at have nået
sit mål, trak hun nu sine styrker ud af byen igen og marcherede
tilbage til sit skjul i Emyr.
Godt og vel en måned senere havde Narabonds styrke fået omgrupperet,
og der var hentet forstærkning ind fra alle rigets egne.
Den forenede hær kunne da marchere mod Kungstadt, og stødte
her kun på nogle få rester af de soldater, der havde angrebet
byen. Det blev en kort kamp, og snart efter var kongsbyen befriet.
Kong Lochtar selv var ikke blevet set, siden byens mure faldt.
Hans gesandter havde ganske vist formået at få ham og resten af
den royale familie ud af byen i tide, men deres følge var aldrig
nået frem til det aftalte mødested. Snart efter fandt man imidlertid
liget af både Lochtar og hans ældste søn, og man antog, at de
var blevet dræbt af sortelviske snigskytter under deres flugt.
VICTOR VAN HESSEN
Efter fundet af kong Lochtars lig blev hans næstældste søn, Nikolai
Narabond, indsat som konge over riget. Snart efter begyndte
det imidlertid at rygtedes, at Nikolais sind var forstyrret og at han
ikke var ved sine fulde fem. Den tidligere konge havde forsøgt at
skjule dette for folket, men det blev nu alment kendt, at kong
Nikolai Narabond var mere eller mindre sindssyg. Denne tilstand
var kun blevet yderligere forværret, da han havde lært om sin
fader og broders død, og folket gav ham nu tilnavnet Nikolai den
Gale.
Rygterne talte sandt, og efterhånden som kong Nicolais sygdom