Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

Nimar genkendte ham som Jorin, der engang havde været en af
hans mirnere, men som nu var ophøjet til gud, og fremstod som
et prægtigt syn, når han sad dér omgivet af et svagt lysskær.
Bag Jorin stod en kvinde, klædt i en kjole bestående af alle regnbuens
farver. Hun så ud til at svæve hen over jorden, og overalt
hvor hun var, syntes en særlig aura at følge hende. Nimar smilte
sørgmodigt til hende, og hun gengældte forsigtigt hans gestus.
Det var Tara – hans og Rinas yngste datter.
Da følte Nimar en voldsom kulde, og han så hvordan tågen trak
sig nærmere sammen om guderne. Han gøs, og Tara løb hen og
knugede sig skræmt indtil ham. Nimar hørte en besynderlig lyd,
og da han kiggede op, så han noget komme rullende hen imod
sig. Det stoppede, da det ramte hans ben. Han kiggede ned, og
så at det var et afhugget hoved – Rinas hoved. Hans mage og
livsledsager var død.
Sorgen ramte ham og formørkede hans syn, og han troede først
at det var et febersyn, der ramte ham, da han så en hæslig skikkelse
træde ud af skyggerne. Det var en stor muskuløs mand,
som var klædt i en mørk pladerustning. Store pigge stak ud fra
den, og blodet løb nedover dens forside. Væsenets hænder var
som store klør, og dets ansigt havde form som et forvredet ulvehoved.
Blodrøde øjne stirrede på Nimar, og dens mund skiltes i
et ondskabsfuldt og hånende smil. Det var Flarn.
Bag ham, godt på afstand af de øvrige guder, stod Girak. Han
var kun ringe af størrelse, men var klædt i en sort kåbe, og fra
skyggerne under hætten var det muligt at ænse et skadefro grin.
Girak udstødte en hånlig latter, og gav sig til nonchalant at kaste
en daggert op i luften og gribe den ved spidsen, som var han
ligeglad, med hvad der var sket.
Jorins hest vrinskede, og ridderen trak sit sværd som han begyndte
at galopere ned mod Flarn. Det lod til, at der selv nu ikke
ville herske fred mellem de to, og Nimar vendte sit ansigt bort i
sorg. Pludseligt lød der imidlertid et sønderrivende tordenskrald,
og mellem de to krigere trådte en midaldrende mand i rustning
frem. ”Stop!”, råbte han, og begge krigere standsede forbløffede
op og trådte et skridt tilbage.
Bag Nimar rejste Gasnian sig langsomt, og så med stor undring
på denne fremmede. Heller ikke Nimar genkendte ham, og han
var oprigtigt forundret over denne person, som pludseligt og
uden varsel havde åbenbaret sig i resterne af Aferheim og nu
udviste en sådan autoritet.
”Niraham har lidt under gudernes krig. Mange af verdens folk er gået
bort, og det samme er hændt jer guder. Nu er det tid til at bygge noget
nyt og bedre. I har alle magten til at rette op på de gamle fejl, så gå nu,
og gør min vilje. Lad mig dog præsentere mig selv forinden. Jeg er Arl.
Gudernes dommer. Det er blevet mig pålagt at våge over jer og opretholde
balancen.”
Derefter sendte han guderne bort. Tågen lettede, hvor de gik, og
de så at Aferheim fortsat bestod. Resten af de gamle guder var
ingen steder at se, og guderne sørgede over deres bortgang. De
havde imidlertid meget at se til, og måtte glemme deres sorg for
en stund. Nirahams folkeslag var forvirrede og hjælpeløse i fraværet
af deres guder, og det var blevet dem pålagt at skabe en
bedre verden.
De gik hver til sit, og i endnu et tordenskrald forsvandt også Arl.
Religioner
139