Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

Blandt ligene af de dræbte kultister fandt man adskillige højt
rangerende adelsmænd, og en storstilet efterforskning gik i gang
blandt rigets adelige. Under tortur afslørede flere af disse, hvordan
de i sin tid havde medvirket til at skabe strid blandt adelen
og hoffet, således at rigskansleren ville få let ved at tilrane sig
magten. Om deres afgudstilbedelse indrømmede de, at de på
rigskanslerens opfordring havde dyrket dæmonen Valknarr gennem
mere end ti år, og at det var dæmonens magt, der havde
gjort gamle kong Nicolai syg, og havde givet Victor van Hessen
den fornødne magt til at tilrane sig tronen.
Som betaling for dæmonens tjenester skulle kultisterne udbrede
kendskabet til Valknarr og samle folk for at bede til ham, således
at han atter ville kunne få indflydelse i verden. Det havde de gjort
til fulde, og man anslog at antallet af Valknarrtilbedere i Narabond
var adskillige tusinder.
En måned senere vendte rigskansleren tilbage til Kungstadt, og
med sig havde han en hær på næsten hundrede tusind mand.
Kongsbyen var kun let forsvaret, og da Van Hessen red frem for
dens mure og gjorde tegn, kunne indbyggerne blot se til, mens
portvagterne åbnede dørene og lod hæren ride uhindret ind i
byen. Længe havde rigskansleren i det skjulte bestukket byens
soldater med guld og falske løfter, og de adlød nu hans mindste
bud. Også de lokale adelsmænd havde han enten formået at bestikke,
eller også havde han fået sine lejesoldater til at fordrive
jordbesidderne, for efterfølgende at konfiskere deres land og lade
en trofast tjener træde i deres sted.
Om Valknarr
Fortællingen om Valknarr skal finde sin begyndelse allerede for flere
hundrede af år siden. I disse tider var verdens folkeslag bekendt med
gudernes eksistens og om hvordan de kun sjældent selv viste sig for
de dødelig, men ofte lod deres tjenere - mirnerne - om at handle på
deres vegne. Mirnerne var overordentlig magtfulde skabninger, som
var skabt af guderne selv, og hvis færdigheder i enhver henseende
overgik de dødeliges. Blandt mirnerne var der særligt én, hvis navn
gang på gang blev ytret af de dødelige - Ragils øverste mirner, krigens
mægtigste forkæmper, Valknarr.
I umindelige tider havde Valknarr trofast tjent sin herre Ragil og
lystret hans bud, men ved himmelkrigenes indtræden blev det klart,
at han også havde en mere ærgerrig side til sin natur. Da Ragil
forsvandt fra Aferheim, trådte Valknarr nu frem for Nimar og anmodede
om at træde i hans sted. Nimar fornægtede ham imidlertid,
og i vrede tog Valknarr det velsignede sværd Vardunger, der førhen
havde tilhørt Ragil, og forsvandt ned på Niraham.
Her svor han, at han med alle tænkelige midler ville samle folket
omkring sig, koste hvad det vil, og til sidst mønstre en sådan styrke,
at guderne selv blev nødt til at anerkende hans magt og optage ham
som en gud. Ved Ragils tilbagevenden i år 11 EH forbandede han
Valknarr for hans forræderi, og guderne svor, at Valknarr for altid
fremover ville være at anse som en dæmon og en fjende af den
sande tro.
Valknarr lod sig imidlertid ikke kue her, og år for år er hans følge på
Niraham vokset. I disse tider udtales hans navn med stor frygt. Alle
frygter man for den dag, hvor himlen på ny vil stå i flammer, og
krigen mellem guder og dæmoner opslutter Niraham i mørke.
Verdenshistorien
228
BORGERKRIG
Store dele af rigets befolkning var imidlertid fortsat indædte modstandere
af rigskanslerens styre. I Sydlenet rejste de adelige hære
sig, og gjorde klar til at modstå Van Hessen, såfremt han skulle
bevæge sig dertil. Også i Vestlenet var der spredt modstand, men
da lenet primært bestod af fattige bønder, fandt man det umådeligt
vanskeligt at samle en modstandsdygtig styrke.
I Østlenet begyndte man også i det skjulte at købe sig tid, og
under et falskt løfte om at ville støtte op om rigskansleren, begyndte
lenet under DeAndré-familiens ledelse at samle mænd og
våben for at gøre op med Van Hessen.
Året efter begyndte borgerkrigen for alvor, og ved efterårets
komme stod flere dele af riget i brand. Van Hessen havde som
en indledende manøvre sendt store dele af sin hær nordpå, og
under foregiven af at ville underlægge sig Nordlenet, satte han
sin sande invasionsstyrke ind i syd. Han formåede at narre lenets
hertug ud fra sin borg, og ved en dristig manøvre lykkedes dem
ham at besejre sin modstander. Van Hessen tog Sydlenets hertug
til fange, og erklærede sig for hersker over lenet.
I nord var der også spredte kampe mellem kongetro narabonere
og rigskanslerens hære. Også det rouliske folk gik imidlertid ind i
kampene mod rigskansleren, og det lykkedes ham kun at underlægge
sig mindre regioner.
Da Van Hessen begyndte at trække hærens hovedenheder bort
fra syden for nu at koncentrere sig om Nordlenet, satte man et
modangreb ind. Kong Lochtars yngste søn Valdemar var gået i
skjul, efter at rigskansleren kom til magten, og han havde i al
hemmelighed opholdt sig hos DeAndré-familien i Østlenet. Her
havde man støttet ham gennem hans opvækst, og han var nu en
prægtig ung mand, der førte sig frem som en konge, og som ved
adskillige lejligheder havde vist sig at besidde gudernes gunst.
Det var således med Valdemar i spidsen, at en hær drog fra Østlenet
for at møde rigskanslerens styrker. Van Hessen forskansede
sig imidlertid, og undgik direkte konfrontationer. Det blev en
lang og udmattende kampagne. Hver gang rigskanslerens forsvarsværker
var ved at falde, tømte hans mænd byen for hver en
rest af mad og drikke, for derefter at brænde den og de tilstødende
marker af, og flygte til en ny by. Dette fortsatte gennem størstedelen
af året, indtil han langt om længe var trængt helt tilbage
til Midtriget, hvor han forskansede sig i Kungstadt.
I Nord- og Vestlenet så man hvordan krigslykken var ved at
vende, og modstanden mod Van Hessens styre steg. Kirkerne
blev et centralt samlingspunkt, og de formåede på kun få måneder
at samle og udruste skarrer af deres hellige sorte regimenter,
som blev sendt mod Midtriget for at støtte i kampen mod rigskansleren.
DET CHATONSKE IMPERIUM
Sejren over rigskansleren og hans dæmontilbedere syntes nu
langt om længe indenfor rækkevidde. Den folkelige modstand var
stor, og Valdemar var blevet kronet ved en stort anlagt ceremoni
på grænsen mellem Østlenet og Midtriget i år 12 EH. Man var
optimistiske og mente, at det kun var et spørgsmål om tid før
også Kungstadt ville falde, og riget atter ville være befriet.