Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

lev værre og værre med tiden, så man sig om efter en udvej,
der ville kunne give ham sindets styrke tilbage. Alt blev prøvet,
men forgæves. Der var ingen medicin at få, og kongen forblev
gal.
Da trådte en ung ragilpræst ved navnet Victor van Hessen imidlertid
frem. Han var karismatisk og vis, og hans evner indenfor
medicinens kunst var forbløffende. Han blev af mange anset for
at være kongens eneste redning, og kun få måneder efter at han
påbegyndte sin behandling af kongen, kunne alle og enhver se
mærkbare forbedringer i Nikolais tilstand. Præsten vandt både
kongens og hoffets tillid, og han steg hurtigt i graderne indenfor
adelen såvel som i kirkens rækker. Efter mindre end et år deklarerede
kong Nikolai at Van Hessen var udnævnt til storkardinal og
leder for Ragilkirken i Basilikaen. Han udnævnte tillige Van Hessen
til rigskansler for det Narabonske rige samt til kongens værge,
indtil den dag hvor hans sygdom var kureret.
Denne beslutning forargede mange, og der blev hvisket i krogene
om, at Van Hessen havde manipuleret med kongens sind, og
tilranet sig stillingen som rigskansler på uærlig vis. Rygterne fik
ny kraft, da kongens tilstand kort tid efter udnævnelsen blev forværret.
Han talte uklart, og blev ofte meget hidsig for så pludseligt
at synke ned i et dybt sortsind. Overalt i riget var der en
anspændt stemning, mens man ventede på nye forlydender om
kongens tilstand, og man frygtede det værste, i tilfælde af at han
skulle dø.
Det værst tænkelige skete, og i år 9 EH forkyndte de royale
gesandter, at kongen var fundet død i sin seng.
Herefter forvandledes Kungstadt til et stort summende virvar af
spådomme om, hvad fremtiden ville bringe. Kong Lochtar havde
endnu en søn, Valdemar, som ifølge de gamle traditioner var den
retmæssige hersker til tronen. Han var imidlertid blot 15 år gammel,
og mange mente, at det var for ung en alder til at forvalte et
rige.
Der blev kastet yderligere brænde bålet, da Van Hessen kort tid
efter kongens død præsenterede et opsigtsvækkende dekret. Det
var underskrevet af kong Nicolai selv, og i det erkendte han sin
sindssyge, og som en konsekvens gav Nicolai afkald på sin kongetitel
og overdrog al sin verdslige magt til Van Hessen indtil
hans død. Da det imidlertid ikke var afklaret, om der var tale om
Nicolais eller Van Hessens død, gjorde dokumentet blot forvirringen
total. Ingen af de kongelige rådgivere anede deres levende
råd.
Under al denne forvirring handlede Van Hessen imidlertid hurtigt.
Det blev tydeligt, at han allerede flere år forinden var begyndt
at forhandle med rigets adelige, for at fastlægge deres loyalitet
i tilfælde af kongens død. Da ingen andre nu formåede at
træde frem fra masserne, udråbte Van Hessen sig året efter Nikolais
død til forpagter af det narabonske rige.
Mangen en hertug havde i denne periode forsøgt at gifte sig til
magten ved at ægte en datter af Narabondslægten, og adskillige
havde fremsagt krav om, at Nicolai, på trods af sin unge alder,
skulle krones, da hans blodslinje gjorde ham til rigets retmæssige
regent. Der var imidlertid store stridigheder mellem fortalerne for
de forskellige krav på magten, og da Van Hessen allerede tidligt i
konflikten havde sikret sig alliancer med de mest våbenstærke
hertuger og baroner i riget, kom de kritiske røster til kort, og
man indstillede sig på en tilværelse under rigskanslerens ledelse.
Verdenshistorien
227
VALKNARR
I tre år levede Narabonds borgere et afslappet og behageligt liv
under rigskanslerens ledelse. Van Hessen nød i de første år kun
ringe anseelse blandt royalisterne, og præsteskabet vedblev med
at afvise hans legalitet, og nægtede derfor at udføre nogen religiøs
velsignelse af hans position.
Også mange af de simple bønder var imod denne naturstridige
orden, og de luftede højlydte deres protester mod rigskanslerens
styre. Deres stemmer forstummedes imidlertid hurtigt, da det stod
klart, at Van Hessen udover at være en benådet præst og helbreder,
tillige var en dygtig politiker og en fremragende reformator.
På blot få måneder fik han foretaget adskillige tiltag til at omfordele
rigets ressourcer, og han udrettede hvad ingen konge før
ham havde formået: At beskatte adelen og formidle pengene
videre til rigets fattigste.
Rigskanslerens middel til at holde adelen i skak bestod af store
mængder lejesoldater fra Emyr. Det stod imidlertid hurtigt klart,
at denne private hærstyrke også kunne anvendes mod bønderne
og byernes borgere såfremt de ikke makkede ret, og da de sidste
protester mod Van Hessens styre ikke var forstummet efter to år,
satte han hæren ind mod fem landsbyer – én i hvert af lenerne –
for med disse at markere et eksempel.
Nyheden om disse overgreb blev snart kendt i riget, og rigskanslerens
egne gesandter gjorde deres for at sikre, at alle forstod
konsekvensen af at lægge sig ud med regenten. Det skabte en vis
ro i riget, men på trods af at tiden i almindelighed var præget af
overskud og fremgang, begyndte folket nu ikke desto mindre
også at leve angstfyldt tilværelse, hvor man aldrig kunne vide sig
sikre på rigskanslerens luner.
I år 12 EH blev der kastet nyt brænde på bålet. Forlydender
begyndte at strømme ud fra Kungstadt med ordet om, at rigskansleren
en sen aften havde ladet adskillige kutteklædte personer
eskortere op på slottet, og da en nysgerrig tjenestepige havde
sneget sig ned i katakomberne under dette, havde hun set hvordan
både rigskansleren og de fremmede – hvoraf flere havde
vanskabte og dæmoniske træk – messede dystre riter rundt om et
alter.
Overhovedet for Nimarkirken i Kungstadt, fader Iohan den lyse,
var straks blevet oplyst om dette, og sammen med en håndfuld
inkvisitorer skred han til handling og afbrød kort efter midnat
rigskanslerens ritual. Der var tydeligvis ikke tale om et ritual tilegnet
De Sande Guder, og fader Iohan erklærede tilbedelsen for
falsk, hvorefter han befalede de tilstedeværende at konvertere og
angre deres afgudstilbedelse.
Rigskansleren nægtede, og trak våben mod fader Iohan, hvorefter
der udbrød håndgemæng. Fire af de forsamlede kultister og ti
inkvisitorer blev dræbt, og fader Iohan selv blev hårdt såret. Kirkens
folk måtte erkende, at kampen var tabt, og i en sidste desperat
handling lod Ragils præsteskab rummet opslutte i flammer,
således at ingen levende sjæl ville undslippe.
Det skulle imidlertid vise sig, at rigskanslerens kræfter gik hinsides
selv elementernes rasen. Omsluttet af flammer formåede han
at slide sig ud af de brændende ruiner, og med nogle få overlevende
kultister havde han held til at undslippe kongsbyen i ly af
mørket.