Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

VALFYLKIERNE
På kong Groatox tid var Roulondalen Roul-Assins bankende
hjerte. Det var her, den Rouliske konge holdt til, og det var her,
den største og rigeste del af befolkningen boede. Siden da har
forholdene imidlertid ændret sig meget, og Roulondalen har nu
en væsentlig anderledes betydning for det rouliske folk.
Groatox førte landet ud i den ene krig efter den anden, og han
trak mere end noget andet på krigere fra Roulondalen. Utallige
af egnens mænd faldt under hans kampe, og endnu flere fulgte i
de følgende år, under en bitter borgerkrig mellem Marsk Aerik
og hans modstandere.
Aeriks periode blev en tid med meget politiske uro, og det gav
plads til store bander af lovløse og mallere, der søgte tilflugt i
skovene og bjergene omkring Roulondalen. Folket var konstant
truet, og de hårde tider satte sine spor blandt den i forvejen
udpinte befolkning.
Alle mænd af Roulondalen var i disse tider edsvorne til marsken,
og dem der ikke kæmpede for ham, kæmpede imod ham.
I årevis var dalens eneste beboere derfor kvinder samt aldrende
mænd og børn. Folkets sikkerhed hvilede således næsten udelukkende
på kvindernes skuldre. Der var ingen andre at søge
støtte hos, og ingen allierede at kalde til sit forsvar.
I de første år var dalens kvinder et let bytte for hærgende røverbander,
og de begyndte derfor snart at trække op på Roulonbjerget.
På bjergets skrænter fandt de læ og en vis beskyttelse.
Fjender kunne spottes på lang afstand, og bjerget var væsentlig
mere ufremkommeligt, end dalen havde været. Det var et hjem,
der var let at forsvare og hvor man let kunne skjule sig fra fjender,
hvis det var nødvendigt.
Det var dog også en barsk egn, og føden var sparsom, men
Roulondalens kvinder fandt alligevel mere tryghed her, end de
havde kendt længe. Freden lod imidlertid vente på sig, og med
tiden opstod en særpræget men enestående kultur, hvor kvinderne
stod for alle tilværelsens nødvendigheder.
Da det rouliske folk i år 1407 lod sig optage som en vasal under
Narabond, fik man langt om længe fred, og tilværelsen blev
atter sikker for rigets folk. På denne tid havde bjergets kvinder -
dalens døtre, eller valfylkiemøerne, som de nu kaldte sig - etableret
et velfungerende samfund på bjergets østside, og de havde
lært at forsvare sig mod verdenen udenfor bjergets skygge.
Valfylkierne havde trænet indædt, og tillært sig en krigskunst,
der var udformet ud fra kvindens fysik. Den var enestående af
sin art, og i kamp udviste de en dødbringende elegance. Deres
færdigheder var uforlignelige, og de demonstrerede deres kunster
uden nåde eller svaghed, når fjender truede.
Siden de tider, er tilværelsen i Roul-Assin blevet mere fredsommelig.
Valfylkierne er imidlertid blevet ved med at praktisere
deres kundskaber, og de tager glædeligt unge kvinder til sig for
at oplære dem. Den dag i dag er valfylkierne stadig enestående
krigere, og fortællingerne om deres yndefulde og dødbringende
kampstil har for længe siden bevæget sig ud over rigets grænser.
De er imidlertid også omgæret af megen mystik. Kun kvinder
optages i valfylkiernes samfund, og Roulonbjerget er forbudt
land for alle mænd bortset fra de største druider og jægere.
Riger og Kulturer
67
Hvor mild var vindens sang
over Roulonbjergets dal?
Hvor skønt var solens skær
som vi kendte det hver dag?
Stolte kriger,
ædle kvinde.
I forgangne tiders sagn
vores fortid vi mindes
vore stemmer giv den navn.
Vil vi vogte dens fortælling
som tid går sin gang?
Vore hjerter fyldt med mod,
sorg og mod.
Vokser blomster vildt igen?
Vil vi aldrig vende hjem?
tid må gå,
tid må læge
Roulondalens sorg.
Kommer fjender, kommer ondskab
gennem passets mørke val,
ondskab som vi ej kan se?
Vinterskovens mørke kval
død består og
blod er rødt.
Truslerne fra fjern og nær,
alle brave sønner falder
for sortblodens sværd.
Vil vi vogte dens fortælling ...
Vi har kæmpet mange dage,
vi har skyttet vore hjem.
Roulons krigere er faldet,
Roulons døtre blevet skændt.
Arven tabt og vi må sikre
blodets minde skal bestå,
tager med os håb og minder
i tid der må gå.
Vil vi vogte dens fortælling ...
Nu hvor vindens stemmer stilne,
solens stråler er grå,
gennem skove, over enge,
bjerget håber vi at nå.
Må vi finde vingers ly,
mod den skygge vi har kendt.
Her vor hjerter finde styrke
til krigen er endt.
Vil vi vogte dens fortælling …
Døtre af bjerget
Tekst: Jane Dixon
Musik: Clannad (Of this land)