Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

kunne se, og den eneste viden, man havde om beliggenheden af
den forjættede by Basaja, være løse og vævende beskrivelser fra
århundrede gamle sagn.
Zaraberne var derfor tvunget til at slå lejr ved bjergkædens fod.
Her opbyggede de en regulær by, hvorfra spejdere hver eneste
dag blev sendt ud i alle tænkelige retninger. Det overmod, som
havde præget dem ved afrejsen, svandt langsomt, og stemningen
i byen blev i stedet mærket af angsten for de fremmede omgivelser,
for snart efter at blive opgivende og modløs.
Dage blev til måneder, og månederne blev til år. Zaraberne finkæmmede
bjergene i jagten på deres fjender, men uden at se et
eneste spor på deres tilstedeværelse. To år passerede på denne
vis, og størstedelen af hæren var atter vendt tilbage til Cartheero,
da heldet endelig tilsmilede zaraberne. En spejderpatrulje, som
var sendt højt op i bjergene, var ikke vendt tilbage ved solnedgang.
Det var i sig selv ikke var nogen sjælden hændelse, men en
delegation blevet alligevel sendt ud, for at se om der var spor
efter dem. På vej ud farede de vild i mørket, og forvildede sig ind
i en dyb kløft. Da solen stod op, opdagede de en skjult passage i
bunden af kløften, der førte dem igennem bjergene, og efter få
timers vandring stod de lige lukt midt i løvens hule. De havde
fundet deres fjende, og i en skjult dalsænkning kunne zaraberne
se et virvar af gråhudede skikkelser – Basaja var lokaliseret, og
neldorernes race levede i bedste velgående.
I al hast trak zaraberne sig tilbage i håbet om, at de kunne nå at
kalde hæren tilbage til Tesslabjergene, før neldorerne opdagede,
at deres tilstedeværelse var blevet kendt – men forgæves. De zarabiske
spejdere var blevet set, og de styrker som stadig befandt sig
i byen for foden af bjergkæden, måtte pludselig se sig overrum-
Verdenshistorien
211
plet af en talstærk og magtfuld fjende, hvis kræfter indenfor magiens
kunst kun var blevet større gennem tiden. Zaraberne var i
håbløst undertal, og der var intet de kunne stille op. Da det sidste
forsvar faldt, sendte de hver eneste mand, som fortsat kunne ride,
på vej mod Cartheero med besked om at alarmere sultanen og
hente forstærkninger.
Herefter bølgede kampene frem og tilbage, og hvad der skulle
have været en hurtig og definitiv nedkæmpning af neldorerne,
endte med at blive et 20 år langt felttog, som sled de zarabiske
hære tynde for kampduelige mænd.
Neldorerne slog bravt fra sig, og mange tusinder faldt for deres
hånd. I den sidste ende var deres antal imidlertid for ringe, og
selv de mægtigste af deres magikere måtte give op overfor de
endeløse menneskemængder som gang på gang skyllede ind over
deres by. I år 1086 EJ tilhørte sejren endelig zaraberne. De resterende
neldorerne var drevet på flugt, og Basaja blev brændt ned
til grunden. Herefter samledes de zarabiske troldmænd, og i en
overvældende magtdemonstration lod de klippesiderne omkring
Basaja vælte ned over de rygende ruiner, således at der aldrig
igen ville kunne rejses et hus i dalen.
Ikke alle neldorer var dog faldet i kampene. Gentagne gange
måtte man sande, at der stadig var grupper af neldorer, der rejste
omkring i junglen, og at deres magiske kundskaber stadig var
store. De var imidlertid kun få, og gennem årene havde man
færre og færre sammenstød med neldorerne. Zaraberne kunne
dog først erklære felttoget afsluttet i år 1163 EJ. Da konkluderede
man dog også, at neldorernes race nu enten var udryddet eller i
det mindste reduceret til så begrænset et antal, at de aldrig igen
ville udgøre en trussel.