Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

RELIGION
Den officielle statsreligion i Zara’bash er troen på De Sande
Guder.
Denne lære praktiseres imidlertid først og fremmest i de store
byer, og det er særligt de mere velhavende borgere, der bekender
sig til De Sande Guder. Zaraberne har dog traditionelt haft en
noget afvigende tolkning af læren. Man har ganske vist ikke modsat
sig den officielle doktrin fra Etos, som forpligter tilhængere til
at anerkende alle De Sande Guder, men der er en udbredt tilbøjelighed
til, at zaraberne udpeger sig en enkelt af De Sande, som
de tilbeder helhjertet, og at de herudover ikke skænker resten af
guderne en nævneværdig anerkendelse. Mere end nogen anden,
har Gasnian altid haft en særlig plads i zarabernes hjerter, men
også Nimar og Tara har fundet vid udbredelse.
Religionen er dog ikke videre synlig i zarabernes liv. Man har
ganske vist for vane at besøge templerne regelmæssigt, og gavmildt
at skænke gaver til sin udvalgte gud, men donationerne går
primært til selve templet, og de bliver betragtet som en betaling
til præstene, for at de kan dedikere deres liv til at tilfredsstille
guderne, så resten af folket kan koncentrere sig om deres respektive
hverv uden at skulle frygte for gudernes modvilje.
Den fremherskende opfattelse blandt zaraberne er tillige, at det
kun er ved sine gerninger, at man til fulde kan tilfredsstille guderne.
Man søger så vidt muligt at leve sit liv i overensstemmelse
med de retningslinjer, som ens udvalgte guddom har meddelt, og
såfremt man opnår sine mål i livet, så tages det som det bedste
tegn af alle, på at guderne er tilfredse.
Handlende kan dermed fryde sig dobbelt over at en indbringende
handel er kommet i hus, for de ved da, at guderne vil finde glæde
ved dem, og de kan leve i visheden om, at de har opfyldt
deres ønsker.
Blandt de sydlige stammer har man imidlertid ikke endeligt konverteret
til De Sande Guder. Om end denne lære har været rigets
officielle religion gennem nærved 1000 år, har folket i disse egne
holdt fast ved deres gamle levevis, og herunder også de tidligere
tiders religioner. De nomadiske folk i ørkenen og på de åbne
sletter bekender sig således stadig til den gamle Kasmanitro, der
tager afstand fra eksistensen af egentlige guder, og i stedet anser
menneskene som noget guddommeligt i sig selv.
For hver generation der passerer, mener man imidlertid, at de
ophøjede og guddommelige træk bliver udvandede, og efterhånden
som søn efterfølger fader, bevæger folket sig længere og
længere væk fra dengang, hvor de selv var guder. Eftersom de
yngre generationer dermed aldrig vil kunne opnå samme værdighed
som de ældre, værdsætte de Kasmanitro derfor de aldrende
og vise. Der er intet højere ideal blandt de Kasmanitro end indsigt
og jagten på viden. Kun gennem en forståelse af verden vil
man kunne genvinde tidligere tiders storhed og holde kontakten
til den tabte guddommelighed i live.
Det er ikke kun de sydlige stammer, der sværger til denne religion.
Den praktiseres også hyppigt blandt slaverne og de fattige, da
økonomi og velstand ikke spiller nogen rolle indenfor Kasmaniens
lære. Religionen tillader selv de nederste i samfundet at
føle, at de er ligeværdige med enhver anden i riget - selv sultanen.
Det har imidlertid også gjort religionen upopulær blandt de
velhavende, som derfor ofte forbyder deres slaver at udøve den.
Riger og Kulturer
93
RELATIONER
Mod nordvest grænser Zara’bash op til Etos. Gennem årene har
Etos opnået en særlig status i Niraham som værende udgangspunktet
for næsten al kultur og videnskab, og bystaten har dermed
overtaget den anerkendelse, som i tidligere tider tilkom
Zara’bash. Det har ført til gnidninger imellem de to riger, og da
der kom oplysninger frem om, at etoisk guld havde købt loyaliteten
hos store dele af den tharkiske flåde, som nu var ved at blive
udrustet til en invasion, blev man nødt til at handle. Siden har de
to riger set hinanden an og man frygter at en invasion fra Etos
måtte være nært forestående.
Mod nordøst blev grænsestaten Aihlann Bachir oprettet for blot
få år siden. Den havde til formål at adskillige Zara’bash fra de
eislonske skove, og skulle også sørger for, at Emyr ikke igen ville
anlægge bosættelser på det sydlige kontinent. Dermed blev krigen
mellem de tre riger, der havde raset i flere årtier, bilagt. Aihlann
Bachir mangler endnu at stå sin prøve, og man ser på denne
fredsordning med en vis skepsis. Der er dog også en vis følelse af
optimisme, og der er mange som håber, at man hermed én gang
for alle kan bilægge de gamle stridigheder.
Mod nord, på den anden side af Kamirrhavet, findes Det Chatonske
Imperium. I de seneste år har chatonerne foretaget en
række fremstød på det nordlige kontinent, og ved hjælp af deres
flåde, har de også haft held til at erobre et antal kolonier i
Zara’bash. Det har vakt harme blandt zaraberne, men lige for nu
har man valgt at holde sig afvende og afstå fra at erklære imperiet
krig. Mange frygter imidlertid, at det kun er et spørgsmål om tid,
før der bryder åben krig ud mellem de to lande, og man nærer
ikke just varme følelser for fjenden i nord.