Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

Da indtraf imidlertid katastrofen.
Længe havde Det Chatonske Imperium udvidet sine grænser i
øst. De sidste mange år havde imidlertid været fredsommelige,
og man formodede, at imperiet var vokset til en sådan størrelse,
at yderligere ekspansion ville være umuligt. Det skulle imidlertid
vise sig at være en fatal antagelse. I år 13 EH begyndte forlydender
om en invasion af Dragegabet at blive kendt i Nordlenet,
efterhånden som norrlandske flygtninge væltede ind over grænsen.
Hver og én berettede de det samme. Uden varsel havde
adskillige legioner af chatonske soldater pludselig en morgen
krydset grænsen til Norrland, og havde påbegyndt et skånselsløst
erobringstogt. De landsbyer, som underkastede sig og ikke gjorde
modstand, led ikke overlast, men blev indlemmet i det chatonske
rige.
Mange lod sig imidlertid ikke sådan kue, og der var brudt store
kampe ud mellem norrlændingene og de chatonske legionærer.
De havde imidlertid alle resulteret i nederlag til Norrlands folk,
og de besejrede norrlændinge var nu på hovedkulds flugt ind
over grænsen til Narabond. Det var nu sikkert at Dragegabet ville
falde, og at chatonerne ikke ville stoppe, før de nåede Narabonds
grænser.
Valdemar havde på dette tidspunkt sejren over rigskansleren indenfor
rækkevidde, men blev nu pludselig nødsaget til at omdirigere
størstedelen af hæren til forsvaret af de nordlige regioner.
Hvad der skulle have været en hurtig sejr over Van Hessen og
hans tilhængere i Midtriget, blev i stedet til en langtrukken og
smertefuld belejring af Kungstadt. I mere end et år holdt kongsbyen
ud, mens kongens folk forgæves håbede på, at rigskansleren
ville overgive sig. Endeligt en morgen så man et hvidt flag vejre
over byens porte. slaget var vundet.
Verdenshistorien
229
Det skulle imidlertid blive en bitter sejr. På en kølig vintermorgen
i år 15 EH red kong Valdemar ind i Kungstadt og blev modtaget
i byen som en sejrende helt. Om end befolkningen var udhungret
efter den langvarige belejring, var der en festlige stemning i luften,
og alle var mødt frem for at hylde kongen. I de seneste år
havde byens borgere gentagne gange mærket rigskanslerens grusomhed,
og de glædede sig nu ved udsigten til på ny at blive
regeret af en retfærdig og velsignet konge af Narabonds æt.
Victor van Hessen selv var imidlertid forsvundet. Der var forlydender
om, at han i en sen nattetime var sneget sig ud af byen,
skjult af sin dæmoniske kraft, og at han havde søgt tilflugt med
sine mest betroede Valknarrtilhængere. Uanset, at dette varslede
flere krige og mere spildt blod, var glæden over sejre dog på
nuværende tidspunkt for stor til, at folket lod sig påvirke heraf.
Snart efter begyndte dystre forlydender imidlertid at sprede sig
over riget, med budskabet om at Van Hessen var draget østpå,
og sammen med sine resterende styrker nu hærgede Østlenet og
spredte panik blandt bønderne. DeAndré-familien havde lidt
kraftigt under kampene, og de havde ikke længere den fornødne
styrke til at tage et endeligt opgør med rigskansleren. Heller ikke
kong Valdemar havde de fornødne styrker til at gøre op med
rigskansleren, og man kunne derfor kun se til alt imens rigskansleren
samlede nye kræfter i Østlenet.
Herefter begyndte det store arbejde med at genopbygge riget og
på ny at skabe orden og stabilitet. Ingen vidste, hvor store dele af
adelen rigskansleren havde haft held til at korrumpere, og den
følgende tid bød på megen usikkerhed og intern splittelse. Kongen
mødte derfor mange udfordringer på sin vej, og alt imens
han gjorde sit yderste for at sikre rigets hjerte, måtte man erfare,
at resten af Narabond gik i forfald og langsomt gled hen i lovløshed
og kaos.