Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

DE TABTE GUDER
Fra de profeter, der vandrede på Niraham efter himmelkrigene
og forkyndte de nye guders komme, har man hørt beretningen
om hvordan gudernes kræfter blev forenet i et mægtigt slag, der
opslugte hele Aferheim. Også guderne forsvandt, og kun to af
dem stod tilbage, da tågen lettede: Nimar og Gasnian.
Profeterne kunne ikke åbenbare, hvad der var overgået de øvrige
af guderne, og verdens folk faldt hen i forvirring og desperation
ved tanken om, at deres guder havde forladt dem. Selv præsteskabet
i Etos, der ellers altid havde udgjort en klippefast støtte, måtte
give fortabt og erkende, at heller ikke de kendte svaret på gudernes
skæbne.
Man frygtede længe, at guderne var døde, og at de aldrig igen
ville kunne vende tilbage til livet. Verdens folk fik imidlertid nyt
håb, da det lykkedes for dværgene at vække Djorka i år 4 EH.
Mens teologer og præster over hele Niraham forsøgte at forklare
dette fænomen, gik de trofaste tilhængere til templerne og faldt
på knæ i håbet om, at også resten af de tabte guder kunne vækkes
på ny.
I år 8 EH fik også sortelverne svar fra deres gudinde, Fanabina,
og menneskene havde ligeledes held med at kalde Ragil til sig i
år 11 EH. Herefter forblev de gamle guder imidlertid tavse. Folk
fra hele Niraham gjorde deres ypperste for at hidkalde sig de
tabte guders opmærksomhed, men det var til ingen nytte.
Der er passeret 6 år siden da, og verdens racer er efterhånden
holdt op med at prøve at kalde de gamle guder tilbage. I stedet
er de begyndt at acceptere verden som den ser ud efter himmelkrigene,
og de fleste har indrettet deres tilværelse på, at det er nye
guder, der hviler i det høje.
De tabte guders skæbne er imidlertid stadig omgæret af megen
mystik. Man har langt fra glemt dem, og teologer fører stadig
ihærdige debatter om hvad der kan være overgået guderne. Den
mest udbredte tolkning blandt Nirahams folk er dog den, at guderne
er faldet hen i en dyb søvn, som det overgår de fleste dødeliges
magt at vække dem fra.
Særligt Rinas skæbne er imidlertid omgæret af en særlig mystik.
Profeterne har fortalt os hvordan Nimar så hendes afhuggede
hoved komme rullende, da tågen lettede over Aferheim. Mange
har tolket dette bogstaveligt, og antaget at Rina måtte være død.
Den overvejende del af Nirahams folk ser det imidlertid som en
symbolsk fortælling. Rina var både den livgivende kraft og den
fælles moder blandt de gamle guder, og billedet af hendes død
ses som et symbol på gudernes bortgang.
De gamle guders skæbne er i det hele taget et følsomt emne,
hvor der er flere åbne spørgsmål, end der er svar. Præsteskabet
selv famler i blinde, og der er igen og igen blevet udsendt tvivlsomme
doktriner fra stortemplet i Etos, som snart efter er blevet
aflyst af nye og modsvarende dekreter. Heller ikke basilikaen har
kunnet give klarhed og ro i sindet til De Sande Guders tilhængere.
Denne omfattende uklarhed har skabt grobund for mange afvigende
tolkninger af den sande lære, og Niraham oplever i disse
år en svækkelse i troen, hvis lige aldrig før er set.
Religioner
153
KRAFTEN I DE TABTE GUDER
Hvad der blot yderligere bidrager til usikkerheden er, at de tabte
guders præster i de seneste år er begyndt at genvinde visse af
deres kræfter fra før himmelkrigene. De er stadigvæk ude af stand
til at tale med deres guder, og de føler heller ikke deres nærvær
på samme vis som tidligere, men visse af dem har erkendt, at de
stadig er i stand til at udføre nogle af de mirakler, som de tabte
guder førhen gav dem kraft til.
Også dette fænomen er blevet debatteret vidt og bredt, og selv
stortemplet i Etos har efterhånden måtte erkende sandheden heri.
Indtil år 12 EH var deres officielle dekret, at enhver præst, der
formåede at udføre mirakler i de tabte guders navn, enten reelt
trak på velsignelserne fra en af de andre guder, eller i værre tilfælde
at det var udslaget af en dæmons indblanding. Siden da har de
imidlertid modereret deres holdning, og den officielle tolkning fra
stortempler er nu den, at de gamle guder alle satte deres præg på
verden, og at verdens folk stadig kan mærke et svagt ekko fra
deres eksistens.
Visse præster fra Basilikaen i Narabond er imidlertid gået videre
end som så. De har deklareret, at de end ikke mener, at de gamle
guder er gået bort. De anerkender ganske vist den udbredte tolkning
om at guderne er faldet hen i en dyb søvn, men de mener
til gengæld også, at de gamle guder stadig våger over Niraham
og en sjælden gang imellem involverer sig i hændelserne herpå.
Denne tolkning har dog mødt en udbredt modstand, og selvom
den ikke formelt er blevet erklæret for afvigende, så tager størstedelen
af De Sande Guders præster alligevel afstand fra den.
Som det er nu, henstår verdens folk imidlertid i en udbredt forvirring,
og det eneste man ved med sikkerhed om kraften fra de
tabte guder, er at det kun er et fåtal af de gamle præster, som
stadig har evnen til at udføre mirakler, og at deres styrke langt fra
står mål med hvad den var før himmelkrigene. Præsterne selv kan
heller ikke give klare svar, og som oftest er de præget af en samtidig
glæde og sorg - glæde ved fortsat at kunne udøve de tabte
guders vilje, men sorg over ikke at kunne mærke gudernes nærvær
og høre deres ord.
De Ti Sande Guder
Før himmelkrigene var religionen alment kendt som De Ti Sande
Guder - dette skyldtes, at der i disse tider var ti anerkendte guddomme,
og at alle overnaturlige kræfter udover disse blev betragtet som
dæmoner.
Efter himmelkrigene blev gudernes antal forøget, og man gik efterhånden
over til i stedet at betegne religionen som De Sande Guder.
Når der i disse tider tales om De Ti Sande Guder er det således en
måde at omtale de gamle guder - dem der herskede før himmelkrigene.
I modsætning hertil står De Nye Guder, som er de guder, der
blev ophøjet under himmelkrigene.
Endelig anvendes betegnelsen De Tabte Guder om de guderne, der
gik bort under himmelkrigene, og som ikke siden er vendt tilbage til
verdens folk.