Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

Elverne i Eislonien kæmpede stadig en ihærdig men naiv kamp
for overlevelse. De levede i overbevisningen om, at krigslykken
kunne vende hvert øjeblik det måtte være, og at de ville sejre til
sidst, hvis blot de fortsatte deres modstand. Gennem årene ændrede
de kun marginalt på deres krigsførelse, og man holdt ihærdigt
de gamle traditioner ved lige.
I Santillia var man tvunget til en anden og mere dyster erkendelse.
Da sortelverne angreb, havde næsten alle de elviske fyrster
været bosat i eller omkring de tre store paladser, Eislon, Vetas
eller Baiar, og de havde holdt deres hær i denne del af skoven.
Santilliaelverne havde derfor kun haft ringe beskyttelse under
krigen, og de blevet ramt særlig hårdt af sortelvernes hærgen.
Mere end halvdelen af Santillia var faldet, og de overlevende
elvere levede i en konstant frygt for den dag, hvor også de ville
se flammerne rejse sig i horisonten.
Om end Eisloniens elvere led meget, så var det intet til sammenligning
med hvad der overgik folket i Santillia. De var forsvarsløse,
og kunne kun se til mens deres familie og nære faldt for sortelvernes
klinger. Desperationen mundede ud i frustration, og
man delte en følelse af at være blevet efterladt af fyrsterne i øst.
Adskillelsen mellem de to riger, der først kun havde været fysisk,
begyndte også med tiden at sætte sig på sindene.
Menneskene led ikke i samme grad som elverne. Deres race formerede
sig hurtigt, og hver af deres døde blev snart erstattet af to
nye. Det kom dem kun yderligere til gode, at sortelvernes fremstød
ikke var rettet mod deres race, men alene mod det elviske
folk og neldorerne. De blev derfor ofte skånet for den hensynsløse
nedslagtning, som elverne måtte lide under.
Verdenshistorien
182
RINA
Situationen var håbløs, og det elviske folk måtte erkende, at deres
race langsomt var ved at uddø under dette nådesløse angreb.
Deres eneste håb var at vende sig mod himlen, og bede til guderne
om hjælp.
Deres bøn blev hørt.
Vi ved fra Jarcos beretning, at Rina selv hørte deres bønner, og
at hun blev dybt fortvivlet ved synet af, hvad der var overgået
hendes børn. Hendes vrede over Fanabinas forræderi var frygteligt,
og hun forbandede Fanabina og alle hendes skabninger.
Som skaber var Rinas godhed uendelig, men det var intet til
sammenligning med den vrede hun nu følte, da hun som en
forfærdet moder så sine børn lide og dø.
Hun fordømte hver eneste af Fanabinas sortelvere, og forbød
deres race at leve under solens stråler. Solen selv skulle være
deres største fjende, og overalt hvor de viste sig for den, ville
dens stråler brænde dem til aske.
For at støtte sit folk sendte Rina også tre mirnere til dem. De var
gudelige tjenere, som betrådte Niraham i skikkelsen af smukke
unge elverkvinder. Elverne gav dem tilnavnet de tre søstre, og de
vandrede længe blandt deres folk, og lærte dem om den højeste
magis kunst. Hidtil havde elverne ganske vist været enestående
indenfor magiens veje, men mirnernes visdom øgede deres kundskaber
tifold, så de nu ville være overlegne i mødet med sortelverne
og Fanabinas kræfter.
6 3 0 0 F J