Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

for akademiet har udvist en sådan kompetence, at vedkommende
er blevet udpeget uanset sin ringere status.
RELIGION
Buranuselverne har til alle tider været tilhængere af De Sande
Guder. Forud for himmelkrigene havde folket et helt enestående
forhold til Nimar og hans bud, og de var ham loyale til døden.
Visse betroede sig ganske vist til Gasnian eller Sissianna, herunder
særligt de, der var af Magus– eller Akkodia-akademiet, men
der kunne aldrig herske tvivl om, hvilken gud som var den foretrukne
i riget. Samtlige fyrster i Buranus havde da også bekendt
sig til Nimars lære, og det blev anset for en god skik at følge sin
fyrste i denne henseende.
Kort før himmelkrigene skete det imidlertid, at nye profeter begyndte
at forkynde deres lære, og da ordet om Jorins komme
nåede til Buranus, skulle det vende op og ned på deres verden.
Det var en elver ved navn Wilwarian, der i år 1432 EJ - 37 år før
himmelkrigene - for første gang prædikede Jorins bud for
Buranus’ folk. Nimar havde optaget Jorin - sin øverste forkæmper
- blandt Aferheims guder, og han var nu begyndt at samle
sig sine egne tilhængere. Buranus modtog denne nyhed med stor
velvilje, og fyrsten tillod snart efter sit folk at konvertere til Jorin,
såfremt de skulle ønske. Fyrsten selv forblev dog tro mod Nimar
indtil himmelkrigene, hvor også han så styrken i Jorins bud og
lod sig omvende.
Siden da har Jorin været den mest udbredte lære i Buranus. Jorins
ideologier er indbegrebet af Buranus’ mentalitet og livsstil,
og man kan vanskeligt tænke sig, at nogen anden gud skulle
kunne tiltale folket så meget som ham. Der er dog stadig en del
tilhængere af Nimar i riget, og også visse Sissianna– og Gasniantro
holder ihærdigt fast ved deres gamle lære.
VINTERSKOVEN
I år 8 EH spredte sig en stor sorg blandt Nirahams elverfolk. En
delegation af sortelvere havde formået at bryde gennem forsvaret
hos Vinterskovens elvere og havde med gammel magi formået at
plante en spire af ondskab i det livstræ, der voksede her. Skovens
beskyttere var rådvilde, og stod nu uden det beskyttelse, som
livstræet tidligere havde skænket dem.
Blottede og hjælpeløse sendte de bud ud til hvert et hjørne i
Niraham med en bøn om hjælp. Træet var svækket og fjenderne
mange, og folket var for få til at kunne beskytte det. Deres bønner
var imidlertid forgæves. End ikke Eisloniens elverfyrster ville
sende støtte til deres racefæller i vest.
Da trådte Buranus’ folk i karakter. Fyrst Alidon Stella III befalede,
at en styrke skulle mønstres og sendes til Vinterskoven. Hæren
stod snart efter klar, og Attica Stringarth, en hærfører med en
langvarig og succesfuld karriere bag sig, blev givet til opgave at
lede den på den lange og farefulde færd mod nord.
Hærstyrken ankom til Vinterskoven i det følgende år, og påbegyndte
da arbejdet med at opføre en prægtig fæstning nær livets
træ, som skulle være elvernes bastion mod mørket. Da fæstningen
stod færdig, skænkede folket den navnet Stella Luminos.
Siden da har Buranus regelmæssigt sendt forstærkninger til Vinterskoven,
og de har formået gradvist at tvinge sortelverne bort.
Riger og Kulturer
112