Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

som oftest af en eller flere klaner, der dagligt arbejder ihærdigt på
at forskønne deres hjem yderligere. Der er højt til loftet, og imellem
byerne er der et sindrigt system af grotter og gange, som
binder hele det enorme rige sammen.
Uanset byernes pragt, så er Darkoniens enorme haller fortsat
kronen på værket. De er så store, at flere tusinde dværge kan
finde sig til rette og stadig have rigeligt med plads. Hver væg er
beklædt med fakler og både gulvet, væggene og loftet er kyndigt
udsmykket.
Udenfor Darkonien er dværgene et betydelig mere sjældent syn.
Der ligger enkelte dværgekolonier udenfor riget, men af disse er
det kun kolonierne i Dom Gorr og Karr Gorak i den østlige del
af Det Chatonske Imperium, som er af en sådan størrelse, at de
anerkendes i Darkonien.
Der er ikke mange dværge, som begiver sig udenfor Darkoniens
grænser i løbet af deres liv. Når det sker, er det som regel kun på
kortvarige handelstogter eller i diplomatisk ærinde. Selv da begiver
dværgene sig imidlertid sjældent længere bort end til Norrland
eller Roul-Assin. Det sker dog, at de af og til også ses i
Narabond og i visse af de omkringliggende riger.
Dværgene bosætter sig normalt aldrig udenfor Darkonien, og
hvis de for en stund finder sig et hjem blandt menneskene, så vil
det næsten altid kun være en midlertidig løsning, der er båret af
nød frem for lyst. Det er kun i deres underjordiske haller, at
dværgene for alvor føler sig hjemme, og så snart de får muligheden,
vil de igen vendte tilbage hertil.
RELIGION
Siden den tidligste begyndelse har der kun været én gud, som
dværgene har fundet værdige til deres tilbedelse. De blev skabt i
Djorkas billede, og har altid fundet en enestående samhørighed
ved hans lære. Selv de dværge, der ikke decideret oplæres i Djorkas
tro, skatter ham fortsat højt, da han som gud besidder samtlige
af de egenskaber, der i dværgenes liv indgyder respekt og
autoritet.
Djorka er en handlingens gud, og det er først og fremmest igennem
deres arbejde, at dværgene viser ham deres tilbedelse. At
kaste sig på knæ og bruge timevis på at bede til Djorka vil blot
Runesmede
Dværgene er naturligt skeptiske overfor al magi. Det er kun få af
deres præster, der benytter sig af Djorkas kræfter, og når det sker, er
som regel for at velsigne krigere før en kamp eller helbrede skadede
medlemmer af klanen.
Præsterne benytter sig af særlige runer, som de indfatter i genstande,
og magien knytter sig herefter til selve genstanden. Dværgenes præster
betegnes derfor ofte som ’runesmede’.
Man kender kun til få runer, og de er alle indgraveret i to hellige
sten. Den ene runesten findes i den by, der tilhører højkongen, kaldet
Utogdun, og den anden er en mægtig klippeblok, der er placeret
umiddelbart ud for højkongens trone. Det fortælles, at det var Djorka
selv, der gjorde disse runer, og stenene er noget af det mest værdifulde
dværgene ejer.
Racebeskrivelser
38
være et unødigt spild af tid. I stedet værdsætter han de tilbedere,
som dedikerer sig til deres arbejde, og som skaber kunstfærdige
værker i hans ære.
Dværgenes forhold til religion er dermed en smule anderledes,
end hvad man kender blandt Nirahams øvrige racer. De eneste
tidspunkter, hvor dværgene reelt beder om Djorkas velsignelser,
er når de giver sig i gang med et særlig vanskeligt projekt, som
de ønsker at han skal støtte dem i, ved at styrke deres hånd og
give dem kunstnerisk snilde, så det endelige værk kan blive perfekt.
Dværgene anerkender alle De Sande Guder, men ser dem i højere
grad som en klan, end som en egentlig forening af guddommelige
individer. De nærer stor respekt for guderne, herunder
særligt de af dem, som opfordrer deres tilbedere til konstant at
handle og stræbe efter deres mål. Det er imidlertid kun Djorka,
som dværgene finder værdig til deres uforbeholdne tilbedelse.
Han betragtes som hele racens stamfader, og alene af den grund
er han et forbillede. Hans ord og gerninger betragtes desuden
som et ideal, der bør efterleves. Djorka er ufejlbarlig, og i dværgenes
øjne indbegrebet af alt det, som en ægte dværge bør stræbe
efter.
Dværgene har kun få præster og andre religiøse skikkelser. Eftersom
Djorkas bud tiltaler hver enkel dværg, føler de ikke et særlig
stort behov for at have personer til at tolke hans ord. Dværgenes
præster er derfor oftest blot kyndige håndværkere, der udover
deres almindelige hverv også har en særlig forståelse for Djorkas
vilje.
FORHOLD TIL ØVRIGE RACER
Dværgenes sky og distancerede levevis har sat deres præg på
forholdet til Nirahams øvrige racer. For det meste har racerne
selv været skyld i, at dværgene har afskåret kontakten til dem,
men dværgene har heller ikke gjort meget for efterfølgende at
række hånden ud og opsøge kontakt.
Igennem årene har dværgene derfor været meget isolerede, og de
har holdt sammen som en fælles, ensartet kultur. I dag er der
derfor kun meget små afvigelser blandt de enkelte dværge, og det
følgende gør sig derfor gældende for mere eller mindre alle medlemmer
af racen.
Mennesker har i dværgenes øjne altid været mere af et nødvendigt
onde end noget andet. Dværgene har fået smag for visse af
de handelsvarer, som menneskene leverer, og de har måttet erkende,
at Nirahams fremtid synes at ligge i menneskenes hænder.
Derfor har man igennem årene haft en vis nødtvungen kontakt til
dem. Dværgene er imidlertid konstant mistroiske overfor mennesker,
og som regel med god grund. Menneskene har for længe
siden lært om dværgenes rigdom, og de har ikke skyet nogle
midler, for at tilrane sig dele af den, hvis lejligheden bød sig. Det
er kun norrlændingene og i et vist omfang roulerne, som dværgene
reelt har tiltro til. Alle andre betegnes som fremmede og
bliver undgået så godt som muligt.
Elvere og dværge har altid boet nær hinanden og accepteret hinandens
tilstedeværelse. De er imidlertid så forskellige af natur, at
de har næsten umuligt ved at forstå hinandens livsopfattelser og
tanker. Da dværgene har foretrukket livet i bjergene og elverne
de dybe skove, har de aldrig haft årsag til stridigheder, og der er