Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

ste år har sortblodsfolket imidlertid fået overhånd i konflikten.
Kong Gorbit den Sure har formået at samle orkerne under sit
herredømme, og han har på kyndig vis formået at føre krigen
tilbage ind i menneskenes land. Blandt menneskerne har der
desuden været store interne stridigheder i de seneste år, og også
det har medvirket til at give sortblodsfolket et vist pusterum.
UDBREDELSE
Orkerne har stadig herredømmet over størstedelen af Rustbjergene.
Gennem årene er de blevet trængt langt op i bjergene, og i
lange perioder havde de kun magten over godt halvdelen af
bjergkæden Efter etableringen af det rouliske rige, blev der imidlertid
skabt en naturlig grænse mellem orker og dværge, som
standsede mange af de krige, der havde hersket i århundreder.
Snart efter blusede et utal af krige op mellem menneskernes riger,
og sortblodsfolket udnyttede deres splittelse til igen at overtage
det tabte land.
I de nuværende tider holder dværgene sig til deres huler under
Darkonien, og orkerne er derfor heller ikke længere truet fra vest.
I syden er roulere og narabonere tilsvarende optaget af deres
stridigheder mod både hinanden og den chatonske invasionsstyrke
fra øst, så også på denne front har orkerne fundet en velkommen
fred. Chatonerne er desuden mere optaget af at bekrige de
øvrige menneskekulturer end orkerne, så heller ikke de udgør en
nævneværdig trussel. For tiden sidder sortblodsfolket således
stærkt på Rustbjergene, og i mangel på ydre trusler, har de samlet
racen om at bekrige menneskerne på deres eget land.
Alt i alt er denne periode præget af ualmindeligt fredelige tilstande
i Rustbjergene. Hos en race, hvor fred og fordragelighed
imidlertid er det samme som kedsomhed, vil en sådan stilstand
aldrig kunne vare ved i længere tid ad gangen. I de seneste år er
der da også brudt utallige magtkampe ud mellem stammerne i
Rustbjergene, og mange af de svagere stammer har været nødt til
at drage sydpå ind i menneskenes riger.
Siden himmelkrigene har sortblodsracerne således kunne profetere
af menneskernes indbyrdes stridigheder, og de omrejsende
orkstammer har formået at udvide sortblodsfolket territorier voldsomt.
Hvor orkerne traditionelt kun har plyndret Narabond, hvis
sulten har tvunget dem til det, så har ser man nu oftere og oftere,
at de i stedet blot gør det for underholdningens skyld, og for at
få afløb for deres kedsomhed. Det er særligt i Nord– og Vestlenet,
at landet bliver gjort til mål for sortblodsfolkets bosættelser,
men også Santillias elverfolk er et yndet mål, når orkerne mangler
et offer for deres aggressioner. Efterhånden er det da også et
hyppigt syn, at orkerne bosætter sig i Santillia for en kortere eller
længere stund ad gangen.
RELIGION
Sortblodsfolkets religion betegnes under ét som Gorrumtroen.
Uanset at hver af de tre sortblodsracer har forskellige tanker om
deres religion og hvordan den bør praktiseres, så er det alligevel
lykkedes dem at finde sammen i en gensidig forståelse. Dermed
er det ikke sagt, at de nødvendigvis er enige i hvordan religionen
skal betragtes, men de har dog lært at acceptere hinandens forskellige
tolkninger, og har formået at få disse tolkninger til gå op
i en højere enhed.
Racebeskrivelser
52
ORKER
Siden de tidligste tider, hvor dæmonen Gorrum viste sig for
orkerne, og forkyndte at han var deres hersker, har de været ham
evigt hengiven. I deres øjne er han den eneste gud der findes, og
de har forkastet alle andre overnaturlige væsener, som har åbenbaret
sig for dem igennem tiderne. Orkerne anerkender ganske
vist, at verden er fuld af dæmoner, hvoraf mange har gudelignende
kræfter, men der kan kun være én gud - Gorrum.
Da Jarco åbenbarede læren om De Sande Guder for verdens
folk, markerede det starten på en ny æra med indsigt og visdom.
Mange mennesker konverterede, og også de andre racer tog
Jarcos ord til sig. Orkerne nægtede imidlertid at bøje sig for disse
falske guder. De forblev loyale overfor Gorrum, og har siden da
betegnet De Sande Guder som dæmoner eller afguder.
Visse orker har dog set den magt, der ligger i De Sande Guder,
og har konverteret. Det har primært været Ragil eller Flarn, som
har tiltalt dem. Tilbedelse af De Sande Guder er imidlertid ilde
set blandt resten af orkerne, og i Rustbjergene straffes denne
afgudsdyrkelse med døden.
GOBLINER
Goblinerne har vendt deres hengivenhed mod Fiskurs lære. Det
er omdebatteret hvorvidt Fiskur skal betragtes som en gud eller
en dæmon. Orkerne vil påstå, at han blot er en dæmon, som
imidlertid står Gorrum nær, og som derfor kan tolereres. Goblinerne
selv dyrker imidlertid Fiskur som en gud, og som regel
tolereres dette da også af orkerne.
Fiskur er, ifølge goblinerne, guden for bjerge og fisk. Han er
usandsynlig snedig, og formår næsten altid at få sin vilje ved at
løbe om hjørner med Gorrum og verdens dæmoner. Det fortælles,
at Fiskur en gang bare var en simpel goblin, men at han fik
tilranet sig gudestatus gennem en fordækt aftale med Gorrum.
Gorrum forsøgte i starten af fange ham, men da det aldrig lykkedes
for ham, begyndte han i stedet med tiden at sætte pris på
Fiskurs talenter.
Goblinerne anerkender Gorrum som en gud, men han er for
klodset og dum, til at de kan finde på at tilbede ham. Nogle
gobliner har til gengæld fattet interesse for læren om De Sande
Guder og er konverteret. Af disse er det særligt Girak og hans
snuhed, der har tiltalt dem.
TROLDE
Troldene har ikke den samme dybe forståelse for religion som
resten af verdens racer. De er ganske vist alle tilbedere af Gorrum,
men de dyrker ham ikke gennem tilbedelse eller andre udtryk
for deres hengivenhed. I stedet holder de sig til at betragte
ham som verdens skaber, og de frygter hans magt i tilstrækkelig
grad til at respektere hans navn, når det udtales.
Indenfor Gorrumtroen har troldene en særlige position. De var
Gorrums første skabninger, og står ham nærmere end nogle
andre. At have en trold iblandt sig er dermed ikke blot at have en
stærk arm til at fælde sine fjender med, men også et tegn på
værdsættelse fra Gorrum. Når trolden er glad, er Gorrum glad.
Troldene forstår dette, og har ingen problemer med at kommandere
rundt med de andre racer i Gorrums navn.